Prøv avisen

Maraton og midtvejskrise

"Det uperfekte liv" er en beretning om en midaldrende mands mange prøvelser.

Sognepræst Flemming Kloster Poulsen skriver om den midaldrende mands prøvelser i en andagtsbog med mange fine iagttagelser og enkelte fejlskud

En uriaspost. Davids kamp mod Goliat. En laban. Det danske sprog er fyldt med ord og vendinger, der har deres oprindelse i Bibelen, og Flemming Kloster Poulsen har fået den storartede idé at genfortælle dem i deres rette sammenhæng.

42 i tallet er der, hvad der svarer til distancen på det maratonløb, som forfatteren løber en gang om året. Poulsen er en opmærksom betragter, der med skærpede sanser bevæger sig rundt i sin egen fortid og nutid. For som han skriver tidligt i en: Jeg tror, det er den bedste måde at lytte til Bibelen: med ens eget liv som resonansbund. Der er altså levet liv bag de holdninger, Poulsen lægger frem i Det uperfekte liv, og en vemodig tone af alder føjer sig til, det er også tilværelsens skarpe hjørner, der rundes her i Poulsens nummer to. Bogen handler ikke mindst om en vanskelig skilsmisse og den nye kone, som han lader læseren forstå, at han har det umådeligt godt med: Vi kan gå i kirke sammen og vi kan gå i seng sammen. Det er det vigtigste. Men forud er også en midtvejskrise, der har strakt sig over fem år og krævede professionel hjælp.

LÆS OGSÅ: Bibelhistorier fra en ølkasse

At være en rigtig mand er også at kunne stå ved sine fejl og sige undskyld, citerer Poulsen sin psykiater for. Og den karakteristik passer fint på Poulsen, der ved at lære sin egen skygge at kende blev helbredt. For hvis man ikke vil kende sin egen skyggeside, så bliver den dus med en, mens man selv er Des med skyggen.

Det uperfekte liv er en beretning om en midaldrende mands mange prøvelser, skønt facit ikke behøver at blive skrabet af den grund: det liv, der har indeholdt et mindstemål af modgang, er at foretrække for den altid glade, smerteløse og lykkelige tilværelse. I tilgift gælder det endda, at man bedre kan forstå andre mennesker, når man selv har fået nogle lussinger. Poulsen bringer dog også adskillige vidnesbyrd om egen forsømmelighed på hjemmefronten, og denne åbenhjertige redelighed er ikke det mindst tiltalende ved forfatteren. På den anden side bliver det personlige aldrig så privat, at det får blændet af for de fællesmenneskelige vilkår. Bibelen sørger for at holde forfatterens næse i sporet.

Bibelens fortællinger er med til at forme og danne os, for vi får her noget at vide om os selv, som vi ikke vidste i forvejen, eller som vi måske nok vidste, men som vi ikke ville vide af. I flere omgange bliver historien om David brugt som eksempel. Har du ikke flere sønner, spørger profeten Samuel, da faderen har linet sine drenge op, for den lille David har faderen glemt. Og dog skal det blive hyrdedrengen, der slår Goliat ihjel og bliver Israels store konge.

Poulsen fortæller, at netop historien om David var vederkvægende læsning for hans datter på et tidspunkt, hvor hun gik igennem en drøj tid i skolen og led af manglende selvværd. Davidshistorien er en opmuntrende historie, der viser, at selvom man føler sig som en undermåler, så kan det snart ændre sig. Siden blev kong David jo forelsket i Batseba, og for at få hende for sig selv, sætter David hendes ægtefælle på en post, hvor han ikke kan undgå at blive slået ihjel deraf ordet uriaspost. Det er dog ikke det svigefulde i ordet uriaspost, der optager Poulsen. Derimod er han mere optaget af Davids og Batsebas frydefulde erotik: Jeg ved, at nogle mennesker opfatter seksualiteten som uanstændig. Men nej. Den handler om hengivelse. Det er den inderste kerne i fortællingen om David og Batseba.

Det er da vist en tekstudlægning, der røber meget om sin ophavsmand. Han er noget af en forfører, præsten i Randers, der betjener sig af en sætningsføring så smidig og ubesværet, at man undervejs kan blive lidt betænkelig, fordi det suggestive glider over i det forførende.

Det uperfekte liv er tillige en kritik af det moderne menneskes grænseløse behov for tryghed, og Poulsen kan den kunst at spidde spidsborgerens lunkne livsforståelse på sin spidse pen og servere nutidens mænd i skarp sovs som velfærdssamfundets forpjuskede, klovneagtige mandetyper. Problemet kommer ikke mindst af, at mange præster indsylter deres menighed i sirup og sentimentalitet, fordi de elsker hygsomheden højere end evangeliet.

Flemming Kloster Poulsens bør blive læst mange. Her kan kvinder blive klogere på mænd og mænd klogere på sig selv.