Prøv avisen

Gud taler finsk

Kari Hotakainen har tidligere modtaget Nordisk Råds Litteraturpris. – Foto: Morten Juhl.

Guds ord er titlen på finske Kari Hotakainens nye satirisk-humoristiske roman om en mand i krise og en verden fuld af sprækker

Sidder Gud på forsædet eller på bagsædet? Eller er det måske hans stemme, man hører på kassetteafspilleren, når Lucinda Williams og Bob Dylan skal have en pause?

Det spørgsmål kan man godt fundere over i finske Kari Hotakainens roman Guds ord. Den satirisk-humoristiske roman udspiller sig som en roadmovie over et døgn på en biltur fra Lapland i nord til Helsinki i syd. På bagsædet af Jaguaren sidder Jukka Hopeaniemi, administrerende direktør og virksomhedsejer. Han har betalt chaufføren Armas 17.670 euro for at hente sig i Lapland og køre sig gennem den finske nat til morgen-tv, hvor han skal interviewes.

LÆS OGSÅ: Når prædikestolen flytter på vinstue

Det er første gang, Hopeaniemi skal i tv, og interviewet imødeses med spænding ikke alene af ham selv, men af hele Finland. Hvordan det går, skal ikke afsløres. Helt almindeligt er det ikke, og så grotesk-morsomt, at man har lyst til at læse op i sofaen, hvis det ikke var, fordi det ville spolere læsningen for en anden.

Chaufføren Armas har været chauffør for Hopeaniemis far, en alkoholiseret erhvervsmand, hvis skygge hviler over sønnen. Med i bilen har Armas og Hopeaniemi nogle kassettebånd indtalt af faderen. Hopeaniemi er en mand på magtens tinde, men også en mand i krise. Han er analytiker, holder facts foran sig, men synes også, det er for lidt. Markedskræfterne og aktiekurserne og det økonomiske system er ikke helt nok. Hopeianiemi vil ikke have, at hans nekrolog bliver alt for nøgtern. Han vil have en nekrolog lidt i stil med sin fars; der fik de godt nok pakket fisken fint ind, som chaufføren lakonisk konstaterer.

Måske er det derfor, Hopeaniemi til sidst og modstræbende har givet efter for den kvindelige journalist, der vil have ham på tv. Han har sine bløde punkter, ligesom hun har. Allerede inden de mødes, er der et særligt bånd mellem de to, lige neden under det professionelle, smilet og den bekvemme distance, lurer det menneskelige, ikke helt integreret, men heller ikke helt borte.

Armas og Hopeaniemi er hovedpersonerne, baggrundstæppet er den internationale krise, finansmarkederne. Bipersoner er ud over den kvindelige journalist blandt andre Armas datter Saara, der lider af ludomani.

Dialogerne er mindeværdige, sproget er knapt og præcist knækker fra det sandsynlige over i det bibelsk-nøgternt poetiske, tonen er dunkel og ja, grotesk morsom. Måske skal der lige præcis en finne til at skrive sådan?

Hotakainens verden er en verden med store sprækker. Om det er der, lyset eller mørket kommer ind, om det er oplysning eller sindssyge eller netop lige præcis en realistisk blanding, det må læseren afgøre. Klogt og spiddende, morsomt, smukt og poetisk er det Guds ord skal man ikke sige nej til, romanen udvider verden.