Om aftenen den 18. april for 70 år siden omringede tyske soldater den jødiske ghetto i Warszawa. Den 20. april var det Adolf Hitlers fødselsdag, og SS-lederen Heinrich Himmler havde udtænkt sig en særlig fødselsdagsgave til den tyske diktator: Warszawa skulle blive judenfrei den dag; fri for byens sidste jøder.
Klokken 4 om morgenen begyndte de tyske soldater derfor at gå ind i ghettoen for at deportere de tilbageværende godt og vel 55.000 mennesker, der endnu ikke var blevet sultet eller slået ihjel. Det skulle være den sidste aktion i ghettoen, den sidste deportation, inden alle jøder var fjernet fra Warszawa.
LÆS OGSÅ: Fællesskabets fristelse
Som vi ved i dag, lykkedes det ikke Himmler at overbringe sin grusomme fødselsdagsgave til Hitler. For første gang under Anden Verdenskrig kommer det i en af de jødiske ghettoer til en opstand mod besætterne: Omkring 750 dårligt bevæbnede indbyggere fra ghettoen venter på de tyske soldater og tager kampen mod den nazistiske overmagt op. En udsigtsløs kamp, der for det meste handlede om at dø i værdighed om at yde modstand og sætte sig til modværge.
Aline Saxs ungdomsbog Ghettoens farver, illustreret af Caryl Strzelecki, tager afsæt i denne berømte opstand i Warszawas ghetto. Den følger en ung, jødisk polaks historie: Der berettes indtrængende, set fra hans perspektiv, om ghettoens oprettelse, om lidelser, nød, død og elendighed og om opstanden i 1943. Om kampen mod nazisterne, om den midlertidige glæde ved at se tyskerne trække sig tilbage og om de efterfølgende kampe om ghettoen, der varede i næsten fire uger. Uden omsvøb skildres de voldsomme kampe for enhver gade, for enhver bunker, som modstandskæmperne flygtede ned i, og som nazisterne uden medlidenhed brændte. Død og elendighed fylder hver eneste side. Ghettoens farver er grå.
Og bogens titel finder sin genklang i Strzeleckis meget stærke illustrationer, der er holdt i sort-hvide tegninger. Sammen med de på skiftende vis sorte og hvide sider i bogen dannes således en dyster stemning, der passer til bogens svære emne og giver et uafrysteligt indtryk. Det er imponerende illustrationer, der gang på gang fokuserer på ansigter, stemning og emotioner i en natmørk verden af lidelse, og som på denne måde skaber et fint samspil med teksten.
Ghettoens farver er trods sin næsten tegneserieagtige opsætning bestemt ingen nem eller simpel læsning. Den formår at sætte en svær historie til diskussion og på sin helt egen måde finde en lødig og passende udtryksform til denne dystre fortælling. Samtidig bør den dog nok mest tjene som en art introduktion til historien: Den overbeviser med sit personlige fortælleperspektiv og tilbyder en klar og stringent fortælling, der også vil kunne læses af modne teenagere yngre end de 15 år, forlaget ellers varslende sætter som aldersanbefaling.
Men bogen vil samtidig gøre sig bedst ved at blive taget som udgangspunkt for yderligere konkrete samtaler og diskussioner, enten i skolen eller sammen med voksne i familien. Og det ville have været godt, om forlaget havde henvist til det og eventuelt også havde tilføjet litteraturhenvisninger sidst i bogen, som de unge og endnu historisk ubefarne læsere selv kunne gå videre med. Fordi historien er mørk, dyster og alvorlig; og det vil nok ikke være en god idé at lade de unge læsere stå alene tilbage med denne grusomme historie. Ghettoens farver er mere end vedkommende den er vigtig, nødvendig og indtrængende og meget anbefalelsesværdig. En stærk fortælling om et svært emne der dog kalder på et par ekstra ord og oplysninger at få med på vejen.
LÆS UDDRAG AF BOGEN HER: