Prøv avisen

Gentagelse uden fortilfælde

Ulrich Horst Petersen: Sidste år. 190 sider. 269 kroner. Tiderne Skifter. Udkommer i dag.

Det er god timing at udsende Ulrich Horst Petersens prosastykker her op til påske

Der kan ske så meget, når folk bliver ældre. Nogle begynder at sludre om stort og småt, uden at man rigtigt får fornemmelse af, hvad der er vigtigt snarere får man en fornemmelse af, at nu er det hele lidt lige meget.
LÆS OGSÅ: Der mangler selvkritik og redigering

Sådan er det ikke med Ulrich Horst Petersen, født i 1936.

Hans seneste er en samling af 72 fortættede prosastykker fra et år med både den tyngde og den lethed, titlen giver; Sidste år er ikke nødvendigvis blot det seneste år.

Som når Horst Petersen under overskriften Rester skildrer, hvordan han samler børnebørnenes legetøj op, før græsset skal slås som en nøjeregnende arkæolog, der dækker sin udgravning til, når han er stødt på tegn på, at vi var der før, for så længe siden, at der kun er rester tilbage.

Det er ganske god timing at udgive en her op til påske. Ikke fordi Horst Petersen vil kalde sig kristen, snarere er han en dannet og begavet kritiker af kristendommen.

Den kristne kirkes historie kan, som han skriver, ikke affærdiges som os andre uvedkommende.

Kristendommens historie er nemlig det reneste eksempel på et bestemt tema i vesterlandets historie, nemlig drømmen om, at det skal blive helt anderledes, at livet er uden fortilfælde. En problematisk revolutionær drøm, som sætter sig spor i 1700-tallets borgerlige revolution, 1800-tallets romantik. Og også en drøm, Horst Petersen genfinder i 1900-tallets autoritære diktaturer, Hitler, Stalin og Mao: Med dem skulle det virkelig blive uden fortilfælde, og det blev det, som forfatteren lakonisk konstaterer.

Det er her, at resterne efter børnenes leg i haven bliver mere end almindeligt vigtige.

Horst Petersen har en pointe, selvom det vel må siges at være dårlig teologi alene at gøre kristendommen revolutionær, som en strøm i traditionen har gjort.

Det er at se bort fra forestillingen om den treenige Gud, som i sig rummer både fortid, fremtid og nutid. Når Horst Petersen kritiserer den revolutionære drøm uden fortilfælde, så er han altså en bedre teolog end de fleste.

Helt konsekvent er der en form for immanent evighed på færde i tekststykkerne, en insisteren på, at vi var der før, på dannelsens uomgængelighed.

Tilsvarende er der så et mismod over for eksempel nyhedens historieløshed, men intet hovmod i forhold til mangler og huller i viden.

Ydmyghed er en menneskelig dyd, et kursus i spansk på Studieskolen giver således forfatteren de bedste minder om danskerne: Mennesker bliver menneskelige, ikke af at kunne noget og kunne noget mere end andre, men af at indse, at de må lære noget for at kunne det, opdage at noget er så vigtigt, at de gerne vil kunne det og derfor, om så sent i livet og med besvær, må lære det af andre, der kan det.

Prosastykkerne er, som det fremgår, ofte båret af erfaring, en form for minimalistisk erkendelsesprosa af en forfatter, som mestrer et stort register.

Her er både dagen og vejen, året og tiden. Det afsluttende prosastykke har titlen Min tid og samler forfatterens krigstidserfaringer og -forventninger.

Bogen ender således i en tankevækkende refleksion over det, Horst definerer som demokratiets største problem: Hvordan forliges frihed og retfærdighed i demokratiet i det 21. århundrede?

Der er en del at tænke videre over i Horst Petersens Sidste år.