Prøv avisen

Indenfor hos sekten

MED BOGUDDRAG: Zentropia har blik for både storhed og fald

Det er en sjov idé, Anne Mette Lundtofte har fået. Hun ville gerne skrive om en arbejdsplads. Og når valget faldt på et så mineret område som den nedlagte kaserne i Avedøre, der huser en af dansk kulturs største succeser, kan det næsten ikke undgå at blive underholdende. Og det er historien om Zentropa da også.

Zentropia har blik for både storhed og fald. Succeshistorien, der for alvor tog fart med Riget i begyndelsen af 1990erne og kassesucceser som Thomas Vinterbergs Festen, Per Flys Bænken, Søren Kragh-Jakobsens Mifunes sidste sang samt en lang række af Lars von Triers egne film, er kendt for de fleste. Men at den udspillede sig på et betændt bagtæppe, hvor tankerne om demokratiske og kreative kunstnerkollektiver måtte vige pladsen til fordel for det, Anne Mette Lundtofte beskriver som en magtarrogant filmbranchemastodont, er naturligt nok ikke i samme grad belyst.

LÆS OGSÅ: Et lykkeligt Arabien

Den bevægelse er i Anne Mette Lundtoftes aftapning i høj grad bundet op på Peter Aalbæk Jensens sammensatte og magtbegærlige person. Og derfor bliver Zentropia hurtigt til en bog om magt. Om magt, der korrumperer; om magt, der misbruges; og om magt, der sætter alle etiske regler ud af spil. Måske i den gode sags tjeneste. Eller måske blot i stifternes egen.

Folk i den danske filmbranche har stået i kø for at give deres besyv med om Zentropa og ikke mindst Peter Aalbæk Jensen, der i de fleste tilfælde fremstår som et uforfalsket dumt svin når han da ikke lige er kærlig, betænksom og opmærksom. Og det er i virkeligheden besynderligt, at en bog, der handler så meget om en enkelt person, ikke i højere grad får skovlen under ham. Han fremstår som en storskrydende og rimelig utilregnelig leder, der tilsyneladende handler ud fra devisen Det vil jeg da skide på, eller Det løser sig nok. Men hvad er det, han i virkeligheden kan? Hvordan har han trods sin til tider uhyrlige opførsel kunnet binde så mange folk til sig? Måske er det i virkeligheden producer Meta Louise Foldager, der kommer det svar nærmest, da hun efter at være blevet svinet til og kaldt sindssyge møgkælling af ham alligevel må konstatere, at hendes begær efter at arbejde med Lars von Trier var det eneste, der var større end hendes had til Peter Aalbæk.

Det løber en koldt ned ad ryggen, når man læser Zentropia. Ikke mindst, hvis man læser den som en skildring af en arbejdsplads og ikke blot som begavet og velunderbygget sladder. Det er decideret uhyggeligt, hvor stor en magt der ligger i at have skabt en så identitetsskabende virksomhed som Zentropa, der fremstår som en blanding af en familie og en sekt, hvor de ansatte får et Z tatoveret, affinder sig med at blive tilsvinet, arbejde uden løn og udsat for besynderlige Aalbæk-bestaltede retssager alt sammen blot for at være med på kunstnerens og håndlangerens vindende hold.

LÆS UDDRAG AF BOGEN HER: