I dansk litteratur er der en tradition for at skrive om vægelsindede og handlingslammede mænd: figurer, der er godt kørende intellektuelt, men som er følelses- og indlevelsesmæssigt handikappede.
Det er Søren Kierkegaard og Martin A. Hansen, der mest indgående har skrevet om denne refleksionssyge. Hos begge forfattere spiller kristendommen en hovedrolle som den instans, der kan frisætte det tænkende menneske fra bevidsthedens evige kværnen og lade hende/ham genvinde enfoldigheden, så man bliver som barn igen.
Kristendommen har ikke samme forløsende virkning hos den sydafrikanske forfatter og nobelprisvinder J.M. Coetzee. Men han har nu skrevet om kolde, handlingslammede og refleksionstyngede mænd i så mange bøger, at det giver god mening at se ham i samme tradition som Kierkegaards og Hansens.
"Hvad er det ene tema, der hele tiden vender tilbage, fra bog til bog? Det er, at kvinden ikke forelsker sig i manden."
Sådan siger kvinden Julia i erindringsromanen "Sommertid" om Coetzee – for, ja, det er ham selv, den verdensberømte forfatter, det handler om.
En anden kvinde, Sophie, fælder mod bogens slutning en lignende dom over Coetzees liv og bøger: "For køligt (...), for let, for lidenskabsløst."
Hvem er disse kvinder, der savner lidenskab i Coetzee? De er personer fra hans fortid, nærmere bestemt årene 1971-1977, hvor forfatteren vendte tilbage til Sydafrika efter et ophold i USA, men endnu ikke var brudt igennem som forfatter.
I alt fem personer lader sig interviewe om deres forhold til Coetzee, og det er deres erindringer om forfatteren, der er hovedstammen i "Sommertid". Udspørgeren er en skribent, der vil skrive en biografi om Coetzee og derfor opsøger de mennesker, der bedømt ud fra Coetzees notesbøger har betydet noget afgørende for den senere nobelprisvinder.
"Sommertid" er altså et forstudie til en biografi, men da forfatteren til bogen jo i sidste ende er Coetzee selv, er det mere præcist at tale om en selvbiografi.
Med et stort men: Læseren får nemlig ikke den endegyldige sandhed om Coetzee i "Sommertid", men en række subjektive og fiktive erindringsforskydende indkredsninger af forfatteren, som han tog sig ud i en begrænset årrække. Lyder det lige beskedent nok? Det er det også, hvis det kun er personen Coetzee, man er på jagt efter.
Men Coetzee er ikke for ingenting en stor forfatter, en af de bedste nulevende. Han er ikke interesseret i kun at fortælle om sit eget lille, begrænsede private liv. Nej, han vil fremskrive en mennesketype, en måde at være i tilværelsen på, en sindstilstand og en refleksionssyge, som er generel. Og ikke særlig tiltalende. Deri ligner han Søren Kierkegaard, Martin A. Hansen og flere andre, der har skrevet om manglen på lidenskab i livet.
"Sommertid" er sidste bind i en trilogi af erindringsromaner, der også omfatter bøgerne "Drengeår" og "Ungdomsår". Sidstnævnte udkom i 2002, og derefter fulgte tre romaner og en intens interesse i dyrebeskyttelse og vegetarianisme fra Coetzees side, der ikke var nogen hjælp for ham som forfatter.
Interessen har han sikkert stadigvæk, men nu skriver han heldigvis igen gode bøger. "Sommertid" er en af hans bedste.
bach@k.dk
J.M. Coetzee: Sommertid. Oversat af Niels Brunse. 282 sider. 299 kroner. Gyldendal.