Prøv avisen

Med forargelsen som drivkraft

Denne bog handler ikke om krigen 1914-1918 i militærhistorisk forstand. Den skildrer en række britiske skæbner, der var involveret i krigen som generaler, menige soldater, iagttagere, embedsmænd, aktivister, forfattere, politikere og mange flere, skriver Jes Fabricius Møller om Adam Hochschilds bog "Aldrig mere krig".

Bogen skildrer en række britiske skæbner, der var involveret i krigen som generaler, menige soldater, iagttagere, embedsmænd, aktivister, forfattere, politikere og mange flere

Denne bog handler ikke om krigen 1914-1918 i militærhistorisk forstand. Den skildrer en række britiske skæbner, der var involveret i krigen som generaler, menige soldater, iagttagere, embedsmænd, aktivister, forfattere, politikere og mange flere.

Bogen bringer læseren vidt omkring i det udstrakte imperium, hvor vi møder kendte og ukendte aktører. Hochschild kan tegne et portræt i få streger. Gennemgående er hans interesse for kvindeskikkelserne som for eksempel en suffragette som Charlotte Despard, der var pacifist og søster til feltmarskal sir John French.

LÆS OGSÅ: Krigen, der ikke kan forsvares

De holdt interessant nok meget af hinanden. Læseren får også et portræt af den fascinerende lady Violet Cecil, svigerdatter til den britiske premierminister lord Salisbury. Hun ledsagede sin mand, der var officer, til Sydafrika, hvor han deltog i boerkrigen, og hun forelskede sig i den britiske generalguvernør, ungkarlen lord Milner. Tyve år senere blev hun enke, og de kunne endelig gifte sig. Parret udgør to af bogens centrale skikkelser, som Hochschild bruger til at fortælle sin historie. Hans metode er at krydsklippe raskt fra situation til situation, fra person til person. Det bliver næsten for fragmenteret. Bogens bliver dog holdt sammen af sin dramatiske kerne, kampen for og imod krig, striden mellem militarister og pacifister i Storbritannien. De få krigsmodstandere som for eksempel filosoffen Bertrand Russell er bogens helte, der skildres som glimt af lys i en formørket tid. Bogen har en undertone af forargelse over britisk imperialisme og racisme i skikkelse af Rudyard Kiplings digtning, militærets arrogance, overklassens privilegier og politikernes ansvarsløshed. Konger og kejsere fremstilles som barokke og latterlige, og religiøsitet betragter Hochschild med overbærende undren.

I skildringerne af slagene på Vestfronten udfolder han hele sin skrivekunst for at udstille lidelsen, opregne tabet af menneskeliv og udstille, hvad han betragter som krigens meningsløshed. Den krigsbegejstring, der fandtes ikke blot i det første krigsår, kender Hochschild udmærket, men den er ham som fænomen helt fremmed.

Her står han i modsætning til Hew Strachan, der i sin nyligt oversatte bog, der blev anmeldt her i avisen for 14 dage siden, ikke fordømmer, men forsøger at forklare og forstå, at finde årsager til og mening med galskaben, hvorimod Hochschild synes at ville lade sig nøje med at fælde dom. Det er farverigt og godt skrevet, men Hochschilds drivkraft er forargelsen, så han taler først og fremmest til dem, der føler som han.