Hudløst ærlige og finurligt humoristiske digte

Knud Sørensens hudløst ærlige og finurligt humoristiske digte er i højeste grad et bekendtskab værd

Forfatter Knud Sørensen.
Forfatter Knud Sørensen. Foto: Lars Pauli Denmark.

Knud Sørensen er ikke ligefrem nogen årsunge inden for dansk litteratur med en alder på 85 år og en debut for over 50 år siden tilbage i 1961.

Ikke desto mindre er han en af de stemmer i dansk poesi, der altid virker forbløffende nutidig, og hvis nyskabelser inden for lyrikken tilbage i 1970erne stadig kan siges at have sat sine spor.

Knud Sørensen er den poetisk mest interessante repræsentant for den strømning, der i 1970erne gik under navne som knækprosa, bekendelseslitteratur og nyenkelhed. Fortjenesten inden for denne digtning var kort fortalt, at almindelige menneskers dagligdags erfaringer blev en del af poesiens verden.

Sørensens vægtigste værk var her Bondeslutspil fra 1980, hvor digteren med nådesløs skarphed kortlagde en verden, der var ganske ukendt i dansk litteratur, nemlig den marginaliserede landprovins og dens mange fallerede skæbner.

I Sørensens nye digtsamling er det stadig omgivelserne fra hjemegnen på Mors, der beskrives, men det er nu den aldrende digters private dagligdag, der sættes under lup. Men poetikken med at fokusere på det, som overses af den sensationslystne og bornerte almenhed, fungerer stadig, som det følgende herlige poetologiske digt også godtgør:

Søgende/ rundt i det almindelige/ efter det/ jeg har overset/ og søgende/ dernede i det banale/ efter en ny dybde/ i rutinerne.

Man kan roligt sige, at Sørensens digtning står i opposition til den højtidelige sensymbolistiske tradition i dansk lyrik fra Sarvig og Bjørnvig til Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup, hvor der i digtene ofte beskrives øjeblikke af grænse-sprængende, metafysisk farvet indsigt.

I Sørensens digte hører vi om en lignende oplevelse, men disse fortolkes ganske anderledes. Det kan for eksempel dreje sig om en helt konkret og hverdagslig biltur på A26/ i nærheden af Fårvang, en solrig formiddag i maj 2009, hvor jeget pludselig overvældes af bilradioen, fra hvilken der strømmede en fortids energi / og en fortids forventninger / som et ekko ud af højtalerne / indkapslet i Pete Seegers stemme / og rummet blev fyldt / og jeg blev fyldt / af en pågående sitren / i alle mine fibre.

I et andet af Knud Sørensens digte spilles der underfundigt på en af modernismens mest udbredte topoi, nemlig at man i digtningen møder et splittet jeg. Sørensen kalder således sit digt Hver morgen (en jeg-spaltning), og splittelsen består i, at én side af jeget hele tiden lade sig tilskynde til at læse dødsannoncer i avisen, hvorfor en anden side af jeget må mane til besindighed med følgende svada:

Du gør det jo kun/ for at sikre dig/ at du selv/ stadig/ er i live og at nogle/ er ældre end dig/ når de dør.

Et sådant motiv har man vist aldrig set i dansk lyrik før.

Knud Sørensens hudløst ærlige og finurligt humoristiske poetiske rapporter fra en sen livsalder er i højeste grad et bekendtskab værd.