Prøv avisen

Jylland tilbage i dansk modernisme

Anders Juhl Rasmussen: Arena-modernisme. En position i dansk litteratur. 327 sider. Gyldendal.

Efter denne visse steder problematiske bog om forlaget Arena skal dansk litteraturhistorie revideres

Uanset om Anders Juhl Rasmussen har ret eller ej, så har han sat et nyt fænomen ind i dansk litteraturhistorie, som enhver er nødt til at forholde sig til. Han kalder fænomenet Arena-modernismen. Den bestod for den består vel ikke mere? af en række forfattere, der udgav på avantgardeforlaget Arena.

LÆS OGSÅ: Der er liv efter modernismen

Anders Juhl Rasmussen, som er kendt af avisens læsere som litteraturanmelder her på siderne, har egenhændigt opfundet endnu en modernisme den tredje. Den første er den velkendte, der blev skabt af Torben Brostrøm og Klaus Rifbjerg. Det er den, vi blev konfronteret med i gymnasiet i 1960erne. Så opdagede de på danskstudiet i Kolding, at denne modernismekonstruktion udelukkede nogle forfattere: Dan Turéll, Peter Laugesen og Klaus ­Høeck. Så var der to modernismer. Og nu kommer den tredje. Jeg er blevet helt overbevist af Anders Juhl Rasmussens historie. Men jeg er ikke vild med hans metode.

Han bruger samme retoriske greb som Kolding-skolen. Der er endnu en gruppe modernister, som er blevet overset. Der er tale om en jysk modernisme. Ligesom vi nu spiser regional mad, sker der en regionalisering af litteraturen. Navnene er Peter Seeberg, Poul Vad, Henrik Bjelke, Peer Hultberg. Per Højholt og Jens Smærup Sørensen. Hvorfor den fra Kristeligt Dagblad kendte Leif Hjernøe ikke er med, undrer mig. Selv Anders Juhl Rasmussen udelukker franskpåvirkede Arena-modernister.

De var ikke markedsorienterede. De var ikke politiske. Deres teoretiske bagmand var den aarhusianske litteraturlektor Niels Egebak, der introducerede ny fransk teori i Danmark. Deres litterære forbillede var i første omgang Samuel Beckett, den irske eksilforfatter, der skrev på fransk og engelsk. Dernæst en anden irer, James Joyce. Han negligerer her Witold Gombrowicz, der blev oversat af Hultberg.

Bogen består af to dele. Først går Anders Juhl Rasmussen litteratur- og historisk til værks og fortæller på en spændende måde den spændende historie om forlaget Arena, der begyndte som perifert og endte med at få anerkendelse. Dernæst behandles de forskellige danske modernismeopfattelser. Et kapitel beskriver Samuel Becketts forfatterskab og den betydning, som Niels Egebak havde.

Så redegør han for sin metode. Det afsnit kan man roligt springe over. Det er pligtstof i en afhandling. Jeg forstår ikke, hvorfor Anders Juhl Rasmussen er så forhippet på at tilpasse disse genresprængende avantgardeforfattere til noget så kedeligt som genre, der ikke er andet end et klassifikationsprincip. Han gør teksterne mere naturlige, end de er.

Heldigvis bruger han da heller ikke disse strukturalistiske metoder ret meget, der jo passer så dårligt ind i et genuint litteraturhistorisk arbejde. Det eneste nye er, at han gør meget ud af omslag og kalder det paratekster. Med andre ord var Niels Egebaks teori i samtiden mere adækvat i forhold til teksterne, end Anders Juhl Rasmussens er i dag. Kapitel fire er et reaktionært indslag. Jeg savner også det biografiske; det afviser Rasmussen. Det er en skam. Han får da også problemer med at beskrive forholdet mellem liv og værk i forbindelse med Peer Hultberg. Jeg mødte forleden en dame, der er beskrevet i flere af Poul Vads romaner. Men hun og hendes eksempel er ikke paratekst nok til at interessere Rasmussen.

Anden del består af nogle forrygende gode læsninger af seks tekster. Anders Juhl Rasmussen formår i dem at overbevise os om, at Arena-modernismen også findes som en bestemt stil. Han afslutter med at beskrive nogle uafklarede litteraturhistoriske perspektiver, blandt andet om europæisk kontra dansk litteraturhistorie. Der er noget underligt ved, at når modernisme kommer fra et andet land, er den europæisk, mens dansk modernisme er dansk. Det er, som om der uden for Danmark findes et Europa, som vi ikke er en del af. James Joyce og Samuel Beckett er hos Rasmussen europæiske, men hvorfor er de ikke irske?

Anders Juhl Rasmussens tese er som sagt, at Arena-modernismens forfattere omformede Samuel Becketts og James Joyces værker. Omformningen betyder reelt en fordanskning. De to irske forfattere blev en del af dansk prosatradition og dansk romantradition. Han arbejder med en traditionel model, som vi kender fra Hans Brix. Han skriver i sin litteraturhistorie, hvordan udenlandske strømninger omformes i den danske gromuld. Rasmussen er nu også meget dansk. Han kunne med fordel have studeret modernismebegrebets udvidelse i disse år, hvor vi taler om Henrik Ibsens modernisme, i England om romantisk modernisme eller om vernacular modernism.

Arenas modernisme blev marginaliseret. Men med Anders Juhl Rasmussen er den igen blevet central, og det er han også. Efter denne skal dansk litteraturhistorie ganske enkelt revideres. Dog er der et problem. Det er ikke til at opdrive flere af de romaner, som forfatteren omtaler.

Hans Hauge er dr. phil., lektor på Aarhus Universitet