Prøv avisen

Hvad krigen gør ved mennesker

Sönke Neitzel og Harald Welzer: Soldater om krig, drab og død. Oversat af Peter Dürrfeld. 504 sider. 349 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag. Udkommer i dag.

Enestående værk kaster lys over Nazitysklands soldater og soldaten som krigsarbejder i det hele taget

Ud fra en kølig historievidenskabelig betragtning er denne bog en landvinding. Var der virkelig noget væsentligt, vi endnu ikke vidste om den tyske krigsførelse under Anden Verdenskrig? Ja, det var der åbenbart.

Ud fra en ren læserbetragtning er bogen fascinerende, chokerende og grufuld. Og ud fra en menneskelig, samfundsmæssig betragtning vækker eller genvækker den to nagende spørgsmål i ét, som ikke er til at affærdige og slet ikke til at blive færdig med: Hvad er mennesket dog for en makaber størrelse, og kan man i løbet af kort tid forandre tænkemåden i et samfund så radikalt, at jøderne det vil sige tyske borgere, hvis hjemland gennem generationer har været Tyskland af en stor del af den øvrige befolkning opfattes som et objektivt problem, der skal findes en løsning på?

LÆS OGSÅ: Litteraturen efter skærsilden

Havde den amerikanske historiker Daniel Jonah Goldhagen alligevel ret, da han i det sensationelle og omdiskuterede værk Hitlers Willing Executioners. Ordinary Germans and the Holocaust (1996) hævdede, at holocaust ikke blev gennemført af en mindre nazistisk kreds, men at et flertal af tyskerne på forskellig måde deltog?

Goldhagen hævdede, at jordbunden for udryddelsen var blevet beredt gennem flere århundreders tysk antisemitisme, og at netop antisemitismen var en hjørnesten i tysk identitetsdannelse.

Denne bogs grundmateriale er en guldgrube af kilder. Noget tilfældigt bliver historikeren Sönke Neitzel opmærksom på, at der i de britiske arkiver ikke blot findes nogle nøjagtige afskrifter af afhøringer af tyske generaler i britisk krigsfangenskab, men at der findes hundredtusinder af sider, der rummer hemmelige afhøringer af tyske soldater, der dækker alle grader fra menig til general, fra Wehrmacht, Kriegsmarine, Luftwaffe til alle mulige specialkorps og SS. Mange tusinde soldater ud af den million tyske krigsfanger, De Allierede tog i løbet af fem år.

Disse krigsfanger blev anbragt i særligt udstyrede lejre med hemmelige mikrofoner. Formålet var klassificeret som human intelligence og gik ud på at tilvejebringe såvel teknologiske, organisationsmæssige som psykologiske efterretninger, en fremgangsmåde, der blev udviklet allerede ved slutningen af Første Verdenskrig, og som også Nazitysklands krigsledelse udmærket kendte til og brugte. Tyske officerer blev indskærpet at være opmærksomme på risikoen, hvis de blev taget til fange.

I samarbejde med socialpsykologen Harald Weltzer og en forskergruppe har Neitzel gennemgået og systematiseret dette vældige materiale, der giver os et utrolig omfattende billede af, hvordan disse soldater tænker og føler, og hvad de har oplevet. Med øjnene på stilke og galopperende hjerte suser man igennem samtale efter samtale. Glædes over menneskelige træk, fornøjes over højerestående officerers skarpe analyser af krigens gang og det forudselige tyske nederlag, grues, næsten lammes af den mest modbydelige umenneskelighed, når en eller anden fange grinende beretter om hængning af partisaner, bunkevoldtægt af kvinder eller den såkaldte henrettelsesturisme, der går ud på ture til de steder, hvor indsatskommandoerne fra SS på kanten af store grøfter er i gang med at henrette jøder, der står i lange rækker, helt afklædte, og venter. Det forekommer også, tilsyneladende ikke så sjældent, at folk fra andre tjenestegrene inviteres til at deltage i myrderierne.

Der er som regel to mand i hver celle, og de er blevet anbragt, så de repræsenterer forskellige værn. Det betyder, at de ud over almindelig snak også ofte ligefrem udspørger hinanden om, hvad de har lavet og oplevet. Her et brudstykke af en samtale mellem oberstløjtnant Fried fra Luftwaffe og oberstløjtnant Bentz fra Infanteriet:

Fried: Engang var jeg i Random (Polen) og spiste middag i den SS-bataljon, der var stationeret der. Så sagde en SS-major: Har De ikke lyst til at komme med en halv times tid? Snup en maskinpistol, så kører vi. Vi tog hen til en kaserne og ekspederede 1500 jøder. Der var omkring 20 skytter med maskinpistoler. Det tog bare et øjeblik man tænkte ikke på noget imens

Bentz: Var det kun jøder?
Fried: Kun jøder og et par partisaner.
Bentz: Blev de sådan drevet forbi?
Fried: Ja. Når jeg tænker over det det var ret ufint.
Bentz: Hva! Var De med til at skyde?
Fried: Ja, det var jeg da

Bentz er rystet over dens andens holdning. Generelt skal vi op i de højere officersgrader for at kunne registrere en dybere refleksion over, hvad man har foretaget sig. Generalløjtnant Freiherr von Broich udbryder til sin cellekammerat: Ingen har noget imod, at spioner bliver skudt, men når man udrydder hele landsbyer, med børn og det hele, og når man sender folk væk som i Polen og Rusland, ved Gud, det er det rene mord. Det er det samme, hunnerne i sin tid gjorde. Men vi skulle jo være det største kulturfolk i verden, ikke sandt!.

Af aflytningerne kan man konkludere, at viden om jødeudryddelsen og dens metoder var udbredt blandt soldaterne, men den interesserede dem ikke særligt. De anså det som noget, der skulle gøres, men de brød sig ikke om metoderne. Man kan også konkludere, at Wehrmacht i langt højere grad, end vi vidste, assisterede SS i massemyrderiet. At Wehrmacht ikke holdt sin sti ren, som hæren ellers har hævdet siden krigen, blev vi klar over allerede midt i 1990erne, da et forskningsinstitut i Hamborg lavede en udstilling om Wehrmachts rolle, som gik Tyskland rundt og vakte både forfærdelse og vrede, men at hæren med de fine moralbegreber har haft en så omfattende rolle, som man kan læse ud af de hemmelige afhøringer, kommer bag på os og kan jo i et eller andet omfang understøtte Goldhagens tese. Alligevel mener jeg ikke, Goldhagen har ret.

Ud over at forfatternes behandling af materialet udmønter sig i et præcist billede af den tyske soldats værdisystem ideologien spiller en forsvindende rolle, kammeratskabet, gruppen og selve opgaven som krigsarbejder den dominerende så afdækkes der et tanke- og adfærdsmønster for soldater generelt. Forfatterne har nemlig sammenlignet med forskningsmateriale, der omfatter amerikanske soldater, russiske og italienske under verdenskrigen samt amerikanske soldater i Vietnamkrigen, og der er forbavsende lille forskel.

Så ud over at kaste lys over nogle hidtil ubelyste aspekter af Anden Verdenskrig bliver det enestående værk også en bog om soldatens socialpsykologi under krig i det hele taget. Og det er netop de særlige vilkår, som krigen, der er en radikal undtagelsestilstand, sætter, David Goldhagen ikke tager tilstrækkeligt hensyn til, når han dømmer et helt folk.

Claes Kastholm Hansen er forfatter og kommentator ved Berlingske