Prøv avisen

Kødets lyst uden sjælens ubodelige ensomhed

Kristina Stoltz har taget et personligt bungy jump udi tilværelsens basale glæder med sin nye bog. Foto: Gert Lavsen.

Det er forbundet med fare at kaste sig ud i den erotiske litteratur. For de kulørte blade lurer i baggrunden med alle de tomme klicheer

Der er en årtusindlang tradition for erotisk kunst og litteratur. Fra Østens mystik til Vestens eksercits. Fra det kultiske over det psykologisk grænseoverskridende til det amoralsk libertinske, hvor kun lysten driver værket. Det er variationer over et tema, der indimellem lyser som livet selv, men helt ærligt ofte også spiller på få og til søvnighed genkendelige strenge. Men de læses! Fra Os historie til Millers Sexus. Nabokovs betagende Lolita blev nyoversat sidste år, og Anaïs Nin er aktuel med endnu en genudgivelse.

LÆS OGSÅ: Højsangen - en lidenskabelig skildring af kærligheden og erotikken

På hjemmebane sprang den aldrende Sven Holm uforfærdet ud i genren sidste år med sin novellesamling Midt i den blanke nat, hvori der optræder et japansk tårn, man aldrig glemmer! Brøgger er sin generations helt egen tårnbygger. Men personligt vil jeg foretrække Du, mit du af Christina Hesselholdt (2003). En lille underfundig perle om natur og underkastelse, komøg, pistoler og kærlighed.

Nu har også Kristina Stoltz (født 1975) taget et personligt bungy jump udi tilværelsens basale glæder. Stoltz har allerede været forbavsende vidt omkring: digte, noveller, børnebøger, lyd og lyrikværker, dogmelitteratur. Sidste år udkom hendes første roman, Æslet, den hjertebevægende historie om to små brødres flugt fra Afghanistan til Skandinavien.

De 10 fortællinger i Et kød lægger sig op ad især den libertinske tradition. Det er udfoldelsen, der er i centrum, det bizarre, det pikante, det dragende. Alt er defineret af kødets lyst (minus sjælens ubodelige ensomhed). Så det er ikke alene tilladt at forføre på tværs af køn, race, alder det er en del af kontrakten!

Trods nej til moralske læresætninger kan man bestemt lære noget undervejs. Hør blot kokken Salvatore (bemærk navn!) i novellen Kattemor, der rituelt overdrager en ung pige til sin lige så unge kok. Nu er hun din, siger han, men ikke før du har lært, hvordan man tilfredsstiller hende. Ikke et sekund før (). En kvinde søger, indtil hun finder, og hun er aldrig en amatør tro.

Bedst fungerer Stoltz historier, når de nærmer sig det absurde og dermed får en på samme tid gippende og grotesk humoristisk dimension. Som i titelnovellen om drengen, der drages af siamesiske tvillinger, to hoveder og et skød i allerstaveligste forstand. Skønheden og uhyret, kalder den besatte dreng sin helt specielle seksuelle fascination. Her er ucensurerede billeder til det indre øje. På samme måde med novellen Slanger. Uha, for en variant af nymfomani og irgrønne giftslanger!

Alligevel kan det undre, at erotisk litteratur, der netop søger det grænseoverskridende, ofte har et så stereotypt sprog. Også i disse 10 fortællinger, der ellers udmærker sig ved en veltillavet litterær indpakning og en modig fantasi, står klicheerne skulder ved skulder, når først akten nærmer sig. Vi hører at: hun skælvede.., at hans faste greb talte sit eget tydelige sprog, og at kønnet forvandledes til en (valgt fra den pæne ende af skalaen) blomst, hvis nektar drev ned ad de glinsende kronblade.

Jamen, jamen. Har kiosklitteraturen i den grad defineret, hvordan kønslivet udtrykkes verbalt. Eller er dét at turde skrive erotiske fortællinger i sig selv så mavepustende, at man tyer til de mest forslidte klicheer i de sidste afgørende sekunder?

Erotisk litteratur skal kunne levere varen. Men den skal også leve op til nøjagtig de samme sofistikerede krav som al anden litteratur. Derfor skal den være både direkte og gå i en stor bue udenom. Tale og tie. Det er en delikat balance, som Stoltz noveller antydningsvis mestrer.