Mange ønsker at udlægge kristendommen på en måde, der mere problemløst kan fordøjes af det moderne sind. At trække Gud ind i vores umiddelbare forståelse af verden og gøre det guddommelige mindre provokerende anderledes end det menneskelige.
Dette er også, hvad dr.theol. Niels Grønkjær forsøger i sin bog "Den nye Gud", hvor han med særlig fokus på treenighedslæren afviser troen på Gud som uforanderlig og almægtig. Denne tro ser han som en tingsliggørelse af Gud, der uheldigt bidrager til at nære både ateisme og fundamentalisme. Og som desuden negligerer kristendommens iboende bevægelse mod noget andet end fjern metafysisk almagt.
LÆS OGSÅ: En overnaturlig Gud er en død Gud
I Grønkjærs øjne er Gud ikke en højt hævet konstant, men derimod i evig nærværende udvikling, og med denne bog vil han fremlægge en kristendom, der "i sig selv er rimelig". En tankevækkende melding angående det budskab, der er kendt for at være både paradoksalt og til forargelse, og Grønkjær skaber da også med sin "rimelige" kristendom nogle problemer.
Valgmenighedspræsten i Vartov er en dybt belæst teolog med rødder i traditionen fra Aarhus Universitet og trangen til filosofisk kristen tydning. Det primære spørgsmål for ham er ikke, om Gud eksisterer, men hvad virkeligheden betyder, og dermed samler Grønkjær tråden op, hvor Thorkild Grosbøll i sin tid lidt fortumlet gav slip.
Gud defineres som den, der er trådt ud af sig selv for at indgå i den levende relation mellem fader, søn og ånd og dermed blive bevægelig og en del af vores erfaringsverden.
Begrebet gudsfrygt er afskaffet, og Grønkjær skriver: "Der er ikke længere nogen afstand mellem Gud og menneske. Gud kommer til mennesket ved at fødes som menneske. Han kommer til verden, kommer i ?kødet?. Han har givet afkald på at lade sig frygte som en ophøjet almægtig Gud." Med denne guddommelige selvafskaffelse hober spørgsmålene sig op. For hvad træder i stedet for gudsfrygt, og kan der overhovedet uden en suveræn myndighed være tale om absolut etisk fordring? Endsige meningsfuld nåde?
Grønkjær forholder sig ikke tilstrækkeligt direkte til dette, men dyrker i stedet tanken om, at menneskene med Guds magtafgivelse gøres til medskabere af virkeligheden. Vi lever af Guds imødekommenhed med opstandelsen som budskabet om, at døden er indoptaget. Men vel at mærke en opstandelse, der ikke kan "reduceres til en teistisk tro på, at der et eller andet transcendent sted eksisterer en uforanderlig Gud, som kan udvirke et sådant faktum."
Hvorfor dette skulle være så umuligt, forbliver uklart, men yderst klart står det til gengæld, at Grønkjær hviler i en fast og lidt hovmodig antagelse af, at troen på den almægtige Gud er tilbagelagt. Og i dag blot udtrykker naiv fundamentalisme. En underlig skråsikker påstand, der gradvist får karakter af personligt korstog i takt med Grønkjærs hyppige gentagelse af, at en uforanderlig Gud er en død Gud. Det nærmeste vi kommer noget absolut i bogens gudsopfattelse er ord som disse: "Gud er det absolutte, fordi han i sig selv uden forbehold gennemløber denne erfaring, som er kærlighedens bevægelse. Menneskets frelse består i at blive inddraget i den."
Grønkjær vil gøre op med et i hans øjne antikveret gudsbillede og befri mennesket fra, hvad han kalder "de højeste værdiers tvang".
En befrielse, han udleder af Guds evangeliske død, der baner vej for nye muligheder, og problemet er, at man aldrig helt forstår, hvad disse muligheder rummer. For når man har afskaffet almagten, men stadig vil bevare tanken om Gud, er det svært at beskrive, hvad den Gud egentlig er for den enkelte.
Grønkjær slås for sagen, men kommer ikke for alvor ud af sin teoretiske boble, og man kan mistænke ham for at brænde mindst lige så meget for den intellektuelle øvelse og frie jonglering med Hegel og Heidegger som for livets alvor. I hvert fald må man formode, at hans kristendom vil være tynd kost for mange mennesker. Troens genstand er væk, alt beror på menneskelig erfaring, og for den, der ikke har overskud til at deltage i dansen om den trinitarisk selvopløsende Gud, er der for lidt at komme efter. Bogen er interessant og udfordrende, men den er også en lidt gold oplevelse. Man bliver aktiveret undervejs, men sidder bagefter underligt tom tilbage, og især mangler man at få forklaret, hvorfor Gud ikke kan være i bevægelse og uforanderlig på én gang. Denne store gåde står tilbage, og hvis man griber bogen i håbet om at få at vide, hvem den nye Gud er, skal det nævnes, at jeg i hvert fald ikke til fulde har fundet ud af det. Ligesom det også står en smule hen i det uvisse, om Niels Grønkjær overhovedet selv tror på den.
Niels Grønkjær: Den nye Gud - efter fundamentalisme og ateisme. 320 sider. 289 kroner. Anis.