Prøv avisen

Læsestof til eftertanke

Tre romaner, der rejser spørgsmål, man ikke kan slippe

Submarino af Jonas T. Bengtsson

Thomas Vinterberg vandt Nordisk Råds Filmpris for sin stærke filmatisering af Jonas T. Bengtssons succesroman Submarino. Man forstår, hvorfor den blev filmatiseret. For Jonas T. Bengtsson skriver scenisk og fængende om en ofte overset subkultur fuld af forsømte mennesker, der kæmper for at få livet til at hænge sammen. Helt fortjent har han også selv høstet flere priser for sin bog, der følger to brødre med en tung social bagage. Særlig er det rørende at læse, hvordan den ene bror forgæves forsøger at forene rollen som junkie og god far, så hans søn i børnehavealderen selv må kravle op på køkkenbordet for at finde sig et toastbrød til aftensmad, mens faderen fikser på toilettet. Tidligere i år udsendte Jonas T. Bengtsson romanen Et eventyr, men efter min mening er hans prisvindende debutroman Aminas breve et stærkere sted at fortsætte.

Brøndtjætten af Dennis Gade Kofod

Mens jeg boede på Bornholm, lærte jeg forfatteren Dennis Gade Kofod at kende. Jeg blev hurtigt misundelig på ham. For han skriver blændende, og efter min mening er han en alt for overset forfatter uden for Bornholm. For selvom alle hans bøger på den ene eller anden måde tager afsæt i Bornholm, handler de først og fremmest om at være menneske. Den seneste roman hedder Superhelte i det hele taget og handler om en far med angst, men efter min mening er hans bedste bøger Nexø Trawl og Brøndtjætten, der begge viser, at han kan mestre de store fortællinger med et større persongalleri. Nexø Trawl trevler hele øens fiskerihistorie op i en fængslende historie, der tager udgangspunkt i to drenges opvækst i Nexø og omegn. Og Brøndtjætten er Dennis Gade Kofods bedste roman. Den opruller øens særegne mytologi og blander smukke beskrivelser af Bornholm med spændende sagn om de underjordiske, men det er også en eksistentiel roman, der både handler om døden og kampen for at vinde fodfæste i livet.

Hytten af W. Paul Young

Den amerikanske roman Hytten har skabt heftig debat i USA, fordi forfatteren blandt andet tillader sig at fremstille Gud som en pandekagebagende sort kvinde med en pointe om at dyrke relationer i stedet for præstationer. Jeg læste Hytten som en roman og ikke som en lærebog i teologi, og det fik jeg meget ud af. Bogen handler om en mand, der tager ud i en hytte for at bearbejde tabet af et barn og for at møde Gud personligt. På den måde er det en slags omvendt udgave af Lars von Triers film Antichrist. For mens det ikke lykkedes at bearbejde ret meget i den film, findes der masser af håb i Hytten. Romanen fik mig til at tænke over mit eget gudsbillede. Og for mig er det en vigtig kvalitet ved en roman, at den får en til at tænke over de spørgsmål, den rejser. Og hovedspørgsmålet er: Hvad vil det sige, at Gud er kærlighed?

ohrstrom@k.dk

I december anbefaler kulturredaktionens journalister gode bøger til inspiration og fordybelse