Prøv avisen

I lyset af de store begivenheder

Foto: Gyldendal

Præcist sprogarbejde fra Peter Asmussen i romanen Og tilsidst går verden under, der drømmeagtigt og meget smukt væver sig ind og ud mellem tidens bevægelse og stilstand

Et menneskes liv. Fra hun bliver født fredag den 1. august 1914, til hun dør næsten 100 år efter.

Fødselsdagen er sammenfaldende med Første Verdenskrigs udbrud, sådan som andre dage, der bliver stående i kvindens erindring, er sammenfaldende med andre markante begivenheder, politisk set. Såsom krakket på Wall Street den 24. november 1929, den russiske besættelse af Tjekkoslovakiet den 21. august 1968, for at nævne et par stykker.

Men det er ikke disse store begivenheder, der forvandler disse små dage til erindringer i kvinden Louises liv. Det politiske liv er bare omstændigheder eller vilkår, som det private liv er indfældet i, når Peter Asmussen fortæller i romanen Og tilsidst går verden under. Og det gør den også verden går under til sidst, for Louise og for ethvert menneske, når det lukker øjnene for allersidste gang.

Peter Asmussen lader os følge Louises liv i form af nedslag, der hver gang udspiller sig det samme sted: en lille lysning øverst oppe på en høj stejl skrænt. Ved kysten, som der står et sted.

LÆS OGSÅ: Arkitekten med 1000 facetter

Og hvis disse erindrede begivenheder ikke reelt udspiller sig på stedet, så flyttes de af Louise selv til dette sted, ligesom hændelser, der reelt aldrig finder sted, også kan gro her og fungere på lige fod med sindets andre erindringer.

Man kunne kalde denne lysning for en form for fremkaldervæske. Stedet er et særligt sted, et hemmeligt sted, der, som Louise formulerer det, repræsenterer en drøm om at være den eneste i verden, der er som en selv. Også derfor må stedet naturligvis forsvinde med Louise. Andre mennesker vil have andre steder.

Stedet ved skrænten fremkalder Louises tidligste erindring om, hvordan hun som foster oplever sin mors bedrag af den mand, som hun vokser op med som far. Til dette sted knytter sig også en tidlig erindring om at blive lejet ud af sin materialistiske mor til den pædofile onkel. Senere genspiller forskellige andre seksuelle og menneskelige magtrelationer sig på dette sted, hvad enten de nu konkret finder sted eller blot er falske erindringer, der knyttes hertil.

Den indre forskel mellem den reelle og den imaginære erindring er måske ikke så stor, synes romanen her at sige. Mænd og kvinder forlader hinanden, syvårs piger ser på, andre igen kaster sig ud fra skrænten, som én uendelig gentagelse af Louises eget barndomstraume, et mentalt og/eller reelt hamsterhjul, som ingen undslipper. Tiden går, kun udsigten fra lysningen over vandet er den samme som altid, et billede på det uforanderlige.

I det store, i det små. Intet at forstå. Sådan formulerer Louise det, der kunne have været hendes valgsprog, havde hun haft et. Sådan har jeg det også lidt med Asmussens roman, som sært drømmeagtigt og meget smukt væver sig ind og ud mellem tidens bevægelse og stilstanden i denne lysning. I sig selv etablerer sproget også sådanne lysninger, hvor vi kan stå og føle os fremkaldt uden helt at forstå, hvad det er, der sker.

Men hvor er det dog synd og skam, at Gyldendal sender en bog med så mange korrekturfejl ud. Det må simpelthen ikke ske, og slet ikke når en forfatter har arbejdet så præcist med sproget, som man mærker Asmussen har.

kultur@k.dk