Tillad at jeg skriver denne anmeldelse anderledes end ellers, for jeg er meget involveret i sagen: Aage Henriksen/Karen Blixen/Henriksens søn, Morten.
Sidstnævnte har skrevet en medrivende og helt afgørende bog om feltet, Karen Blixens maske. Den tog mig kun seks timer at læse, skønt hver side var umistelig og næsten ikke kunne forlades, fordi Karen Blixens forfatterskab, Aage Henriksen som min studietids professor og mit bekendtskab med Morten Henriksen har fyldt så meget i mit voksne livs tanker og i det, jeg selv har skrevet om Karen Blixen.
Et sted i Morten Henriksens beretning om, hvordan han en enkelt gang får hallucinationer om at være inde i faderens forhold til Karen Blixen og dér befinder sig i et skræmmende energihav, råber han i halvsøvne: Åh Gud, giv mig mit flade liv igen.
Og han lægger til, at ønsket blev opfyldt. Heri solidariserer jeg mig helt med Morten Henriksen, for også jeg har holdt på mit flade liv i forhold til, hvad Aage Henriksen har fortalt om sine oplevelser med Karen Blixen. Det er fra dette flade livs synspunkt, at Morten Henriksen har skrevet hele denne bog om sin far og Karen Blixen, og derfor er den blevet så god.
Han har også skrevet den fladt med stor stilsikkerhed i netop det neutrale sprog og det skønt hans egen skrift kun udgør 50 procent af teksten.
Den anden halvdel er Aage Henriksens svar på sønnens spørgsmål, ofte forsynede med indklip fra relevante steder i Aage Henriksens værker om Karen Blixen. Og Morten Henriksen spørger fra den interesserede, men ikke helt forståendes sted sin far ud om det bekendtskab med Karen Blixen, som blev lige så afgørende for ham som Thorkild Bjørnvigs i Pagten (1974).
Han spørger, fordi han vil have rede på alt det, Aage Henriksen har fortalt ham fra tiårsalderen om Karen Blixen med påbud om absolut tavshed. Med sin interesserede spørgen får han fremvist et far-søn-forhold undervejs, der er så bevægende, at enhver far måtte ønske sig en sådan søn, der så ærligt søger at forstå uden at ville bebrejde!
Men det har han jo nok heller ikke fra fremmede, for den samme forstående energi lå der i Aage Henriksens forhold til Karen Blixen, skønt han blev udsat for hendes manipulationer. Som Aage Henriksen forsøgte at forstå hendes halvkvædede viser, sådan forsøger Morten Henriksen at forstå faderens, inden han dør: Jeg har været irriteret over den fordækte måde, han har skrevet mange af sine ting på. I stedet for at folde tingene ud så tydeligt som muligt har han tillagt sig en kunstnerisk skrivemåde, hvor læseren i vid udstrækning selv skal udlede pointerne. Han skjuler for at vise.
Denne irritation står Morten Henriksen ikke alene med, den har mange læsere og studerende følt, men spørgsmålet er, om ikke det er et sammenstød af forskellige generationers talemåder? Aage Henriksen svarer en gang genstridigt: Men sådan taler nu jeg.
Endvidere vil jeg på egne vegne lægge til, at vores spørgen forudsætter, at der er noget skjult, som de gamle ikke siger. Af og til kan man komme i tvivl om det konkrete, vi spørger efter i fortidige generationer, faktisk eksisterede som virkeligt for dem?
Måske har Aage Henriksen selv været med til at indstifte denne spørgen i sin tilgang til Blixen og hendes forfatterskab ved at hævde, at det rummede særlige erfaringer. Hun ville i hvert fald aldrig sige noget om den slags, og alligevel bliver Aage Henriksen ved, og han forklarer sin relation til Blixen enklest som en kamp mellem det mandlige, solkraften, og det kvindelige, månekraften.
For Karen Blixen havde jo ritualer gående med månen, og hun havde sin historie om, hvordan hun havde mødt Djævlen som en fortætning af rummet på hospitalet i 1915, da hun var indlagt for sin syfilis og da så sig afskåret fra et fremtidigt almindeligt kvindeliv. Alle disse grundhistorier i Karen Blixens liv kommer vi igennem, og de tilhørende i Aage Henriksens liv i hans forsøg på at forstå hende. Morten Henriksen har virkelig skabt orden i rækkefølgerne, og han strækker sig langt for at forstå faderens oplevelser og erfaringer.
Billedet af faderens relation til Blixen står meget klarere efter denne bog. Aage Henriksen strittede imod hendes projekt om at omdanne åndelig (kristen) stræben til kunstnerisk vilje. Men hvad havde han forventet sig af en kunstner?
Med fare for at få alle på nakken vil jeg her til slut undre mig over hele det her opridsede felt Karen Blixen. Hvorfor er der så megen interesse for erkendelsesveje i hendes fortællinger og i hendes person og så lidt for det kunstneriske arbejde, hendes fortællinger er gjort af?
Morten Henriksen spørger aldrig Aage Henriksen om det, begge går de stiltiende ud fra, at disse kæmpe for-tællinger har hun bare skrevet lige ud af ærmet. Hvad nu, hvis de var alt, hvad hun vidste gennem at skrive dem, og hun så mødte mænd som Aage Henriksen, der så meget mere i dem, end hun selv kunne stå inde for? Hvorfor er kunstnerisk stræben dårligere end åndelig stræben? Fordi den tildeler en forførende kortvarig kunstig mening? Den er kun farlig for den, der gør den til mere, end den er.
Men læs denne bog, den er mindst lige så god som Bjørnvigs Pagten, og det er både den svarende faders og den spørgende søns skyld!
Morten Henriksen: Bag Blixens maske. Min far, mig selv og månefruen. Samtale med Aage Henriksen. 168 sider. 199 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag