Prøv avisen

Ikke længere et menneske

Dette foto fra maj 1944 viser en gruppe jødiske kvinder, der er fundet egnet til arbejde for nazisterne. Foto: Scanpix.

Med udgivelsen af disse interview om udryddelseslejren Auschwitz medvirker Gideon Greif til at gøre det sværere at være holocaustbenægter, også i fremtiden. Bogen bør læses

Den, som i sin tid så Claude Lanzmanns fremragende tv-dokumentar, "Shoah", husker måske den sekvens, hvor Lanzmann i USA interviewer en frisør under arbejdet. Frisøren viser sig at have været medlem af den såkaldte Sonderkommando i den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz med den særlige opgave at klippe håret af de kvindelige fanger, inden de blev ekspederet i gaskammeret.

Han beskriver, hvordan det var pludselig at stå ansigt til ansigt med kvinderne fra sin egen landsby uden at være i stand til at advare dem om deres videre skæbne. De troede, de skulle i bad.

LÆS OGSÅ:Bevisbyrden fra Auschwitz

Denne stærkt anbefalelsesværdige bog handler om denne Sonderkommando – gruppen af jødiske fanger, kulminerende med omkring 900 personer, som havde til opgave at tage imod de jøder, der gennem den velkendte selektion straks blev sendt i døden ved ankomsten til lejren, sørge for, at de blev klædt af hurtigt og gennet ind i gaskamrene uden panik. Bagefter trak de ligene ud derfra, skubbede dem ind krematorieovnene, brændte dem og spredte endelig asken i den nærliggende flod, Wistula.

Hele systemet var fra nazisternes side udtænkt og organiseret som fabriksproduktion med skifteholdsarbejde, faste procedurer og formænd og almindelige arbejdere. Råmaterialet var mennesker og slutproduktet aske. Død.

I månederne mellem maj 1943 og november 1944 producerede fabrikken cirka 1,1 millioner døde – kvinder, småbørn, gamle, hvis arbejdskraft ikke kunne bruges i den øvrige produktion i Auschwitz-Birkenau, hentet direkte fra togets ankomstrampe.

Den djævelske pointe er, at det under et mindre SS-opsyn var jøderne selv, der forestod "produktionsprocessen", og så til at sende deres egne brødre, søstre, forældre, familie, naboer i døden. De måtte selv lyve for dem, selv føre dem bag lyset – dag ud og dag ind – vel vidende, at de selv i sidste ende ville følge de andre ind i gaskammeret og krematorieovnen.

Bogen, som er fra 1994, rummer historikeren Gideon Greifs interview med otte overlevende fra Sonderkommandoen. I interviewene gennemgås minutiøst de procedurer, som udryddelsen omfattede, hvordan de dødsdømte blev modtaget, hvordan modtagelsesrummet så ud, hvor og hvordan de klædte sig af, hvad der blev sagt og ikke sagt.

Og også de privilegier, som Sonderkommandoen havde i forhold til lejrens øvrige fanger. De havde altid rigeligt at spise, en del af levnedsmidlerne konfiskerede de selv hos de ankommende fanger, og stærke drikkevarer var der heller ikke mangel på. De sov i rigtige senge, med madrasser og tæpper.

En enkelt af dem, hvis særlige opgave det var at trække guldtænderne ud på de gassede, inden de blev kremeret, fortæller, at han stak lidt tandguld til side til sig selv og brugte det til at købe sig særlige begunstigelser for hos SS-opsynet.

Det er i sandhed forfærdelig og kvalmende læsning. På det tilbagevendende spørgsmål om, hvorfor de gjorde det arbejde, hvordan de i det hele taget havnede i Sonderkommandoen, er det tilbagevendende svar: "Jeg havde ikke noget valg". Men der er jo altid et valg, og efterlivet for disse mænd var præget af skam og skyld i en sådan grad, at flere af dem bagefter først ikke afslørede, hvad de havde været med til, ikke engang for deres nærmeste. Nazisterne havde så at sige brugt de unge mænds selvopholdelsesdrift mod dem selv.

Deres liv efter lejren var et liv fuldt af lidelse: "Jeg kan ikke græde mere. Alle menneskelige følelser, gråden – det er forsvundet. Som jeg allerede har sagt til Dem, tror jeg ikke længere, jeg er et menneske," siger en af dem.

Ved ankomsten til lejren var han en ortodoks, troende ung mand, som ikke vidste, hvordan alt det, der foregik der, stod i forhold til Guds orden. Han forhørte sig hos en anerkendt rabbi, som også var havnet i Sonderkommandoen. Rabbien svarede: "Vær ikke bange. Vi er her for at udføre Guds mission. Gud ønsker det sådan, og vi må gøre det (...) Det er Skaberens vilje. Det står ikke i vores magt at ændre Hans vilje, ligesom vi ikke kan kontrollere Hans beslutninger."

Ikke uforståeligt mistede den unge mand sin tro i lejren – men ikke sin religion, pointerer han. Som gammel kom han stadig i synagogen, og han slutter paradoksalt interviewet af med at takke Gud for, at han trods alt kom levende igennem helvedet. "Jeg tror, at Gud har tilgivet mig mine synder."

Det er også ham – Ya?akov Silberberg – der et sted siger: "Om så alle træer i verden blev til penne, og alle have blev til floder af blæk, kunne man ikke nedskrive eller fuldt ud dokumentere, hvad der skete under holocaust." Sande ord, uden tvivl. Men med udgivelsen af disse interview har Gideon Greif trods alt medvirket til at gøre det sværere at være holocaustbenægter, også i fremtiden. De bør læses.

kultur@k.dk

Gideon Greif: Vi græd uden tårer. Billeder og vidnesbyrd fra gaskamre og krematorier i Auschwitz-Birkenau. 493 sider. 399 kroner. Introite! Publishers.

Kristeligt Dagblad bragte tidligere et interview med forfatteren. Læs artiklen på

@K.dk henvisning:k.dk/kirke