Kan nutidsteologer afvise Kaj Munk som et højtgjaldende tågehorn, der er ude af stand til at bidrage til seriøse teologiske overvejelser? Tidligere sognepræst Ricardt Riis besvarer spørgsmålet med et afgjort nej og tilføjer endda, at et dybere sigte med hans afhandling er at hindre en afvisende holdning som den antydede i at slå igennem.
Det kræver imidlertid, fastslår Riis, fjernelse af, hvad han kalder en teologisk anstødssten, og som en sådan regner han opfattelsen af underet i et af Munks hovedværker, skuespillet Ordet.
LÆS OGSÅ: Når tro bliver vanvid og kærligheden en ond drøm
Om han så har fjernet anstødsstenen med sin meget omfattende, stofrige og mangevinklede analyse, tør han ikke være sikker på. Med en fjernelse mener han, at vejen ligger åben for en fordybelse i det, der kan betragtes som Munks mest originale bidrag til vor tids teologi: martyrtanken.
Ingen tvivl om, at Riis er ude i et væsentligt ærinde både med hensyn til forståelsen af skuespillet og af dets skaber. Et vældigt materiale lægges frem. Ordene er mange. Og grundigheden stor.
For stor? Det kan man vel ikke tillade sig at synes. Alt sker jo i videnskabelighedens om ikke hellige så dog betydningsfulde navn. Ikke desto mindre må man som læser indimellem tillade sig at appellere til sin tålmodighed for at blive ved forfatterens side på de lange ture gennem de talrige sagsakter.
Naturligvis er værket smalt. Men ikke mere, end at det bør kunne interesse enhver, der lader sig udfordre af Kaj Munk. Og i øvrigt bør smalt ikke være et skældsord.
Den slagkraftige titel på bogen er et citat fra et brev fra 1932, hvor Munk bemærker følgende om Ordet (skrevet i 1925 og opført første gang i 1932): Saadan et Stykke kunde jeg ikke skrive mere. Men dengang var jeg ung, og mine Nerver var blottede; nu har jeg lært at kunne taale at se Folk græde. Men dengang havde jeg Fantasi og Trods til at sparke til Himlens Dør for at standse den Graad. Saa skrev jeg Ordet.
Munk oplevede selv gråden, idet han var til stede, da en læge måtte opgive at redde en ung fødende kvinde i hans sogn fra døden. Hans nabopræst, salmedigteren K. L. Aastrup, fortæller i sine erindringer, hvordan Munk ved et efterfølgende besøg kastede sig dødsensfortvivlet i min gyngestol.
Hvorfor lod Gud kvinden dø? Dette spørgsmål er en baggrund for Ordet, som ifølge Ricardt Riis rummer en anklage mod Gud. Men en anklage, der kun kommer indirekte til udtryk. Riis understreger Munks omhu med at skjule både for sig selv og andre, at han med stykket går i rette med Gud. Også den kvindelige hovedperson, Inger, dør i forbindelse med en fødsel. Dermed vil Munk bebrejde Gud, at han lader dette urimelige ske. Hendes genopvækkelse til livet må da atter ifølge tesen hos Riis for Munk fremstå som en retfærdig handling, fordi den ophæver den skete uret.
Normalt anses Ordet for et i dramatisk henseende fuldendt skuespil. Men Riis mener at kunne afdække flere uklarheder i fjerde akt. Den fundamentale opstår, da lægen efter Ingers genopvækkelse bemærker, at ligsynsmandsinstitutionen burde afskaffes. Han mener altså, at kvinden kun har været skindød. Riis spørger, om replikken skal være den kattelem, vi kan kravle ud af, hvis det bliver os for meget med underet.
Og hvad med Munk selv? Troede han på underet? Havde ligeledes han brug for en kattelem?
Et meget spændende punkt i afhandlingen er teorien om den konflikt, der i Ordet hævdes at være mellem Kaj Munk som dramatiker og som præst. Riis mener, at han er blevet ledt på afveje af inspirationen, når han lader underet være en mulighed, der bør regnes med. Men ifølge en nu afdød kender af Munk og hans forfatterskab, Niels Nøjgaard, var hans opfattelse i virkeligheden nok snarere den mere ortodokse, at den kristne tro er en tro på opstandelse til nyt liv og ikke til ny død.
Men der var ingen vej tilbage. Som Ricardt Riis siger, kunne Munk ikke styre sin Pegasus, heller ikke da Ordet blev til i en rus af en inspiration. Denne rus, som han nok betragter som en art gudommelig indgriben, kan han ikke frasige sig (...) Dødeopvækkelsen er fra første færd en del af stykket, dødeopvækkelsen er indgivet ham af inspirationen, vender han sig imod den, er det inspirationen, hans digtnings livskilde, han vender sig imod. Og det kan han ikke.
Men han kunne godt skrive et ny skuespil, En Almanakhistorie (1935), hvor han med formuleringen hos Riis giver et teologisk mere retvisende billede af, hvad underet er, kristeligt forstået.
Et spark til himlens dør er et skarpsindigt og overbevisende værk, gjort med et imponerende overblik. Ordet vil ikke være helt det samme som før for den, der oplever det gennem afhandlingen.