I Katrine Marie Guldagers nye roman, "Ulven", kan man læse følgende passus:
"Hjertet er en bemærkelsesværdig størrelse. For lægen er hjertet hjemsted for blodpropper og pludselig kirurgi, for biologien er det et organ, der er opbygget af to adskilte pumper. Men for digteren er hjertet selve livets centrum. For digteren er hjertet selve det sted, hvor kærligheden udspringer."
Skulle man efter de citerede linjer have en fornemmelse af, at dette her er alt for meget om digteren, hjertet og de elskende, så er man på rette spor. Det er alt for meget, når man hører om, hvordan forelskelsen blev en "kærlighedens flodbølge, som hvert øjeblik truede med at gennemskylle hele huset og drukne både dyr og mennesker". Og det er alt for meget, når der også er en ulv på spil, en ulv, som symboliserer angsten og driften og sindets mørke sider, en ulv, som bliver lukket inde i et bur på loftet. Så løber det simpelthen helt over og ud over alle bredder, så selv "månen kiggede den anden vej, den kujon". Pointen er bare, at det er alt dette "for meget", der er romanens pointe og det, der gør den til en fornøjelse at læse. Her får den hele armen og en hånd til, hvis det ikke skulle være nok med klicheerne.
Guldager har skrevet en roman, der i modsætning til de foregående spartanske novellesamlinger med deres egen koncentrerede styrke virker som et orgie i digtekunst fra et andet årtusinde. Det er en roman, som kredser om det samme som romanen "En plads i historien" og novellesamlingen "Nu er vi så her", nemlig om familien. Men den gør det gennem et probat tilskud af skælmsk magi og via en fortæller, der nok holder tungen lige i munden og gennemfører sit stilistiske bravurnummer, men som også afbryder sig selv og demonstrativt gør opmærksom på det litterære stunt, som finder sted for øjnene af læseren. Det sker for eksempel, når en tjenestepige har en "grim, af litteraturhistorien nedarvet, vorte" på næsen, og når fortælleren gang på gang perspektiverer og fortæller, hvordan en begivenhed får betydning for personerne mange år senere. Her får pastichen sig et skud for boven og afsløres som det, den er: en gammel stil, som Guldager mange år senere genbruger.
I "Ulven" bryder Guldager med en realisme, som er ved at farve alting gråt og får sat så meget strøm til beskrivelsen af 1930?erne og 1940?erne, at det ikke bare bliver til en flad gentagelse af besættelsestid og rationeringsmærker. Personligt orker jeg snart ikke at høre mere om besættelsestiden, som historikere og forfattere har vendt og drejet i årevis, som om det var det eneste tidspunkt i danmarkshistorien, det var værd at beskæftige sig med.
Men her bliver tiden altså forlenet med en velgørende fantastik med plads til ulve, sorte fugle og en jord, der slår revner, når det går vildt for sig med søskendejalousi. Det gør det til at holde ud.
Og netop søskendejalousi og jalousi mellem ægtefæller er, hvad det handler om i "Ulven". Drengen Henry er fortørnet over, at lillesøster Leonora tager forældrenes opmærksomhed fra ham, og så kører det gamle spil, hvor Henry som en fordærvet Kain forsøger at tage livet af søster, men ikke opnår andet end at skabe endnu mere afstand til forældrene. Deres far føler også jalousiens voldsomme og destruktive kraft, da han ser sin kone kysse en galleriejer, som hun laver malede vaser til. Så er helvede og ulven løs i den lille provinsby Køge, hvor det hele foregår, og der skal dæmmes op, og der skal bures inde, så der igen kommer orden i familien.
Omkring kernefamilien er der fastre og bedsteforældre, der alle har deres lidenskaber, drømme og skuffede håb. Især bedsteforældrenes historier står stærkt i romanen. Farfar Karl, der er enkemand, og hans forhold til Maren Katrine er fint beskrevet. Han vil gerne vide alt om hende og hendes fortid, men hun orker ikke at fortælle ham om sit liv i detaljer. For som hun siger, så er "sandheden ikke én, men mange. I hvert fald når det kommer til menneskers historie. Har jeg ikke ret?"
Jo, hun har ret. Og derfor giver det også mening, at Guldager fortæller endnu en historie om familielivet og dets glæder og sorger, når hun også så glimrende formår at modulere sin stil. Hun har gjort noget lignende før med romanen "Det grønne øje" fra 1999, men det forekommer mig, at hun her 11 år senere gør det mere frit og fornøjet.
Katrine Marie Guldager: Ulven. 288 sider. 299 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag