Kunstformidling i den bedste højskoletradition

Mor og datter Marie Bukdahl er initiativtager til dette smukke bind artikler af den dansk-norske kunstkritiker Magnhild Ødvin Bukdahl

Else Marie Bukdahl og Inge Bjørn (red.): Kunst, kulturansvar og kvindesag. Artikler af Magnhild Ødvin Bukdahl.
Else Marie Bukdahl og Inge Bjørn (red.): Kunst, kulturansvar og kvindesag. Artikler af Magnhild Ødvin Bukdahl.

Magnhild Ødvin blev født i Stavanger i 1899, og hun døde i Askov i 1988 kort tid før sin 90-års fødselsdag. Hun blev student i 1917 og afsluttede sin lærereksamen i 1922. Derefter begyndte hun at studere kunsthistorie og folkemindevidenskab ved universitetet i Oslo. Samtidig hermed fungerede hun som kunstkritiker ved flere norske aviser og tidsskrifter.

Allerede mens Magnhild Ødvin gik i gymnasiet i Stavanger, fik hun efter skolens skik en penneven fra Ribe Katedralskole. Hun blev pålagt at besvare et lærd latinsk rimbrev fra en 17-årig gymnasiast. Hun var da selv 16 år, og de skrev sammen i fire år, inden de mødtes. De forelskede sig straks i hinanden og blev hurtigt forlovede. De blev gift i 1925. Den lærde unge mand var den senere så navnkundige forfatter og højskolemand Jørgen Bukdahl. Det blev til mere end 60 års givende fællesskab. Langt den største del af de mange år boede parret på "Bjerget" i Askov og levede et liv i nær kontakt med højskolen der.

Magnhild Ødvin Bukdahl fortsatte, efter at hun var blevet hustru og mor til to børn, sit arbejde med kunstkritik og -formidling gennem undervisning, foredrag og artikler.

Det er et udvalg af disse foredrag og artikler, der nu er samlet i en smuk udgivelse. Udvalget er foretaget af Magnhild Ødvin Bukdahls datter, den afgåede rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademi, dr.phil. Else Marie Bukdahl, i samarbejde med væver og billedkunstner Inge Bjørn, der i mange år var en nær ven og god kollega til Magnhild Ødvin Bukdahl på Askov Højskole.

Bogen indledes med en stor og meget grundig, principiel indføring i og vurdering af Magnhild Ødvin Bukdahls produktion og interesseområder af Else Marie Bukdahl. Dernæst giver Inge Bjørn et mere personligt indblik i Magnhild Ødvin Bukdals virke og hendes betydning både for højskoleeleverne og de mange, som hun i kraft af sine mange foredrag og artikler og sin personlighed kom i berøring med og fik betydning for ud over landet.

Magnhild Ødvin Bukdahl var som formidler og debattør en del af en dansk kultur, som ikke mere findes. Artiklerne i nærværende bog strækker sig fra 1928 til 1962. Alle artikler opleves som særdeles kompetente og vedkommende, selvom nogle artikler fra 1930?erne med deres vitalistiske syn på kunst og kultur i bagklogskabens lys kan forekomme noget vidtløftige.

Artiklerne, der er kronologisk ordnede, falder i fire grupper. Den første gruppe drejer sig om kunstforståelse og kulturansvar. Den anden og største gruppe handler om forholdet mellem tradition og nybrud i billedkunsten med en klar interesse i at forklare og forsvare den moderne kunst. I denne gruppe tiltrækker to artikler om den norske maler Nikolai Astrup sig en særlig opmærksomhed. De kan læses som glimrende øjenåbnere til den udstilling med denne malers værker, som netop nu er at finde på Gl. Holtegaard. Den tredje gruppe handler om forkyndelse og kulturansvar i digtningen. Her er det de to norske forfattere Sigrid Undset og Johan Falkberget, som bliver genstand for Magnhild Ødvin Bukdahls hyldest. I direkte forlængelse heraf omhandler den fjerde og sidste gruppe to indlæg om kvindebevægelserne i Norden. Et emne, der naturligvis også havde Magnhild Ødvin Bukdahls store bevågenhed.

kultur@k.dk

Else Marie Bukdahl og Inge Bjørn (red.): Kunst, kulturansvar og kvindesag. Artikler af Magnhild Ødvin Bukdahl. 276 sider. 258 kroner. Poul Kristensens Forlag.