Et sted i sin nye bog, "Dysfunktionelle proletarer og rasende god underholdning. Vinn og skæv 1998-2009", præsenterer forfatteren Bent Vinn Nielsen sig som "Deres løsgående klummeskriver". Karakteristikken er mere vidtrækkende, end den vist er ment. Vinn Nielsen er nemlig en mand, der meget vil have sig frabedt at blive bundet af tidens forskellige strømninger - alt det der gør et menneske "rigtigt". Han sætter nærmest en ære i at være "forkert".
For eksempel i forhold til "designertyranneriet". Ingen kunstnerisk udførte hverdagsrekvisitter til ham, fnyser han og sender et nærmest taknemmeligt blik hen til skabet med snapseglas fra Himmelbjerget. Og da han langt hjemmefra (han bor i Nykøbing Falster) forvilder sig ind på en københavnsk café, er han ikke et sekund fristet af de eksotiske tilbud, men står ved, at han er en svoren tilhænger af "mærket Gammeldags Almindelig Sort Kaffe". Han er sikker på, at de tjekkede teenage-piger, der uden overbærenhed følger hans adfærd, døber ham enten Allan eller Brian. Eller måske ligefrem Bent.
Bogen består af et udvalg af klummer, der over (vist nok) en 10 års periode - skønt undertitlen påstår en 11 års - har været offentliggjort i dagbladet Information. De tåler sagtens et gensyn, ja, fortjener det faktisk, fordi de ud over deres kvalitet – en forrygende skriverfærdighed - besidder en almenhed, der løfter dem op over det dagsaktuelle. Dette indgår i øvrigt udelukkende som et mere eller mindre tydeligt udgangspunkt for de meget levende og umådeholdent personlige nærbilleder fra virkeligheden ifølge Vinn Nielsen, i både fortid og nutid.
Dog må det anbefales at nyde teksterne nogenlunde i overensstemmelse med deres oprindelige bestemmelse, altså enkeltvis. Læst i ét stræk kan en vis monotoni gøre sig gældende. Skønt sådan set uretfærdigt. For hver for sig er teksterne alt andet end monotone.
Der er intet "frelst" i vanlig forstand over Bent Vinn Nielsen. Eventuelle mistanker i den retning undgår han så omhyggeligt, at han næsten kan virke "frelst" i sin "ufrelsthed". Men det skal være ham tilgivet.
Ligesom Henrik Nordbrandt har han en meget underholdende måde at være sur på. Det vil sige, rigtig sur er han ikke. Nok kan han være skarp, når han med sin slagfærdighed lader ironi og sarkasme danse ned over siderne. Men det er en skarphed, hvor man inderst inde fornemmer en blødhed. Selvfølgelig mener han, hvad han siger. Så jeg er ikke ude på at fornærme ham – men hans uforsonlighed virker altså også forsonlig. Han er til at snakke med. Det tror jeg på. Ligesom jeg tror på, at han taler sandt, når han bekender, hvor svært han har ved at komme i tanker om fjender.
Det samlende i den mangfoldighed af emner, som slippes løs i bogen, er - må man tro - Bent Vinn Nielsens baggrund som "underklasseunge" født i en utæt, nordjysk fodermesterbolig en pløret forårsdag i 1951. Den baggrund, arbejderens, står han ved. Derfor er han utryg ved et socialdemokrati, der tilsyneladende end ikke anerkender lyden "af det grimme ord 'arbejder'".
Ikke desto mindre er han overbevist om, at "hver eneste af kongerigets helt almindelige renovationsteknikere inderst inde udmærket godt ved, at han er lige så meget arbejder som dengang, han blev kaldt skraldemand".
Man får et indtryk af bogen alene ved at læse listen over klummetitlerne. Lad mig nævne "Hyp, alle mine dæmoner", "Melankolske forlystelser", "Socialchefen fra Helvede" og ikke mindst titelessayet, der ironiserer over blandt andet tv-programmer, hvis underholdning forventes at bestå i udstilling af og forsøg på opdragelse af dysfunktionelle familier af absolut laveste sociale status.
Opdrageslesprojekter skal ingen udsætte Bent Vinn Nielsen for. Han er Vinn og skæv - og sin egen.
grymer@k.dk
Bent Vinn Nielsen: Dysfunktionelle proletarer og rasende god underholdning. Vinn og skæv 1998-2009. Redaktion: Jon Jørgensen, Rune Lykkeberg og Bent Vinn Nielsen. 170 sider. Kroner 199.00. Gyldendal.