Den statsejede virksomhed Banedanmark har en mission: Vi udvikler og leverer en sikker, pålidelig og attraktiv jernbane, hvor vi løbende forbedrer rettidighed, trafikinformation og effektivitet. Fin mission, men som de fleste togrejsende har bemærket, så falder serviceniveauet og opmærksomheden betragteligt, jo længere bort fra de centrale byer man kommer.
Magten taler fra centrum, hvor de folk, hvis stemmer høres i det offentlige rum, bor. Men de glemmer, at de kun er centrum, fordi der også er en periferi. Stemmerne i den såkladte periferi lader sig måske ikke høre i debatterne, men er deres liv mindre gyldige af den grund?
I sin novellesamling Banedanmark tager Peder Frederik Jensen os med rundt i landet. Til 25 virkeligheder. Fra det indre København til steder, hvor togene maksimalt kommer en gang i timen og kun kører én vej. Fra den velbjergede tomhed til den usleste menneskelige armod. Ensomheden bor alle vegne, det samme gør drømmene. Både de desperate, de bristede og dem, der holder os oppe.
Vi møder københavnerkvinden, som bare forbruger de mænd, hun ikke regner for andet end dyr, og måske har en skjult bagtanke med: Han havde spurgt, om hun var beskyttet. Hun havde løjet og tænkt på ægløsning og indprentede sig hans adresse og navnet på døren.
LÆS OGSÅ: Knut Hamsun deler atter Norge
Vi møder det ældre ægtepar, som alt for sent får taget hul på den tragedie i hendes liv, som har gjort deres ægteskab og forholdet til datteren svært. Og vi møder manden, der har så travlt med at frikende sig selv for skyld i sine søskendes triste skæbner, at han faktisk gør sig skyldig i et enormt svigt.
Mange af disse skæbner føler sig ufri, føler, at det er noget andet, nogle andre, der styrer deres liv. Spørgsmålet, som Peder Frederik Jensen implicit stiller, er, om det faktisk forholder sig sådan? Om man kunne have tænkt anderledes? Om man kunne vælge offerrollen fra og ikke se sig som én, det er synd for, men som et menneske, der kan vælge selv?
Hvad ved man om menneskers liv efter et kort kig? Peder Frederik Jensen giver ingen forklaringer, men nogle få forhistorier. Teksterne har ikke kun én udlægning. Der er meget savn. Meget ensomhed. Som den ældre mand, der har mistet korttidshukommelsen, kalder på hunden, der aldrig kommer, og til sidst, instrueret af de post-it-sedler, der guider ham gennem hverdagen, lader geværet.
Man mærker Peder Frederik Jensens stemme i omhuen med at få de rette ord på. Der bliver makket bil, sprøjtespartlet, skåret gevind, flækket brændeknuder. Nøgternt fortalt. Sætningerne kan være helt korte, registrerende det konkrete: Han koger vand. Han er bekymret for taget. Han slår en hånd i bordpladen. Han kommer ikke til at sove. Det ved han.
Andre steder er der en anden, mere flydende rytme, bevidsthedsstrømme. Sproget er også et redskab, som kan bruges på mange forskellige måder.
Visse af teksterne er så ubehagelige, at man næsten ikke holder det ud. Som parret derude, hvor der altid står skrotbiler, og hunden løber løs. Hvor hun står for indtjeningen på det lokale bordel og lever med byens foragtende blikke, men af en eller anden grund også med hans ydmygelser og voldtægt af hende. Hvad er der tilbage, når to mennesker overskrider al menneskelig værdighed? Eller når man i et samfund fratager hinanden denne værdighed?
I andre tekster mærker man et vist håb. At menneskelige møder kan finde sted. At man kan møde noget andet: Det har jeg aldrig prøvet før, sagde han. Jeg er 58 og har aldrig prøvet, at en kvinde læser noget op for mig, mens vi ligger nøgne på en seng.
Man kan tage mange ture med Banedanmark. Hver gang ser man noget nyt, en anden detalje. Nogle gange gør disse tekster en melankolsk og trist på menneskehedens vegne, andre gange vil man handle og forvandle, og indimellem mærker man den varme, som gør menneskelige møder mulige.