Når jeg kommer ind i en kirke, kigger jeg altid efter dem. Ligger de ikke fremme i våbenhuset ved siden af de små kufferter med legesager og tegnepapir, står de måske på hylden under salmebøgerne?
Hvis jeg finder de bøger, jeg leder efter - og det er bestemt ikke sikkert - er de ved at være gamle: slidte i kanterne med plettede sider. Men de ligner stadig sig selv fra min barndom: kvadratiske med enkle, næsten grafiske illustrationer og et par linjers tekst på hver side med de længste ord inddelt i stavelser:
"I land-et ved den stor-re flod bor A-bra-ham med sin kone Sa-ra".
Bøgerne blev udgivet omkring 1970 af Det Danske Bibelselskab, og siden er der kommet mange nye bøger med bibelhistorier, men inden jeg forholder mig til den seneste i rækken, er det værd at overveje, hvad det er, jeg så godt kan lide ved min barndoms bibelhistorier, for at forstå, hvorfor jeg måske foretrækker de gamle kvadrater.
Det er ikke kun, fordi de kalder barnetro og barndomserindringer frem. Det er, fordi de er så enkelt fortalt; det er bøgernes ordknaphed, jeg godt kan lide. De har den mundtligt overleverede fortællings enkelhed, der kun har det allervigtigste med, men til gengæld giver læseren mulighed for selv at udfylde det, litteraturteoretikeren Wolfgang Iser har kaldt "tekstens tomme pladser". Der er med andre ord plads til den fortolkning, der er en vigtig forudsætning for, at man kan tage de bibelske fortællinger til sig som sine egne.
De omtalte bøger blev i sin tid udsendt i en serie, man kaldte "Hvad Bibelen fortæller os". I dag er der en tendens til, at bibelhistorierne snarere formidles af et menneske, mange formodes at kende og værdsætte.
Således også ærkebiskop og nobelpristager Desmond Tutu, hvis bibelhistorier i dag udkommer på dansk som en smuk bog, indbunden med heldigvis meget forskellige illustrationer fra hele verden. I "Guds børn" genfortæller Desmond Tutu en række af Bibelens også mindre kendte historier og begynder med at spørge: "Kære Guds barn, ved du, at Gud elsker dig?".
Han svarer selv med en bog, der fortæller om Guds kærlighed til alle mennesker - uanset hvem de er, og hvor i verden de kommer fra.
Desmond Tutu er med rette kendt og respekteret over hele verden for sin evne til at forbinde kristendommen med det liv, vi lever med hinanden, og den verden, vi kan have så svært ved at leve sammen i.
I bogen rettes bibelhistorierne ind i den konkrete virkelighed ved at sammenfatte hver fortælling i en bøn. Efter historien om stormen på søen står der: "Kære Gud, hjælp mig til at stole på dig, når jeg bliver bange." Når man har hørt om korsfæstelsen, kan man selv bede: "Kære Gud, hjælp mig til at tilgive, som Jesus tilgav."
At det ikke er let, ved Desmond Tutu udmærket fra den sydafrikanske Sandheds- og forsoningskommision, og bogen er alvorlig i sin tale om Guds kærlighed, der både forvandler og forpligter. Men fortælleren tager altså en del plads, og indimellem bliver det for meget: Der er lidt for meget snak og lidt for mange følelser. På en eller anden måde lidt for meget kærlighed. I hvert fald for denne anmelder og af ovennævnte grunde.
Desmond Tutu: Guds børn. Bibel-historier. 128 sider. 189 kroner. Alfa. Udkommer i dag