Højt til loftet i Hallbäcks studerekammer

Fyldigt festskrift kommer godt rundt om universitetsteologen Geert Hallbäcks mange interessefelter, men det er krævende læsning

Søren Holst og Christina Petterson (red.): Den store fortælling. Festskrift til Geert Hallbäck. 462 sider. 299 kroner. Anis.
Søren Holst og Christina Petterson (red.): Den store fortælling. Festskrift til Geert Hallbäck. 462 sider. 299 kroner. Anis.

Geert Hallbäck forlader stillingen som lektor i nytestamentlig eksegese, og fagfæller har i den anledning udsendt et festskrift til et menneske, der har været en gevinst for sine kolleger og en livlig autoritet for sine elever, der mødte både faglig kapacitet og pædagogisk pondus hos strukturalisten Hallbäck.

LÆS OGSÅ: En teologisk kapacitet siger farvel

Strukturalisme drejer sig populært sagt om, at man studerer teksternes opbygning og indre modsigelser, så litteraturen ikke fortoner sig bag biografisk småskilderi eller udredning af påvirkning og indflydelse.

Markusevangeliet har Hallbäck underkastet en strukturel analyse, og Nicolai Halvorsen træder i mesterens fodspor med en fortræffelig analyse af den tekst, vi kender fra barnedåben (Lad de små børn komme til mig ...). Halvorsen er studenterpræst, og analysen af teksten munder ud i en konstatering af, at mange studerende mangler selvværd eller lider under forventningernes pression. Her får Markus 10 ,13-16 fornyet betydning for den voksne, pointerer Halvorsen, for teksten handler om at tro på, at ens værdi er givet. Bibelen er i den sammenhæng aktuel ved at tale samtidens præstationsdyrkelse imod. Halvorsen hylder i øvrigt Hallbäck for at turde være pædagogisk uden at forenkle. Som helhed dementerer festskriftet dog ikke just læserens forudfattede meninger om universitetsforskningens forkærlighed for at gøre det enkle indviklet.

Undervisningsassistent Kristian Mejrup skriver om de to teologer og venner Karl Barth og Eduard Thurneysen, som efter Første Verdenskrig var meget optagede af Dostojevskij. Begge mente de, at den russiske forfatter var en profetlignende skikkelse, fordi han insisterede på, at mennesket er en gåde, som kun Gud kan løse. Mejrup fremdrager spændende stof, men det siger noget om tekstens sværhedsgrad, at den lettest tilgængelige passage er et citat på fransk. Et langt citat af Thurneysen på tysk bliver ledsaget af bemærkningen, at det kun vanskeligt lader sig oversætte. Så er vi ligesom med, eller måske er vi det slet ikke.

Mejrup runder sin artikel af med konklusionen: Den eskatologiske stemning har sit Sitz im Leben i et fin de siècle. Ligesom hos andre af festskriftets bidragydere kan man få den mistanke, at Mejrup lidt for flittigt har konsulteret en omvendt fremmedord. For hvad betyder hans konklusion? På jævnt dansk betyder det, at undergangsstemning er noget særligt karakteristisk, når en epoke ender.

Hans J. Lundager Jensens artikel handler om udødeligheden, der ikke er noget problem i Det Gamle Testamente, og hvis man spørger, hvorfor det ikke er tilfældet, så ville det svare til at spørge om, hvordan folk kunne få tiden til at gå, før man fik tv, eller hvad man drak, før man fik cola, noterer Lundager. Men med Jesu forkyndelse ændrer det sig dramatisk, og Lund-ager henleder opmærksomheden på striden med saddukæerne, der ikke troede på det evige liv: De repræsenterer en gammeltestamentlig stemme midt i den nytestamentlige kontekst, en stemme, der allerede er erstattet af en ny mentalitet, eller som er godt på vej til at blive det.

Mange af artiklerne behandler i det hele taget, hvad forandringer betyder, hvilket er i fin overensstemmelse med den person, som festskriftet er tiltænkt. Hallbäck har selv blik for forandringer i tiden og har i talrige tekster og taler beskæftiget sig med det.

Den navnkundige kritiker Paul Rubow bemærkede engang, at det var fornøjeligt, at teologerne nu ville til at læse Bibelen som andre bøger. Det var bare ærgerligt, føjede Rubow til, at de sjældent havde læst andre bøger. Det har Hallbäck gjort i vidt omfang. Han er gået på strandhugst på andre felter end dem, der er hans egne, eller som en af hans elever skriver om Hallbäcks undervisning: I hans auditorium var vi humanister i teologien, og det var inspirerende.

Det er en om Hallbäck også. I modsætning til mange festskrifter har den ikke fungeret som magnet for ting og sager, der har tilbragt et par sæsoner for længe i skrivebordsskuffen. Artiklerne an- og inddrager den fejredes interessefelter og bliver dermed et portræt af mennesket Geert Hallbäck, og da manden ikke er kendt for at fordrive tiden med at forløfte sig på de letteste opgaver, så er kvaliteten høj. Men det er kravene til læseren så sandelig også.