Prøv avisen

At give slip for at få tilbage

Kan det overhovedet lade sig gøre at starte forfra? Eller er vi bundet til de masker, vi én gang for alle har sat foran ansigtet. Sådan har vi det sammen. I morgen er det første søndag i advent. Foto: .

I morgen er det første søndag i advent. Betyder det, at vi kan starte forfra? Som altid har litteraturen sine egne bud!

Naturligvis er det umuligt at starte forfra, sådan i bogstavelig forstand. Det siger sig selv. Man kan kaste en abe eller to fra sig, man kan ryste støvet af sine fødder. Man kan rette ind og rette op; men sin historie bærer man på skuldrene, lettere eller tungere, med større eller mindre fokus på det sure eller det søde. Det er det valg, man har.

Alligevel er der sådan en eksistentiel strøm, der går igennem en læser som mig, når jeg møder netop den tilstand i litteraturen. Et sus af befrielse, når nogen tør lægge bagagen bag sig, mønstrene, vanerne, dumhederne, fordommene, bindingerne. Når nogen tør stå på den nøgne jord eller i den dybe skov og starte forfra!

LÆS OGSÅ: Julens glæder falder drypvis i advent

Det bedste er at gi op omsider/ og pludselig mærke det hele begynde:/ det er det bedste for mig, skriver Søren Ulrik Thomsen i sin digtsamling om det værste og det bedste i livet.

Det samme sker i Erlend Loes roman Doppler fra 2005, hvor vores hovedperson, en stræbsom familiefar med kone og to børn, en dag falder på sin mountainbike på skovstien. Og en helt ny verden åbenbarer sig: Da de værste smerter klingede af, oplevede jeg en velsignet ro. Der var kun skov. Den sædvanlige blanding af alle mulige sammensatte følelser og tanker og pligter og planer var væk. Pludselig var alt bare skov.

Det bliver vendepunktet for Doppler.

Han lægger sit tidligere liv bag sig og flytter ud i skoven som en anden Thoreau. Her vil han lære livet forfra. Her vil han lære kun at gøre det enkle, det nødvendige: skaffe sig mad, varme, læ. At han snart efter får selskab af en elg, gør ikke fortællingen mindre bevægende. Oh, at være naturromantiker!

Det er også en elg nej, når sandheden skal frem: Det er et rensdyr! der i en af historierne fra den internationalt prisbelønnede Shaun Tans Udkantsfortællinger ankommer til en lille by under den årlige festdag.

Her siger traditionen, at beboerne netop den ene gang om året skal finde det kæreste, de ejer, og lægge det op på taget. Sent om aftenen planter rensdyret, gigantisk og blindt som en flagermus, med et dunk sine klove på tagryggen, hvorefter den med sit store gevir forsigtigt tager fat i de allermest elskede ejendele og flyver bort i natten.

Bagefter opstår den særeste form for lettelse. Man ånder ud. Man giver slip.

Det kunne næsten være et billede på adventstiden. Handler det ikke just om at give slip. Om en ny begyndelse. Om at de udgåede træer skal skyde, det faldne mod rejse sig, og hver en rynke glattes ud? Måske kunne man ligefrem forestille sig, at adventskransen var rensdyrets store gevir. Så vi sætter alt det overflødige og unødvendige, hengemt nid og nag og nipsenåle på lysenes spyd. Og giver os selv og hinanden en chance.

I Christian Jungersens seneste roman, Du forsvinder, er det det stik modsatte, der er på spil. Her får den midaldrende, højt ansete skoleleder Frederik konstateret en svulst i hjernen. En svulst, der betyder, at han mister al empati i forhold til andre mennesker.

Historien fortælles af hans kone, Mia. Og det altdominerende tema er selvfølgelig, hvordan hun overhovedet kan forholde sig til en mand, hun ikke længere genkender som ham, hun giftede sig med. Hvor sidder personligheden? Hvor sidder kærligheden? Hvor sidder ansvaret, hvis man reelt ikke ved, hvad man gør?

Det er i sig selv et dybt skræmmende scenarie. For her er det at starte forfra, glemme og viske rent jo det samme som at miste hinanden. Som man er. Uden at noget nyt opstår. Men historien slutter ikke her. På et tidspunkt drejer Jungersen umærkeligt sit perspektiv. Da Frederik nemlig langsomt bliver raskere, viser det sig, at Mia ikke kan slippe sygdomsbilledet. Diagnosen er blevet forklaringsmodellen, masken selve ansigtet.

Frederik får aldrig chancen for en ny begyndelse.

Jamen kan det da overhovedet lade sig gøre at starte forfra? Eller er vi bundet til de masker, vi én gang for alle har sat foran ansigtet. Sådan er du. Sådan er jeg. Sådan har vi det sammen. I morgen er det første søndag i advent.

Måske kommer rensdyret forbi.

I denne klumme skriver litteraturanmelderne Liselotte Wiemer og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem bøger og eksistens både historisk og aktuelt