Prøv avisen

Mio vender hjem

Det mest radikale ved Kina Bodenhoffs danske oversættelse er, at sproget er kommet tæt på Astrid Lindgrens sprog. Den store svenske forfatter døde i 2002. – Foto: Jacob Forsell.

Med oversættelsen af Mio, min Mio har Kina Bodenhoff nu genoversat Astrid Lindgrens otte største titler

Den lyder så blødt, denne her , næsten som musik, siger min søn på 10 år. Vi læser Astrid Lindgrens børneroman Mio, min Mio i den netop udsendte nyoversættelse, og det er sandt, sproget er så blødt, at det føles næsten som en sang. En sang, der skifter mellem ren flydende poesi og nervepirrende uhygge.

Mio, min Mio er, som de fleste ved, historien om Bosse, en forældreløs dreng (et klassisk tema hos Astrid Lindgren), som en dag, ved magiens mellemkomst, forlader sin triste skæbne i Stockholm og kommer til Landet i det Fjerne, hvor hans far, kongen, bor. Her får han en ny identitet som Mio, en kongefar, der elsker ham, vennen Jum-Jum, og den hvide hest, Miramis.

Selvom alt er skønt hjemme i rosengården hos kongen, så bor ondskaben i Landet Udenfor i skikkelse af ridder Kato, der har et hjerte af sten, og som stjæler børn og forvandler dem til fugle. Det er Mio, man har ventet på i Landet i det Fjerne, for det er ham, der skal bekæmpe ridder Kato og hans sorte spejdere. For børnelæseren er det hele sandt, et fantastisk eventyr, hvor man skiftevis flyder med og skiftevis sidder med hjertet i halsen. For voksenlæseren er det også en roman om fantasiens magt, om et ensomt barn og hans drømmeverden.

Mio, min Mio er jo allerede oversat til dansk, vil mange måske indvende, hvad skal vi med endnu en oversættelse? Dertil er bare at sige: Prøv selv, og mærk forskellen. Vi tænker sjældent på, hvad oversættelsen betyder for læseoplevelsen, og særligt med hensyn til børnebøger har oversættere gennem tiderne faret umådeligt ublidt frem mod originalværkerne.

Heldigvis har man på Gyldendal virkelig gode børnelitterære medarbejdere, som i de seneste år blandt andet har bedt Kina Bodenhoff om at lave nyoversættelser af Astrid Lindgrens bøger. Det har for eksempel betydet, at Pippi Langstrømpe har generobret sin sproglige finurlighed, og at de mest bedagede ord er udskiftet, samtidig med at far heldigvis stadig må være negerkonge på Kurrekurredut­øerne.

Mio, min Mio fra 1954 var indtil for nylig, hvor Gyldendal købte rettighederne, ejet af Branner & Korch, som var en del af Thaning & Appel.

Else Kappel oversatte romanen i 1955 med en meget håndfast tilgang til oversættelse. Teksten blev forenklet, og utallige steder forsvandt poesien ganske ud af Lindgrens sprog. Åbenbart mente man, at danske børn helst skulle læse om danske børn, så svenske Bo Vilhelm Olsson, kaldet Bosse, fra Uplandsgade 13, blev til Bo Vilhelm Olsen, kaldet Busse, fra Gl. Kongevej 73, og hans ven Benka blev til Kesse. Da Mich Vraa nyoversatte Mio, min Mio i 2005, blev Bo Vilhelm Olsen boende på Gl. Kongevej, mens vennen Benka nu blev til Chris.

Nu er Bosse kommet hjem til Sverige, til Uplandsgade 13 (et nummer, der ikke fandtes i virkeligheden), men det mest radikale ved Kina Bodenhoffs oversættelse er, at sproget er kommet tæt på Astrid Lindgrens sprog. Det er et enkelt sprog, et sprog, som kan være strømmende, når glæden er størst, men som, når faren nærmer sig og det gør den altid et sted hos Lindgren bliver hugget op i kortere hovedsætninger.

Hun bruger ofte gentagelsen, både forstærkende i den enkelte sætning og i form af hele afsnit, der gentages senere i teksten, med små ændringer, næsten som omkvæd: Hvis bare vejen ikke havde været så mørk, sagde Jum-Jum. Hvis bare bjergene ikke havde været så sorte, og hvis bare vi ikke havde været så små og alene. På samme måde anvender hun ofte forstærkende småord som så: Og så tog jeg Miramis tøjler og red gennem rosengården. Jeg red under sølvpoplerne, så der dalede sølvblade ned i mit hår. Jeg red hurtigere og hurtigere og hurtigere, og Miramis sprang over de højeste rosenhække. Han gjorde det så let og så fint, kun en gang strejfede han hækken, og da rev han en regn af rosenblade med sig.

På mange måder spejler Lindgrens skrift barnet sansninger. For eksempel da Bosse, før han er kommet til Landet i det Fjerne og blevet til Mio, møder fru Lundin, som giver ham et rødt æble. Pludselig har æblet forandret sig: I det samme kom jeg til at se på det æble, jeg havde fået af fru Lundin. Og æblet var af guld. Det var af guld, siger jeg. Jeg havde i min hånd et gyldent guldæble.

Sådan skrev Lindgren selv, et gyldent guldæble, og det er jo dobbeltkonfekt, som de tidligere oversættere lugede ud, uden blik for, at det også er dobbelt vidunderligt.