Man skal ikke have været ret længe på Aarhus Universitet eller i dansk missionsarbejde og udviklingsarbejde, før navnet Kaj Baagø dukker op. Han omtales med respekt og lidt ærefrygt, fordi han aldrig gik på kompromis med sine synspunkter og var villig til at tage dramatiske personlige konsekvenser af sine holdninger til teologi, mission og dansk udviklingsbistand.
Han tilhørte en generation af teologer, der på deres egen krop oplevede det kulturelle og politiske opbrud i Danmark efter Anden Verdenskrig. Den internationale verden åbnede sig. Der blev sat store spørgsmål ved gamle tankemønstre og samlivsformer. Opbrud fra den kendte og trygge verden forandrede for altid det danske samfund og kastede danskerne ud i nye eksperimenter, fordi der ikke var grænser for, hvad man kunne og skulle.
Nu har Kaj Baagø fået det eftermæle, som hans store og banebrydende indsats fortjener. Det sker i journalist Jørgen Harboes ualmindelig spændende og velskrevne biografi, der udkommer i dag. Læseren bliver taget med på en rejse tilbage til Kaj Baagøs barndomshjem i Århus, der var præget af stor kærlighed til både den indre og ydre mission. Her nøjedes man ikke med at tænke på alle de uomvendte i den store verden; man tog selv ansvar og støttede aktivt missionsarbejdet. Jørgen Harboe skildrer fint, hvordan in-teressen for ydre mission var med til at åbne den unge Kajs øjne for den store verden uden for landets grænser. Samtidig blev der nedlagt en struktur i hans følsomme sind mellem de frelste og de fortabte. Han måtte gøre noget for at frelse de fortabte, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Så snart Kaj Baagø kunne tale og skrive, dannede han sin egen missionskreds og udgav eget missionsblad. Hurtigt lærte han at organisere og gribe ind i andres liv, fordi han havde fået en idé og ville realisere den.
Under Anden Verdenskrig deltog Kaj Baagø i modstandsbevægelsen, og han måtte gå under jorden for ikke at blive arresteret. Da krigen var forbi, og efter endt studentereksamen, begyndte Kaj Baagø at læse teologi på Aarhus Universitet. Han ville være missionær. Det blev han, men først efter at have skrevet disputats i kirkehistorie om magister Jakob Christian Lindberg, der folkeliggjorde den grundtvigske vækkelse.
Baagø knyttede sig i studietiden til professor P.G. Lindhardt, der i en periode var formand for Aarhus Kristne Studenterbevægelse, mens Kaj Baagø var sekretær. Tiden var præget af eksistensteologi, og Kaj Baagø udfordrede lidenskabeligt overtagne trosforestillinger. "Der eksisterer ingen ret lære", proklamerede han i 1948 og fortsatte: "Dogmatikken har kun historisk betydning. Hvad vi skal tro, opstår i øjeblikket, når vi står ansigt til ansigt med Guds krav." Jørgen Harboe kommenterer fint Kaj Baagøs provokerende debatform med at anføre: Sådan!
Kaj Baagøs studiekammerat Johannes Aagaard er citeret for at sige, at for Baagø var teologi en lidenskab, mere end det var en videnskab. Han nægtede i sin studietid og senere i livet at overveje fortabelsens mulighed, fordi alle døbte havde Guds nåde. Teologi betød efterfølgelse og handling. Til Baagøs teologiske bagage hørte også en positiv opfattelse af den moderne verdens frigørende betydning for kirke og kristendom. Han tog sin opfattelse med til Indien, da han i 1959 blev udsendt som missionær af Det danske Missionsselskab som professor i kirkehistorie ved United Theological College i Bangalore. Med på rejsen var hustruen Kitte Baagø, der også kom fra et indremissionsk hjem, og deres to børn.
Det hører til Jørgen Harboes fortjeneste, at han får skildret dansk missionshistorie i Indien gennem de konflikter, familien Baagø tager med lærerne på det teologiske fakultet og den indiske kirke. Baagø opgiver hurtigt at ville frelse den hinduistiske inder og forsøger i stedet at reformere den indiske kirke, så den vedkender sig sine lokale indiske rødder og tager medansvar for Indiens politiske og sociale udvikling. Det lykkes ikke, og på trods af stor inter-esse for hans religionsteologiske overvejelser om forholdet mellem kristendom og hinduisme må Baagø konstatere, at han ikke har nogen fremtid i missionen.
Han siger sin stilling op, og den kirkekritiske holdning fornægter sig ikke, da han skriver til daværende generalsekretær i Det danske Missionsselskab Ole Bertelsen: "Kristus er ikke inkarneret i kirkens pomp og pragt og selvsikkerhed, men i de udstødte, de foragtede, de fattige." Senere meldte han sig ud af folkekirken, men forlod aldrig sin tro på Kristus.
Jørgen Harboes fine skildring af Kaj Baagøs brud med Det danske Missionsselskab fortjener at blive læst i sin helhed, fordi den er med til at kaste lys over en af de mest skelsættende begivenheder i nyere dansk missionshistorie. Samtidig indeholder konflikten et teologisk indhold, der kaster skygger helt frem til i dag, når det diskuteres, om alle veje fører til Gud, om der er frelse uden for Kristus, og om alle bliver frelst.
Familien Baagø ønsker at blive i Indien, men i første omgang går turen over København, da Kaj Baagø i 1968 bliver ansat som bistandskonsulent i Sekretariatet for Teknisk Samarbejde med Udviklingslandene (Danida). Nu gælder det ikke om at frelse verden, men om at udvikle den, så verdens fattige kan få del i den danske velfærdsmodel. Kaj Baagø slider sig op igennem bistandssystemet, fordi han kender sit område som få, har erfaring fra det konkrete udviklingsarbejde og er dygtig til at finde på praktiske løsninger. Som så ofte før i bistandsbranchen er det børnene og familien, der må betale prisen for, at deres far er i gang med at redde verden. Man fornemmer tydelige konflikter i familien, og historien om arkitekten bag dansk udviklingsbistand ender tragisk. Hustruen Kitte Baagø finder sig aldrig til rette som ambassadørfrue i New Delhi, og man kan læse mellem linjerne, at Kaj Baagø flygter ind i arbejdet som ambassadør i Indien, fordi det er dér, han befinder sig bedst.
Jørgen Harboes afslutning indeholder interessante oplysninger om forbindelse mellem Kaj Baagøs sidste år som ambassadør og Tamil-sagen, der bragte Poul Schlüters regering til fald. Men læs ikke bare afslutningen, men hele bogen selv. Den er spændende som en kriminalroman om tilblivelsen af det moderne Danmark og fortæller om den pris, Kaj Baagø og familien betalte, da verden skulle reddes.
Peter Lodberg er lektor, ph.d. og studieleder ved Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet, og ekspert i dansk u-landspolitik og missionshistorie
Jørgen Harboe: Manden der ville frelse verden – historien om Kaj Baagø. 416 sider. 299 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag. Udkommer i dag
