Prøv avisen

Livet begynder hele tiden på ny

"Jeg ser på mit liv som et vidnesbyrd om den tid, jeg har levet i, og selvom jeg bruger mit eget liv, tror jeg, at det er så alment, at andre kan læse deres eget liv ind, så det bliver en genkendelse af tiden," siger Pia Tafdrup. Foto: Leif Tuxen.

Digteren Pia Tafdrup fylder 60 år i slutningen af denne måned og har i sin nye digtsamling, Salamandersol, skrevet et erindringsdigt for hvert år, hun har levet

Pia Tafdrup skriver i digtet Forvandlingsfeber: Jeg har set det ske. Skønt jeg ikke kan føde flere børn, er det magiske vel ikke forbi?.

Jeg tror, at mange kvinder, når de når dertil, hvor de ikke længere kan få børn, tænker, at det hele er slut. Man kan også sige, at nu er der noget helt andet, der skal ske og begynde, men det kræver styrke. For mig stopper det overhovedet ikke der.

LÆS OGSÅ: Kimen til et forfatterskab

Men det er meget underligt, når man kommer op i årene som kvinde. Tingene er ikke givet, og man kan indrette sit liv meget forskelligt: Vil man gerne blive en, som andre rejser sig for i bussen, eller en, som en 25-årig forelsker sig i? Man kan stadig have masser af energi, og jeg ved godt, hvad jeg helst vil være, siger Pia Tafdrup.

Hun er en af Danmarks store digtere, der siden debuten i 1981 med digtene Når der går hul på en engel har udgivet 14 digtsamlinger og dertil fagbøger om poesi, dramatik og prosa. Hun er oversat til mere end 30 sprog i bøger, tidsskrifter og antologier, har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris og er medlem af Det Danske Akademi.

Pia Tafdrup fylder den 29. maj 60 år. Fødselsdagen markeres med en ny samling digte med titlen Salamandersol, der udkommer på tirsdag med 60 digte, et for hvert år i forfatterens liv. Sammen med de seneste tre samlinger, Hvalerne i Paris, Tarkovskijs heste og Trækfuglenes kompas, udgør Salamandersol en kvartet.

Som noget nyt i forfatterskabet er der denne gang tale om en suite af erindringsdigte. De begynder i 1952 med den spædes Glæde og sansninger og fortsætter med nedslag: i barndommens opdagelse af verden, ungdommens eksperimenter, voksenlivet med skrivning, ægteskab og børnefødsler, parforholdets lykke og kulde og de modne år, hvor barnet bliver forældre for sine forældre, rejser til fjerne lande, politiske begivenheder som Murens fald, tab af nære venner og håb.

Samlingens sidste digt, Syv kjoler for synligheden, er skrevet i 2011 efter tragedien i Oslo og på Utøya i Norge og slutter med ordene: Jeg syr på kjolen, som kan bæres trygt af den, der kender håbet, vævet ind er venners latter, stille glædes tårer, lysten til at vågne op på trods af liv, som katastrofen tog den reflekterer solens stråler.

Jeg vidste, at det digt skulle med og dække 2011, for tragedien kom ikke kun til at betyde noget for mig, men for alle mennesker i Norden. Men digtet dækker også alle andre katastrofer, og hvad det vil sige at være offer, siger Pia Tafdrup.

Der er kaffe på stempelkanden ved spisebordet i den store lejlighed i en stille sidegade på Østerbro i København, hvor hun bor sammen med sin mand, lektor Bo Hakon Jørgensen. Deres to sønner, Philip og Daniel, er flyttet hjemmefra. Pia Tafdrup fortæller om angsten den 22. juli sidste år, hvor gerningsmanden slog til i Oslo og bombede regeringshovedkvarteret, for hendes yngste søn, Daniel, skulle ankomme til Oslo netop den dag.

Da jeg hørte Radioavisen, blev jeg rædselsslagen. Hans mobil var løbet tør for strøm, så der gik ret lang tid, inden vi hørte fra ham. Jeg har venner i Norge, forfatterkolleger og er tæt på Norge, og at have en søn i Oslo, samtidig med at terrorhandlingerne blev begået, forstærkede det hele for mig. Men hvordan sige, at en katastrofe indfinder sig i et menneskes liv? I digtet er det den eksistentielle side, jeg løfter frem.

Som digter har Pia Tafdrup altid ment, at digtene skulle kunne stå for sig selv. Men i Tarkovskijs heste fra 2006, der handler om hendes fars demenssygdom, kom hun til at følge et erindringsspor, der førte videre til de nye erindringsdigte.

Da jeg skrev min debut, Når der går hul på en engel, gik der også hul på mig. Jeg opdagede, at jeg kunne skrive digte på en måde, som er dér, hvor jeg ikke ved, hvad der dukker op, og hvor en helt ny verden åbner sig. Nu er jeg tilbage ved kilden og det personlige stof. Nu kan jeg mærke, at jeg har skrevet så mange bøger, at jeg er klar til det. Og jeg har opdaget ved at gå ud ad velkendte spor, at der er lige så mange overraskelser knyttet til det, så det er lige så spændende for mig.

Det hører med til at erindre, at alle aspekter skal med. Det er utroligt vigtigt at lægge hele det register ud, et liv rummer enormt stor glæde og de sider, hvor glæden ikke får lov at finde vej, smertefulde ting det hele er der. Der er episoder, der helt åbenlyst skulle med, som da jeg flyttede hjemmefra, og min mor græd, men for mig var det en festdag. For hende var der noget, der lukkede, for mig var der noget, der åbnede sig. Fødslen af mine to sønner skulle også med i digtene Ankomst 1 og Ankomst 2. Noget dukkede op helt naturligt, mens der i nogle år ikke var noget helt indlysende at få med. Og de sidste år var svære, fordi der ikke er den samme distance.

For Pia Tafdrup har det haft en fordel at skulle skrive et digt for hvert år, hun har levet.

Jeg kan vise, hvordan en livshistorie ser ud, når man som jeg er født i 1952 og har haft så gunstige opvækstmuligheder. Jeg lever på et tidspunkt i historien, hvor jeg gerne vil leve. Jeg har haft mulighed for at læse på universitetet, rejse ud i verden så længe, jeg ville, og har haft ret enestående muligheder, som jeg ikke er sikker på vil blive ved med at være der. Jeg ser på mit liv som et vidnesbyrd om den tid, jeg har levet i, og selvom jeg bruger mit eget liv, tror jeg, at det er så alment, at andre kan læse deres eget liv ind, så det bliver en genkendelse af tiden. Jeg har foretaget en ret stor bearbejdning, så andre forhåbentlig kan komme ind.

Jeg kan være bange for, at verden ikke kan blive ved med at være så åben. På grund af CO2-kvoter bliver det måske ikke muligt at flyve så meget som nu. I dag hørte jeg, at sikkerheden på Christiansborg skal skærpes. Vi ændrer hele tiden samfundet efter de terrortrusler, der er. Og der er en reel trussel, det er et tilfælde, at der ikke er sket noget herhjemme endnu. At vi kan bevæge os så frit kloden rundt, er jeg ikke sikker på, kan blive ved.

Selv har jeg benyttet det i fuld grad. Størstedelen af mit liv tilbringer jeg med at skrive og mest i København. Men hvis jeg rejser ud i begyndelsen af et manuskript, får jeg idéer og tænker nye tanker, drømmer nye drømme og kommer ned i lag, jeg ikke kommer i min dagligdag, fordi jeg bliver afbrudt. Men når det er indfanget, kan jeg skrive herefter, siger Pia Tafdrup.

Hun rejser også ud i verden og læser op og har dette forår deltaget i en poesifestival i Peru. Senere på året skal hun til Spanien, England og Norge.

Jeg stortrives ved at rejse, siger Pia Tafdrup, der selv tror, at det hænger sammen med, at hun er vokset op på gårde, først nær Fredensborg, siden ved Hornbæk og Ålsgårde i Nordsjælland, hvor de aldrig rejste nogen steder hen, fordi gården og dyrene skulle passes.

Forældrene, der begge havde jødisk baggrund, måtte flygte til Sverige under Anden Verdenskrig.

Det har påvirket dem helt enormt og gjort, at jeg og mine søskende var meget beskyttede. Jeg som den ældste måtte overtræde deres regler og nogle gange snyde mine forældre for at få et ungdomsliv. Mit barndomshjem var både trygt, afgrænset og aflukket en udflyttergård med langt til alting. Jeg har altid haft behov for kontakter med andre og var som ung meget aktiv med at opsøge andre miljøer.

Det jødiske har ikke haft betydning i min opvækst. Min bedstefar var pæredansk, og min far var kristen, mens min mors forældre begge var jøder. Hun tilhørte synagogen, men kom der ikke. Vi holdt jul og fejrede påsken, og jeg er døbt, som min far i sin tid blev det. Ligesom mine forældre døbte mig og mine søskende, gjorde flere jødiske familier de år det samme, fordi de håbede, at vi kunne undgå de rædsler, de havde været udsat for.

Da jeg var omkring 40 år, tænkte jeg, at der var en del af min identitet, jeg ikke kendte til, og rejste til Jerusalem. Mine indtryk dér blev til digtene i Territorialsang. Jeg mødte soldater med maskingevær, hvor jeg troede, jeg ville møde noget mere åndeligt. Men der var meget præget dengang som nu af krisen i Mellemøsten.

Men fordi jeg jo ikke selv havde taget stilling religiøst, meldte jeg mig ud af folkekirken som 14-årig. Det skyldtes et uheldigt møde med kirkens dogmatik i forbindelse med min konfirmation. Min tro fejlede ikke noget. Jeg vendte tilbage til folkekirken i 2005, da min far døde. Det er den kultur og tradition, jeg er vokset op i, og det havde været så stærkt et ønske fra min far, at jeg tilhørte folkekirken. Min far har givet mig meget, så det var et rigtigt tidspunkt at melde sig ind, da han ikke var her mere, siger Pia Tafdrup.

For hende har ordverdenen været der hele tiden.

Jeg skrev mit første digt som 15-årig i et af skolens stilehæfter. Hvorfor jeg skrev, kan jeg ikke sige, jeg havde et behov og meget stor glæde ved det.

Begge forældre læste meget og gav datteren bøger med voksenlitteratur i en tidlig alder.

Det var litteraturen, der fyldte det hele. Og det var mig, der fik de bedste godnathistorier. Hver aften fortalte min far mig en historie, han fandt på. Han læste også op af Selma Lagerlöf, Kipling og von Münchhausen, og det at høre en stemme, der læser, giver en nærhed og et samvær, der er så rigt, så det kan man ikke lade være med at holde af. Jeg har gjort det samme for mine børn, læst op i lange baner, indtil Philip på 14 nægtede at høre mere.

I Salamandersol er der digte om ungdommens søgen i 1970ernes venstreorienterede miljøer, om besøg i Thy-lejren og studierne i dansk og idræt på Københavns Universitet.

Jeg befandt mig i de miljøer, fordi de var der, og jeg deltog i mere, end jeg brød mig om, men jeg var undersøgende og eksperimenterende uden at vide, hvad jeg skulle med mit liv. Men jeg vidste, at ingen skulle holde mig fast, og det betød at gå ud over alle grænser, og hvad det fører med sig af problemer. Jeg var længe om at finde mig selv og mine egne grænser. Det har måske noget at gøre med, at jeg havde haft en meget beskyttet tilværelse, men jeg var samtidig også ret viljestærk. Først da jeg begyndte at skrive mine digte i 1980erne, fandt jeg mig selv.

1970erne var år, hvor jeg brugte mig selv helt kolossalt meget og satte mig selv i spil for at forstå verden. Den åbenhed, der hørte til de år, har jeg fortsat. Men nu vælger jeg selv de mennesker, jeg gerne vil være sammen med og åbne mig op for, hvor jeg dengang mere flød med strømmen.

Når man er født i 1950erne, har man oplevet en helt anden verden, der næsten ikke kan forstås i dag. Vi havde ikke fjernsyn, og det var en langt mere mørk og lukket verden, men bevidsthedsmæssigt var det meget spændende at komme ind i bøgernes verden, der lukker op for åndelighed. Jeg oplever tiden nu som meget materiel og uden den åndelighed, jeg er vokset op med og holder meget af.

I dag er Pia Tafdrup et sted i sit liv, hvor hun helst vil være.

Jeg gør det, jeg helst vil. Når jeg vågner, går jeg ind i mit arbejdsværelse, hvor lyset kommer fra øst, og arbejder med det, jeg allerhelst vil. Vejen dertil har været lang, men nu er jeg der, hvor jeg gerne vil være. Hele mit forfatterskab er en form for udfordring, hvor hver bog er et nyt stof, så jeg får noget igen af at skrive.

Fordi jeg besluttede at skrive erindringsdigte, har jeg tænkt meget over alder. Det har været første gang, jeg har tænkt, at der ikke er så mange år tilbage, og hvordan skal de bruges? Det eneste, jeg ønsker mig, er fortsat udfordring i de bøger, jeg gerne vil skrive, og at have omstændigheder, hvor jeg kan skrive. Der er ikke noget for mit vedkommende, der hedder pension.

I livet befinder jeg mig et sted, hvor jeg ikke ved, hvor jeg bevæger mig hen. Men hvem ved det? Man kan tro, at man har sikkerhed i alt, man har indrettet sig, og så kan det hele krakelere. Jeg synes, at jeg både i bøgerne og mit eget liv skal opfinde alting forfra hver dag. Det er lidt hårde præmisser, men sådan er det.

Jeg ser nye muligheder, men ved også, at det kræver noget af mig selv at leve et liv fuld af energi.