Prøv avisen

Jeg havde en farm i Sønderjylland

Erling Jepsen – her i sit køkken. Han er aktuel med en ny bog, der begejstrer Kristeligt Dagblads anmelder. - Foto: Leif Tuxen.

MED BOGUDDRAG Erling Jepsen er vendt tilbage til rødderne og skildrer med både alvor og humor den 12-årige Allans liv med kaniner, venner og en udstødt far

Erling Jepsen har gjort det igen. Med romanen Den sønderjyske farm vender han tilbage til det sønderjyske miljø i Gram og den familie, som man måske kender fra Kunsten at græde i kor og Med venlig deltagelse.

Og den er stadig gal med faderen i familien. Han har forgrebet sig på sin datter, som nu bor hos en plejefamilie i Ribe. Tilbage er den 12-årige Allan, der må lide under den isolation og foragt, som familien udsættes for på grund af faderens grænseoverskridende adfærd.

Det er den voksne Allan, der er blevet forfatter, som fortæller om det år i sit liv, hvor han var kaninavler. Nok ser han tilbage på far og mor med et vist kritisk blik, men han er langtfra så forbandet som i Med venlig deltagelse, hvor der skulle gøres op med forældrene.

I denne roman er tonen mere forsonlig, og den humor, som gennemstrømmer fortællingen, er da også mere sjov end satirisk og udleverende. Der er mere overskud her, og stilens enkelhed og ligefremhed står fint til erindringerne.

LÆS OGSÅ: Så længe der er vrede, er der håb

Måske er den fortalt med lige præcis den distance, der skal til for at holde det hele ud, sådan som Allan formulerer det: Når noget gik mig særligt imod, kunne jeg finde på at sige til mig selv, at det i grunden var ret interessant, ja, ligefrem morsomt, hvis det altså var noget, der havde stået i en roman.

Nu står det i en roman, og så bliver det til alvorlig sjov. For bare morskab er det selvfølgelig ikke, når man angler efter fars anerkendelse og accept, og far har så svært ved at vise følelser og i det hele taget er mærkelig.

Jeg havde en farm i Sønderjylland ved foden af Gramby Bakke. Sådan begynder romanen med en komisk parafrase over Karen Blixens Min afrikanske farm, og så er man nede på jorden.

Farmeren er blot 12 år, har seks kvadratmeter jord, en masse kaniner og to fodermestre, der hjælper ham med at samle græs ind til dem. Allan skal passe kaninerne, og han skal bevise over for sin far, at han kan selv. Og det kan han da også, selvom han kommer ud for nogle nederlag, da han fodrer dem med skimlet hø, der giver dem trommesyge, og de er ved at dø for ham.

Så træder faderen endelig til og hjælper med at få luften ud af maven på dem. Ja, alle vejens beboere dukker op og hjælper til. Det udvikler sig til en hel fest med kaffepunch og dans. Det er glimrende beskrevet.

Det er det også, da familien får besøg af Allans bedsteforældre. Farfar og morfar spiser solsorte det lærte de under Første Verdenskrig og så knapper de ellers bukserne op, når de sætter sig til bordet, så de er sikre på, at der er plads til al maden. Sådan gjorde de stadig sidst i 1960erne, mens verden ellers var i fuld gang med at forandre sig.

Ved jorden at blive, der tjener man bedst fejlciterer onkel Sigurd, da han skal forklare Allan, hvorfor han ikke skal kigge stjerner, men holde sig til det nære. Og Allan er også god til at tjene penge på både kaniner og den tombola, som han arrangerer. Men hverken far eller søn skal stikke næsen for langt frem her, for så bliver de straks mindet om faderens incestuøse forhold til søsteren.

Men også på andre leder skal man finde ud af at gebærde sig ordentligt i det lille sønderjyske samfund, der ikke er meget for fremmede.

Da en mulat dukker op, fordi hun er forelsket i en af byens sønner, går det også helt galt. Hende vil man helst af med.

Nu skal man jo ikke dømme en hel landsdel efter, hvad Jepsen, alias Allan Jensen, har skrevet om den. Det er der måske nogle, der har haft en tendens til, da de læste Jepsens Kunsten at græde i kor og Nærmest lykkelig.

Da Allan som voksen genser sin gamle fodermester Frode, siger denne: Og alt det, du skriver om Sønderjylland, det passer jo ikke. Du har selv fundet på det halve af det. () Så slet var det heller ikke.

Sådan kommenterer Jepsen sit eget forfatterskab og er ikke ganske enig med Frode. Noget er råddent i Sønderjylland, men pointen er, at Sønderjylland er verden i miniature, og hvad der kan ske dér, kan ske alle andre steder. Ikke på præcis samme måde, selvfølgelig, men dog i princippet.

kultur@k.dk

Læs de første af romanens sider gratis på

k.dk/kultur