Det handler om 12 meget forskellige personer i alderen fra 37 til 99. Kendte og ukendte imellem hinanden. Deres forældre, bedsteforældre, oldeforældre eller i enkelte tilfælde de selv kommer fra mange forskellige steder.
Fra Rusland, Rumænien, Ungarn, Frankrig, Polen, Transsylvanien, Marokko, USA, Israel, Yemen, Tyskland og Sverige. Men alle har de det tilfælles, at de er kvinder, og de er jøder, og nu bor de her i Danmark. De er altså danske jødiske kvinder.
LÆS OGSÅ: Jødisk forfatter: Tredje generation vil huske og forstå alt
Om disse kvinder har cand. mag. i nordisk litteratur, ph.d. i jødisk litteratur Tine Bach lavet en både elementært spændende og en meget vigtig . Tine Bach har interviewet de 12 kvinder i deres egne hjem, og hun kan den kunst ved hjælp af meget få streger at tegne et billede af disse kvinders aktuelle livssituation, så man som læser føler, at man virkelig kommer på tæt hold af disse meget forskellige kvinder. Forskellige, ikke blot i alder og når det gælder uddannelse og sociale omstændigheder, men også når det gælder forholdet til jødedommen som trosgrundlag og for eksempel forholdet til Israel.
Bogen er forsynet med et grundigt og glimrende forord, hvor den læser, der ikke har jødernes eller Israels historie præsent, kan få hjælp til at orientere sig i de livshistorier, der bliver fortalt.
Der må i sagens natur alene på grund af den store aldersspredning være tale om meget forskellige levnedsløb. Alligevel er der mange og væsentlige fællestræk. Som det også fremgår af ens titel, Nu bor vi her, opfatter alle kvinderne sig med selvfølgelighed som danskere, og det til trods for, at de alle har familie både i fortid og nutid, der befinder sig spredt over en række forskellige lande, og for manges vedkommende taler de med stor selvfølgelighed flere forskellige sprog. Dertil kommer, at alle på én undtagelse nær har mistet flere, som oftest mange, af de allernærmeste slægtninge i holocaust. Det er rystende beretninger, som læseren præsenteres for, men kvindernes fortællinger er afdæmpede og uden antydning af aggression eller selvmedlidenhed. Disse stærke kvinders evne og vilje til liv, deres valg af livet på trods af døden gør indtryk.
Alle 12 kvinder har naturligvis også en holdning til Israel. De elsker alle landet, men deres opfattelse af Israels nuværende politik er ganske forskellig. Som en af kvinderne udtrykker det: Fordi man ikke er enig med et lands nuværende regering, holder man jo ikke op med at føle sig solidarisk med landet. Det gør man jo heller ikke som dansker i Danmark.
Lidt på samme måde forholder det sig, når det gælder jødedommen som trosgrundlag. Alle har et positivt forhold til dem, der lever som ortodokse jøder med overholdelse af alle regler for mad og levevis. Mange praktiserer også de særlige jødiske spiseregler, endnu flere fejrer sabbat, men der er kun en enkelt ortodoks imellem de interviewede. Langt de fleste lever en tillempet dansk levevis. De vil gerne bringe jødiske traditioner videre til deres børn og børnebørn, men accepterer blandede ægteskaber, som der bliver stadig flere af, fordi den jødiske gruppe i Danmark er så lille, cirka 8000, og en del betegner sig selv som ikke religiøse, altså som kulturjøder.
Langt hovedparten af kvinderne giver ubetinget udtryk for, at Danmark er et godt sted at være jøde. Det føler man sig som almindelig folkekirkekristen læser både stolt og glad over.