Prøv avisen

Kan skønhed gøre dig tom?

Den norske forfatter Gaute Heivolls nye roman, ”Kongens hjerte”, er den første efter succesen ”Før jeg brænder ned”, der i 2011 modtog den fornemme norske Brageprisen. – Foto: Samleren.

Det er en virkelig historie, der danner grundlag for norske Gaute Heivolls seneste roman, men det er forholdet mellem en far og en datter, der er i centrum. Og dertil en skønhed, der næsten ikke er til at bære

Kan De huske filmatiseringen af Vilhelm Mobergs Nybyggerne? Da faderen en iskold vinterdag slår sin eneste okse ihjel og lægger barnet ind i dens bug. Denne hjerteskærende opofrelse, denne afmagt. Denne ultimative kærlighed, hvor alt, hvad man kan beskytte sine børn med, er sit eget liv (som også er dyrets).
LÆS OGSÅ: Drømmen om at være lille og lykkelig nok

I den norske forfatter Gaute Heivolls nye roman, Kongens hjerte den første efter succesen Før jeg brænder ned, der i 2011 modtog den fornemme norske Brageprisen er vi på samme altopofrende måde stedt på herrens hav. Året er 1775. Og om bord på et sejlskib fra Norge til København møder vi en far og hans 10-årige datter.

Pigen er ramt af en epidemi, der, finder vi senere ud af, har taget livet af både hendes søster og mor. Hun har høj feber og er fyldt med væskende sår. Sammen med 11 andre dødeligt syge patienter ligger hun nu på en halmsæk i bunden af skibet, hvor der lugter stramt af våd uld, halm og pis.

Ved siden af sidder hendes far. Ikke en tomme viger han, om han så får ordre til det. Vi er som i hvalens bug, tænker faderen, uden sol, uden måne, uden stjerner. Og dog er der glimt af håb. For måske er de to også på Noas ark med i en lille skare, der er udvalgt af kongeliig Chirurgus Hendrich Deengen til at blive transporteret hele vejen til kong Frederiks hospital.

Historien har sin rod i virkeligheden. Men er samtidig, som Heivoll noterer i forordet, skrevet i den klare luft mellem virkelighed og drøm.

Og det er netop denne drømmeagtige stemning, forfatteren maler frem for læseren. Som foregår alting i tåge og tusmørke. Faderen, der sidder som en hund ved sin datters pauvre sygeseng. Sårene, der bliver plejet. Vejrtrækningen. Skibet, der slår mod bølgerne. Den feberhede pande. Og det hele forstærkes af tonelejet, hviskende og insisterende, en gentagende messen, som smeltede den indre og den ydre stemme sammen i en spøgelsesagtig gus. Næsten hævet over den konkrete virkelighed, skønt det er dén, der er ved at forvandle de to til levende genfærd nøjagtig som da Abraham gik med Isak mod Morijas bjerg.

Så langt, så ikonisk smukt. Men også, jeg er ked af at sige det, for der er virkelig tale om et gennemført æstetisk værk, så ensformigt. På et eller andet tidspunkt midtvejs hvor ondt vender til godt, kun for siden at blive forfærdelig ondt igen er man som læser blevet både mæt og træt. Mæt af al den intensitet, træt af et toneleje, der ikke på noget tidspunkt skifter gear.

Kan skønhed trætte? Kan smerte gøre tom? Nej, så fatalt er det ikke. Der er også tårer, der prikker undervejs. Men jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal udtrykke den mærkelige tilstand af stilstand, der lidt efter lidt sniger sig ind på læseren af Gaute Heivolls i enhver henseende skærende smukke, ja, lydefrie roman.

kultur@k.dk