Sidst vi så ham, dansede han stammedans foran millioner af seere i et propfyldt Orlando Stadion i Soweto ved optakten til VM i fodbold.
Ligesom Dalai Lama (min bror i ånden, som han selv siger) er Desmond Mpilo Tutu nemlig en glad sjæl og et legende menneske. Superman er hans helt.
Men hvor kommer dog al den glæde fra? Hvordan kan han bevare optimismen midt i lidelse og nød? Det er dét, en ny bog af den tidligere ærkebiskop for den anglikanske kirke - først i Lesotho, siden i Cape Town - søger at besvare. Ved at sige det samme igen og igen. Fordi det synes som den eneste sandhed, der er værd at lytte til.
"Mand. Kvinde. Unge. Gamle. Lesbiske. Bøsser. Heteroseksuelle. Jøder. Kristne. Muslimer. Tjetjenere. Russere. Sharon. Arafat. Bush. Bin Laden. Saddam Hussein. Alle er Guds børn. Gud har ingen fjender. Selv min værste fjende er Guds barn," proklamerede Desmond Tutu således i forbindelse med et besøg i København for nogle år siden.
Skift et par af navnene ud, og citatet er stadig aktuelt. For den legendariske "fredsrebel" – titlen på John Allens biografi fra 2006 om den lille mand med den purpurfarvede kalot – har en teologi, der er lige så klar, lavpraktisk og enkel, som den er personligt gennemlevet og frygtløst gennemgribende.
Og vi vil gerne høre det. Igen. Dette enkle budskab, at vi alle er Guds børn. At vi alle er skabt i Guds billede, lige elskede, lige frie. Og i Tutus univers skal den slags tages ganske bogstaveligt. Derfor er social uretfærdighed og undertrykkelse "en knytnæve i Guds ansigt", som han skriver et helt andet sted.
Men han slipper os ikke der. For som Guds børn er vi i stand til at tilgive selv den værste bøddel. Tilgivelsens nødvendighed er den anden søjle. Fordi tilgivelsen og forsoningen har den ubegribelige kraft i sig, at den heler både ofret og den skyldige – hvorved den sætter begge parter fri.
"Ingen fremtid uden tilgivelse" hed det derfor i en bog om Sandheds- og Forsoningskommissionens opgør med apartheidtiden i Sydafrika. En personlig beretning om en national helingsproces uden sidestykke, som Desmond Tutu stod i spidsen for og brugte fire år af sit liv på. Døgnet rundt.
For det tredje er vi Guds hænder. Vi er medarbejdere på Guds store vision om fred og kærlighed. Og så er vi fremme ved den nye bog, "Skabt til godhed", der udkommer på dansk i dag. For det er Tutus urokkelige overbevisning, at godheden er det naturlige menneskelige leje.
Det er hele meningen med os og det, vi er skabt til. Det viser historien, det viser erfaringen. Det viser vores harme over uretten. Og slår den historiske tid ikke til, er kosmos i sidste ende på godhedens side. Ja, ligesom kirkefaderen Origenes mener Desmond Tutu, at selv Satan på den yderste dag vil blive løst fra Helvede og lovprise Gud!
Og det er denne grundlæggende tro på det gode, der giver en mand, der har set verdens ondskab og prøvet den på egen krop, overskud til at danse foran millioner af mennesker. Og til at le.
Bogen er skrevet i samarbejde med datteren Mpho Tutu, der selv er præst, har arbejdet med rehabilitering af voldsofre i Sydafrika og i dag er dybt engageret i The Tutu Institute for Prayer & Pilgrimage.
Det delte forfatterskab giver en del signalforvirring, fordi bogen så åbenlyst har far Desmond som pennefører og fortæller, mens der blot refereres til datterens erfaringer. Men efter hvert kapitel er der indflettet en poetisk hymne, en lyrisk tekst i kursiv. Det er meget smukke, meditative bønner, som måske har Mphos fingeraftryk?
Bøn er den bærende bjælke i både far og datters liv. Bøn og atter bøn. Bøn om morgenen, bøn på bestemte tider om dagen, et fast tidsrum nænsomt afskærmet af både staben omkring Tutu og hustruen, bøn før hvert møde og interview, bøn inden bilen startes, bøn ved måltidet, bøn om aftenen.
I "Skabt til godhed" giver Desmond Tutu mig bekendt for første gang anvisninger på, hvordan man kan praktisere bønnen i det daglige. Og der er ingen tvivl om, at bønnen er den hemmelige kilde. Herfra stammer autenticiteten, så denne ensidige hyldest til godheden ikke ender i den rene luftguitar. Gud er erfaring. Gud er til stede. Også når livet stinker. Herfra kommer dansen. Og herfra kommer styrken til at gå ind til ofrene for en massakre i en kirke i Rwanda, se de forrådnede kroppe, lytte til tusindvis af mødre, der begræder deres døde børn under apartheid eller høre sin egen mors skrig, når den berusede far slår.
Tutu er en "man of prayer". Selvom han stundom skriver: Jeg forsøgte at bede. Men jeg kunne kun græde.
Desmond Tutus tro på godheden er ikke teologi for teoretikere. Den stikker dybt i det daglige liv. Den er født af erfaring, og den holder til livet. Derfor er hans bog ikke en lærebog til efterfølgelse, men en levende puls.
"Følg os på denne opdagelsesrejse. Kom og gå sammen med os på Bibelens hellige jord," skriver han således i forordet. Måske vil du lære at se dig selv gennem Guds øjne og forstå, at også dit liv i virkeligheden er hellig jord.
Desmond Tutu & Mpho Tutu: Skabt til godhed. Oversat af Jan Hansen. 254 sider. 299 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag. Udkommer i dag.
Kristeligt Dagblad bragte i går et interview med Mpho Tutu om bogen.
LÆS INTERVIEWET HER:
@K.dk henvisning:k.dk/kirke