Mattias Tesfaye er lidt af et unikum i en politisk verden, der ellers nærmest er blevet overtaget af samfundsvidenskabeligt uddannede akademikere. Tesfaye er murer og stolt over at være det. Det er i sig selv nok til at give ham en ganske særlig status på den politiske venstrefløj, hvor alle politikere ganske vist elsker arbejderklassen, men næsten alle også har fjernet sig fra den. At Tesfaye så ikke bare er en veltalende murer, men faktisk bruger sit særlige udgangspunkt til at sige ting, der er langt mere interessante og oftest mindre ortodokse end de fleste af hans veluddannede politiker-kolleger, det bidrager kun til at gøre ham til en interessant figur på en ellers ikke særligt interessant politisk scene.
LÆS OGSÅ: FAKTA: Få overblik over Tesfayes politiske karriere her
Tesfayes seneste bidrag til den politiske debat, bogen Kloge hænder, placerer ham umiddelbart klart i den del af venstrefløjen, som man må kalde arbejderisterne. Kloge hænder kan minde en del om andre af venstrefløjens debatbøger, som regeringsskiftet har affødt, men bogen udmærker sig ved, at dens perspektiv hæver sig betydeligt over dagligt politisk vande og derved får stillet nogle spørgsmål af langt mere vidtrækkende betydning.
Tesfaye præsenterer sig som en murstens-nørd og bringer dermed straks håndværkeren i centrum for sin analyse. I Tesfayes fremstilling står håndværket for en særlig omgang med materialerne og nogle særlige værdier. Samfundets udvikling har længe været hård ved håndværkets grundlæggende indstilling. Ansporet af politiske målsætninger om en højnelse af uddannelsesniveauet søger ungdommen mod de boglige uddannelser, mens erhvervsskolerne oplever svigtende søgning.
Denne udvikling får dog ikke Tesfaye til at forfalde til den industrisamfunds-nostalgi, der sædvanligvis er den samlende værdi på den arbejderistiske venstrefløj. Vel er også Tesfaye nostalgiker, men hans nostalgi retter sig ikke mod industriarbejdet, men mod den håndværkerkultur, der historisk set har været lige så presset af industrialiseringen som af akademiseringen.
Det var nemlig allerede industrisamfundet, der rettede det første og afgørende angreb på håndværkets hæderkronede, lavsbaserede kultur. Det var den store industrireformator Frederick W. Taylor, der forklarede, at produktionen ville blive mere rationel, hvis man fratog arbejderne alt hjernearbejde og i stedet overførte det til planlægningsafdelingen. Det er den udvikling, der nu også har gjort sit indtog i det offentlige, hvor en voksende administration ihærdigt styrer de varme hænders arbejde. Arbejdets håndværkskarakter forsvinder dermed. De, der er vant til at røre ved menneskene og tingene, reduceres til redskaber for en administration, der ingen praktisk berøring har med det område, de administrerer.
Den proces, der i industrialismen har adskilt håndens og åndens arbejde, bliver forstærket i takt med, at vi er ved at gøre Kina til hele verdens fabrik. Tesfaye er meget betænkelig ved denne udvikling, fordi den ødelægger en, hævdes det, særlig dansk tradition for, at den enkelte arbejder er med til at løse de konkrete problemer.
Der er et umiskendeligt element af romantik i Tesfayes fremstilling af håndværkeren. Vurderet ud fra mine personlige erfaringer er det desværre de færreste håndværkere, der føler sig i kontakt med de stolte faglige traditioner, Tesfaye besynger. Men de findes, og når man møder dem, forstår man, hvad det er han mener.
Begrænsningen i Tesfayes analyse ligger dog mest i, at han som næsten alle politiske nostalgikere er indfanget af den begrænsning, automatisk at tænke inden for nationalstatens snævre ramme. Skulle det virkelig ske, at der kommer til at mangle VVS-folk, ender det næppe med som en VVS-faglærer i bogen citeres for at vi kommer til at skide i skoven. Mere sandsynligt er det, at vi ringer efter nogle dygtige polske håndværkere. Den stolte faglige håndværker-tradition er jo historisk set internationaliseret langt før, alle andre fag blev det. Den rejsende håndværker er en ældgammel figur, og det stolte faglige fællesskab har her aldrig været begrænset af landegrænser.
Man kommer ikke uden om, at Kloge hænder i form og indhold har lånt en del af den arbejderistiske venstrefløjs værste floskler, men dens bærende idé: at relancere håndværkets tilgang som et ideal, også politikere bør tage i betragtning, er virkelig et væsentligt bidrag til den politiske debat.