I Norge er den danske teolog K.E. Løgstrup gennem flere årtier blevet læst i relation til sygeplejen. Hovedkraften i denne særlige tradition, der med årene også har vundet fodfæste i Danmark, er Kari Martinsen, sygeplejerske, magister i filosofi, dr.phil. i historie og professor i Harstad og Bergen. Nu har hun skrevet en i forlaget Klims Løgstrup-bibliotek, som både skal henvende sig bredt til almindelige læsere og professionsorienteret til sygeplejersker, sygeplejestuderende, læger og medicinstuderende.
LÆS OGSÅ: Hvad er eksistensteologi?
Der er på sin vis noget oplagt over dette møde mellem Løgstrups etik og sygeplejen. For sygeplejersken står stærkere end så mange andre i den arketypiske løgstrupske situation, hvor hun holder noget af et andet menneskes liv, måske det hele, i sin hånd. Hun kan og skal hele tiden udvirke de små og store ting, der kan lindre og bedre. Og hun kan også, måske på grund af travlhed, urets tyranni eller mangel på situationsfornemmelse, gøre det hele værre.
Løgstrups grundtanker om den etiske fordring og de suveræne livsytringer er fremstillet teoretisk en million gange, men det kan ofte være svært at finde tilstrækkeligt mange og varierede eksempler at belyse tankegangen med. Det problem er der ikke i forbindelse med sygeplejen; dens dagligdag er som skabt til Løgstrups nærheds- og situationsetik.
Og så dog. For plejesituationen er jo ikke det spontane og uventede, åbne og ustrukturerede møde mellem to mennesker, som forudsættes hos Løgstrup, og hvor lignelsen om den barmhjertige samaritaner ofte må holde for: Man finder sig placeret i en uventet og uforudset situation, hvor man på kort tid skal afgøre, hvad situationen kræver af én. Sygeplejens situation er helt omvendt for-struktureret: Begge parter befinder sig i en organiseret sammenhæng, hvor rollerne er veldefinerede, og hvor etikken er underlagt saglighedens bidsel (Løgstrups udtryk); den er underkastet professionelle krav og institutionel kontekst.
På sin vis er det netop denne kontrast, Martinsen har bygget sin fremstilling op på. Det moderne sygehusvæsen er blevet stedse mere fortravlet og hektisk, anonymt og bureaukratisk, og mødet mellem patient og sygeplejerske kan derfor synes endnu fjernere fra Løgstrups møde, end det måske var engang.
Løgstrups etik bliver dermed en norm, en erindring, en forventning, en pæl i kødet, noget, der angiver, hvordan det kunne være, burde være, og i visse tilfælde også bliver, men måske med uundgåelige omkostninger. Den sygeplejerske, der i loyalitet med en enkelt patient bliver hos ham for længe, er uundgåeligt illoyal over for sine kolleger eller andre patienter, fordi hele den stramme tidsplan kommer i skred.
Sygeplejersken er oppe imod urets tid og diverse tjeklister; hun kan udvikle moralsk stress, fordi hun aldrig kan yde det bedste, eller hun kan omvendt overgive sig til en gøremålstravlhed, der kan bære en kynisme over for patienten i sig. Martinsen foregiver ikke, at det ikke er svært, og hun er varsom med ikke at øge den moralske stress ved at præsentere Løgstrups etik som en principielt opfyldelig norm. Det drejer sig snarere om at finde de lommer, huller, muligheder, der trods alt er og hele tiden viser sig i situationerne. Man kan nogle gange i ord og handling etablere et lille fiktivt rum omkring sygeplejerske og patient, der kan holde tidens tyranni tilbage, om det så kun er et øjeblik. Og selv så hektisk et sted som på operationsstuen kan løgstrupske begreber som indfald, tone og stemthed vise sig at være relevante.
Der er lysende steder i teksten, men generelt er jeg ikke så vild med Martinsens fremstillingsform. For meget plads bruges på at introducere elementer fra Løgstrups tankeverden, der så efterlods overvejes med henblik på deres mulige rolle i sygeplejen. Det kan komme til at virke fortænkt, og det er mærkeligt, at Martinsen ikke i langt højere grad vender fremstillingen om og opdyrker de konkrete eksempler, små historier og typiske dilemmaer fra det principielt set uudtømmelige reservoir af sygeplejens praksis.
Hendes stil kan også have noget svævende over sig; de samme begreber, pointer og konflikter gentages mange gange, der kan komme noget messende over teksten, en særlig litani, og det betyder altså, at der kommer relativt mindre indhold på bordet. Udgivelsen kommer ufrivilligt til at illustrere problemet, fordi den danske sygehuspræst Tom Andersen Kjær har fået lov til at skrive et enkelt lille, tæt og intenst kapitel om Løgstrup og samtalens kunst i sygeplejen, hvor de teoretiske indsigter og konkrete eksempler næsten står i kø for at komme til.
Frem for alt savner jeg en historisk dimension omkring sygeplejen. Og det er måske især den læge læsers problem. Der har selvfølgelig gennem tiden været en særlig kaldsetik, måske et katalog af dyder, omkring sygeplejen. Hvordan var den? Og i hvilken forstand er den blevet, måske både på godt og ondt, fortrængt og overhalet af den moderne, blandt andet teknologiske, udvikling i sygehusvæsenet? Hvad er det, Løgstrups etik kan til forskel fra denne klassiske kaldsetik? Og er Løgstrups etik i særlig grad velegnet til at se de menneskelige faremomenter i det moderne og fortravlede hospitalsvæsen?
Sådanne spørgsmål får man ikke svar på. Ja, man må reelt selv som læser formulere spørgsmålene ud fra en vag fornemmelse af, at de rumsterer et sted i baggrunden.
For 20 år siden stødte jeg første gang på Kari Martinsens brug af Løgstrup. Den forekom mig overidealistisk på en helt forskruet facon. Jeg var en vred, ung anmelder på denne avis, og jeg sablede hendes tanker ned under den spydige overskrift Løgstrup udsat for norsk omsorg.
Jeg skal ikke kunne sige, om det er mig, der med årene er blevet rund og mild, eller Martinsen, der er blevet mere nuanceret og pragmatisk, men trods de forbehold, jeg har angivet ovenfor, synes jeg i dag, at det er både spændende (i en næsten dramatisk forstand) og meget tankevækkende at overvære mødet mellem sygeplejen og Løgstrups etik. Og på vej ind i en fremtid med robotter og hårde prioriteringer i omsorgssektoren vil disse problemstillinger kun vinde endnu mere relevans.