En sen nattetime sidder Kjeld Holm sammen med Kaj Thaning på Båring Højskole og deler en flaske rødvin med ham, og da er det, at Kjeld Holm spørger, hvad Grundtvig egentlig mente, når han i slutningen af salmen "Velkommen igen, Guds engle små" beder om, at "julesorgen" må slukkes.
Det samme spørgsmål har jeg egentlig altid gerne villet stille, og her kommer et plausibelt svar: Jo, Grundtvig beder om, at vi må begribe, at selve julens budskab er, at menneskelivet er godt nok og ikke først skal justeres og kvalificeres af det guddommelige.
Vi bærer måske rundt på en "julesorg", hvis vi ikke forstår, at kristendommen er en kilde til livsmod, ikke til mismod. Vi er mennesker først. Det mente Grundtvig, og selvom det kan lyde selvfølgeligt, er det ikke det, som mange af tidens teologer åbenlyst tør bekende sig til. Men Kjeld Holm gør, måske fordi han fra begyndelsen slet ikke ville være teolog, men så meget andet, måske en litteraturmand, måske en digter?
Han blev født i grænselandet af en tyskfødt mor og en dansk far, som var mejeribestyrer i landsbyen Diernæs. Her boede han, til han var 18 år, som enebarn i en familie, der på en måde var anderledes end de andre familier, for man var jo ikke landbruger.
Faderen var en smule tungsindig, bekymret for mejeriets fremtid. Og man skal ikke læse langt i disse erindringer, før der med eftertryk overskrides et par væsentlige mentale grænser. Et landsbysamfund med klasseskel, usundhed, mobning, sladder og nidkær vogten på hinanden. Det sønderjyske kaffebord kan give forfatteren kvalme, og Kjeld Holm erindrer endnu, at faderen havde sandkagen anbragt i lommeforet, når han gik. Mel, vand og margarine ... konkluderede Hans Scherfig om kagerne på landet, og Kjeld Holm giver ham diskret ret. Havde de drukket rødvin, ville den have smagt af vaseline. Hvad betyder det altsammen? Det betyder ensomhed og trang til flugt.
Fordi han er enebarn, er de voksnes verden vigtig for Kjeld Holm. Og i barndommen bliver grunden lagt for en omverdensinteresse, som siden vokser til gensidighed, fordi der i sindet er en mulighed for åben dialog og interesse. Det politiske liv spiller en rolle, for eksempel 1956 som opstandens og Ungarnkrigens mærkeligt tragiske år. Men vigtigere end politik er der den myreflittige førstemejerist Jørgensen, som "var god til at fastholde et engagement".
Jørgensen har en datter, der er blevet frygteligt kvæstet som lille og nu opholder sig på blindeinstituttet Refnæs ved Kalundborg. Hende savner Jørgensen forfærdelig meget. "Tilbageskuende kan jeg se dette savn tydeligt for mig," skriver Kjeld Holm. Men savnet betyder ikke fravær af opmærksomhed over for andre - måske tværtimod. Andre menneskers liv bliver ekstra kostbare, og resultatet af savnet bliver et forunderligt bærende element i Kjelds Holms livsopfattelse. Kan man leve bedre med sorg?
Der er mange bøger i bogen og et personligt, næsten fanatisk forhold til dem - Tage Skou-Hansen og Martin A. Hansen navnlig - men det er alligevel mennesker, som sætter gang i Kjeld Holms grænsedragninger - og hans taknemmelighed.
Jeg opdager - hvis jeg nu ikke vidste det - at vi boede i Århus i den samme periode, at vi var studerende ved universitetet på samme tidspunkt uden at kende hinanden. Men det fremgår også, hvor aktiv og omkringfarende og fordomsfrit registrerende Kjeld Holm har været. Det teologiske fakultet i dets jyske storhedstid er ikke (kun) nostalgi, det er også ægte, store og mindeværdige personligheder. Kjeld Holm har tidligere skrevet om Johs. Sløk og lader ham være lidt i fred i denne bog. Og han er en beundrer af K.E. Løgstrup. Og - muligvis - af P.G. Lindhardt.
"Lys uden varme er Helvedes kval", er der dog en person i bogen, der kommer i tanker om. Jo, Lindhardt mumlede i forbavsende tempo på prædikestolen. Nej, han var ikke ligefrem folkelig. (Han brød sig formentlig heller ikke om dåbsritualet, tænker jeg insinuerende, med tanke på hans dåb af vores søn i Vor Frue Kirke 1968 ..., tju bang, fem minutter inden gudstjenesten ... færdig.) Nå. Kjeld Holm er meget klogere.
Den sidste del af bogen er langt den bedste, og den handler om døden uden at fingerere ved den - eller befamle vores tabubelagte forhold til den grænse, vi endnu ikke ved, hvordan vi overkommer. Døden skaber sorg og savn. Han tænker blandt andre på psykologen Henrik Poulsen, den smukke mand, der også afgik ved døden, som de fleste af de mennesker Kjeld Holm er sammen med i erindringerne.
Døden er den definitive afsked, og afsked hænger ifølge Kjeld Holm på en måde tæt sammen med begrebet kærlighed. Det er jo kun, fordi man har holdt af, at man kan føle sorg.
Kristendommen er i hans tale ganske enkel, ganske begribelig og uden nogen banalitet. Erfaringen om det menneskelige gør en religiøs livstolkning mulig - aldrig omvendt. Bogen er et fornemt portræt af efterkrigstidens Danmark - og et sympatisk sind i tiden.
Bettina Heltberg er journalist og anmelder på Politiken
Kjeld Holm: Åbne døre. Erindringer om mennesker, jeg har mødt. 200 sider. 249 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag. Udkommer i dag