Prøv avisen

Klædt på til religionsmødet

Freelancepræst Jette Dahl (billedet) har udgivet en bog om spiritualitet sammen med Kåre Schelde og Mogens S. Mogensen Foto: Claus Fisker.

"Tro i mødet" er på egne præmisser en glimrende udgivelse

Kirkehistorikeren Euseb beretter et sted om apostlen Johannes, der gæstede en badeanstalt i Efesos. Da han erfarede, at kætteren Kerinth tillige opholdt sig på stedet, blev han så utilpas ved tanken om at være under samme tag som denne kætter, at han uden en trævl på kroppen flygtede fra badet.

Når man læser "Tro i mødet - indføring i kristentro i et religiøst mangfoldigt samfund", kan man konstatere, at der unægteligt er sket meget, siden Euseb skrev kirkehistorie for 1700 år siden. I "Tro i mødet" tager man ikke benene på nakken, når man støder på kætterier.

"Tro i mødet" består af en vejlederbog og to æsker med hver ni foldere. En lang række teologer har været involveret i projektet, og materialet er flot illustreret og meget gennemarbejdet. Målgruppen er primært folkekirkens præster, der både skal lære at være tro i forhold til et menneske med en anden religion og samtidig være tro over for deres egen tro.

En af bidragyderne, Harald Nielsen, forklarer, at han i sit tværreligiøse arbejde har haft meget nytte af Storm P's flue, hvor to mænd står over for hinanden, og den ene siger til den anden: "Jeg ved, hvordan du har det!" - og den anden svarer: "Hvordan har jeg det så?".

Og Harald Nielsen har jo uafviseligt ret i, at hvis en religiøs samtale skal komme i stand, så hjælper det ikke bedrevidende at placere en etiket i panden på den anden. Omvendt kan det vel heller ikke være meningen, at parterne på lallende vis bærer over med hinanden, og at skrækken for at synes intolerant betyder, at man dyrker den halve sandhed og bortretoucherer den anden halvdel. For så er de åbne fronter at foretrække, eller så er de dagklare slagsmål bedre end konfliktskyhed og misforstået tolerance. Dermed være sagt, at jeg nu og da savner den skarpe profil i denne udgivelse.

På den anden side har materialet heller ikke til hensigt at sammenligne religionerne i et dogmatisk lys, men snarere at sammenholde forskellige troserfaringer. Og her må man sige, at "Tro i mødet" er konsistent på de præmisser, som materialet selv opstiller, for udgivelsen leverer reel, indsigtsfuld og substantiel viden om forholdet mellem for eksempel kristne og muslimer.

Man kan ligeledes stifte bekendtskab med gode religionspædagogiske refleksioner, og endelig rummer materialet en lang række vidnesbyrd fra nogle af de mennesker, som folkekirken gerne skulle i samtale med. "Tro i mødet" kræver noget af sin bruger, men der er ingen tvivl om, at hvis man arbejder grundigt med materialet, så er man åndeligt talt godt klædt på til samtalen med anderledes troende og værende - og det er jo alt andet lige bedre end at flygte nøgen bort.

kultur@k.dk

Kåre Schelde Christensen, Jette Dahl og Mogens S. Mogensen (red.): Tro i mødet. 3 bind. Samlet pris 497 kroner. Unitas.