Da arkitekturprofessor Asterios Polyp møder skulptør Hana Sonnenschein, smelter deres modsætningsfyldte verdener sammen. Bogstaveligt talt.
Asterios Polyp er en prisvindende arkitekt, der aldrig har fået en bygning opført. Han er selvhøjtidelig, bedrevidende og ser alt i verden som enten-eller.
Tysk-japanske Hana Sonnenschein (Blomst Solskin) er genert, iagttagende og selvkritisk. Han er tegnet i hårde, blå linjer som en bygningsplan. Hun er tegnet i røde, tætte skraveringer. Hans talebobler er firkantede, hendes dråbeformede.
Da de mødes, smelter deres to stilarter sammen i en lilla helhed.
Stil og plot er uadskillelige størrelser i Asterios Polyp, hvis historie begynder på hovedpersonens fødselsdag, en stormvejrsnat. Polyp sidder alene på sengen og ser video, tomme flasker og gamle aviser flyder på gulvet, opvask og beskidt tøj er spredt omkring i noget, der ligner en engang stilfuld newyorker-lejlighed.
Blå og mørk lilla er de eneste farver, indtil KRAK! lynet slår ned, brandalarmen går i gang, og farven gul breder sig ind igennem vinduet. Asterios Polyp griber tre ting, før han styrter ned ad trappen: en lighter, et armbåndsur og en lommekniv. Ilden fortærer lejligheden.
Stumt begiver Asterios Polyp sig ud på landet, hvor han igennem minder, drømme og møder med mennesker begynder at forstå sig selv på ny.
LÆS OGSÅ: Tegneserieevangelisten Thomas Thorhauge
Netop møder er et af mange gennemgående temaer i bogen. Hver karakter er tegnet i sin stilart med hver sin skrifttype i hver sin talebobleform, og alle ser forskelligt på verden. Det afstedkommer både sarkastisk humor, tragedie og erkendelser.
En rød tråd gennem fortællingen er de tre ting, som Asterios Polyp vælger at redde fra sin brændende lejlighed. I løbet af bogen skiller han sig af med to af dem, for, som man efterhånden forstår, kun den ene ting er virkelig vigtig.
I tilbageblik fortælles historien om Hana Sonnenschein: Modsætninger mødes, forelsker sig og bliver gift, men glider over årene fra hinanden på grund af deres grundlæggende forskelligheder så tydeligt at se i deres forskellige stilarter.
LÆS OGSÅ: Tegneserieforskeren anbefaler: 5 gode tegneserier
Egentlig er historien ret ligetil. Det er måden, den fortælles på, der er vigtig og fantastisk.
Asterios Polyp er tegnet og fortalt af David Mazzucchelli, som i 1980erne slog sit navn fast med superheltetegneserier, men i dag underviser på School of Visual Arts i New York, et af USAs mest respekterede kunstakademier. I 1994 udkom hans tegneseriefortolkning af Paul Austers By af glas (også udgivet på dansk), der er lige så interessant visuelt, som forlægget er litterært. Først 15 år senere kom Asterios Polyp, der i sin visuelle fortællestil (og selvhøjtidelighed) fortsætter, hvor By af glas slap: Det er en modernistisk tegneserie, hvor næsten alle stilistiske konventioner tages i brug og brydes, mesterligt og altid med fortællemæssigt formål, aldrig bare fordi han kan.
Men skal man sammenligne Asterios Polyp med noget, må det være med James Joyces Ulysses fra 1922. Ligesom Ulysses er Asterios Polyp en symbolmættet parafrase over Homers Odysseen fyldt med religiøse, mytologiske og naturvidenskabelige referencer, der går igen. Hvor Ulysses skifter mellem litterære genrer, skifter Asterios Polyp mellem visuelle stilarter. Det skorter da heller ikke på referencer til Joyce i Mazzucchellis bog, der dermed virker tænkt som som en forlængelse af Ulysses.
LÆS OGSÅ: Tegneserien døde, men genopstår nu som kunst
Dog er Asterios Polyp lettere læsning end Ulysses. Den er også mindre subtil. I sine bedste passager, hvor stil og historie bliver ét, er det umuligt at slippe bogen. For eksempel en scene efter en samtale om musik, hvor det pointeres, at noder er pauser, afstand mellem lyd snarere end lyd. Her begynder tegneserien at tale nodernes sprog: Mazzucchelli dirigerer læsetempoet ved rytmisk at skifte størrelse på og detaljegrad i de enkelte tegneserievignetter. Han opfører en concerto af billeder af sin elskede i hverdagssituationer, hvor hun sveder, sover, griner, græder, prutter, puster, panikker, pynter sig. Kysser ham.
Andre gange bliver det næsten for meget. Med så forskellige stilarter og eksperimenter kan det stedvist virke, som om Mazzucchelli først og fremmest vil vise tegneseriens modernistiske potentiale. Mange af bogens pointer ville stå stærkere, hvis ikke de blev slået fast med syvtommersøm. Det er her, den simple og relaterbare historie redder læsningen, så man ikke standser op og føler sig undervist, men underholdt.
Asterios Polyp er en tegneserie, man vil holde andre forsøg op imod, måske også om 10 og 20 år. Den kom på amerikansk i 2009 og har vundet alle de priser og roser, den kan.
Den danske udgave har taget lang tid at sammensætte. Dels fordi Mazzucchelli stillede skarpe krav, som for eksempel at den blev trykt på samme papir på samme trykkeri og med samme forside som originalen. Dels fordi stilen, der bærer bogen, sniger sig helt ind i typografi og talebobler, hvilket har krævet mere end en almindelig håndtekster; man har fået hjælp fra den talentfulde danske tegneserietegner Allan Haverholm. Stor ros til forlaget for det. Asterios Polyp indbyder til talrige genlæsninger og nærstudier.
Åh ja, og hovedpersonens underligt klingende navn? Det ligger der en på én gang morsom og, selvfølgelig, symbolsk pointe bag, som ikke skal afsløres her.
TEMA: Tegneserier og grafiske romaner
