Prøv avisen

Lidelse og længsel

Foto: Tiderne Skifter

Bevægende roman fra Juliane Preisler

Arièl hedder han, med ægte fransk udtale, for hans mor, Adèle, sværmer for det franske. De to menneskers liv er imidlertid langtfra eksotisk, de lever ensomt og uforløst ligesom de fleste andre personer i Juliane Preislers roman, der er et stærkt og foruroligende udtryk for menneskelig fortvivlelse.

Vi befinder os i et særegent univers, på én gang forankret i et genkendeligt københavnsk byliv og samtidig med et strejf af noget absurd, som åbner for et stort eksistentielt rum. Arièl er pakkebud og cykler de samme ruter hver dag, hvor han møder de samme ensomme, forvirrede og hjælpeløse mennesker. Ligesom han også hver dag begynder og slutter hjemme hos sin mor, som han forsøger at hjælpe, for også dér møder han stor fortvivlelse. Og næsten hver dag går hans ture forbi en park og et hospital man tænker på Ørstedsparken og det gamle Kommunehospital for dér støder han ofte på den unge pige Rosa, som med sine lyse øjne og særlige smil giver næring til hans drøm om noget andet end den smerte, han ellers møder. Også i forholdet til hende dukker den dog op.

LÆS OGSÅ: Sandheden midt i overdrivelsen

Arièl er altså bebyrdet med evnen til at se og leve sig ind i andre menneskers ensomhed. Hans største byrde er moderen, der i sin angst for alderen opfører sig som en forvirret teenager: nye sko, tasker, frisurer, mænd hele tiden, og uden at det kan dække savnet. Heller ikke hendes desperate ønske om et nyt barn inden den biologiske lukketid fører til andet end at forstærke Arièls følelse af at være forkert.

To kvinder, som han jævnligt bringer pakker ud til, har ikke moderens umodne selvoptagethed, men en lige så radikal ensomhed. Den ene er lænket til lejligheden, hvor hendes døende mand skal plejes. Hun modtager pakker med indiske blomsterfrimærker uden på et lille frirum for hendes drømme om et andet liv. Arièl berøres af hendes fortvivlelse og hjælper hende med at vende manden i sengen. Kvindens øjne er flygtende, ja, flygtende, som Preisler gentagne gange formulerer det. Et eksempel på en gentagelsesteknik, som præger hele romanen og er særdeles raffineret.

Den anden kvinde er fanget på en anden måde. I lejligheden har hun en søn, som Arièl kun oplever højt snorkende, men som i vågen tilstand er en brovtende småforbryder, hvis mindste ønske hun forsøger at opfylde. Én af pakkerne til hende er en pistol, han har bestilt. Kvindens isolerede liv understreges af hendes dårlige hørelse, og Ariels dialog med hende bliver et grotesk udtryk for umulig kommunikation.

Preisler går ind i sin hovedpersons tanker og følelser med et sprødt og enkelt sprog, præget af en næsten arabeskagtig rytme. Med små skred i ordvalg og betydning giver det plads til Arièls tøvende, sørgmodige tilgang til livet, hans forsigtige drømme og usikre overvejelser over den virkelighed, han ser, og som ikke ligner drømmene. Det er et helstøbt og bevægende portræt af en ung mands vanskelige vej ind i livet, som Preisler her har skabt.