Når man kender Henrik Dahls analyser af moderne livsstil og hans skarpe og humoristiske pen som samfundsdebattør, er det ikke overraskende, at Danmarks kendteste sociolog også mestrer at skrive en roman om det moderne familieliv i den veluddannede middelklasse.
I NT En forstadstragedie stiller han skarpt på to tendenser, som sikkert vil vække en vis modvillig genkendelse ude i mange små hjem. Dels at yngre kvinder, når der kommer børn, slår sig op som den lille families administrerende direktør og ansvarstyngede topchef.Dels at der, ofte inkarneret af samme kvinder, kan være høje perfektionsidealer for, hvordan man skal leve selvsamme familieliv med hensyn til kost, motion, fritid og så videre.
Den moderne kvinde bringer dermed sig selv i en vanskelig situation, for hun kan ikke overkomme det hele. På den anden side kan hun heller ikke bare uddelegere arbejdet til mand og børn, for de gør ikke tingene, som de skal gøres, det vil sige, som hun selv ville have gjort.Genremæssigt vil man umiddelbart kalde Dahls debutroman for en satire, men den har overtoner af thriller eller som han selv siger i undertitlen tragedie, for de moderne perfektionsidealer sættes ikke til befriende at kollapse i kikset menneskelighed, som det sker i chick lit-bøgerne.
Tværtimod får de en ekstra tand, fordi Dahl kobler dem sammen med en form for religiøs eller sekterisk hjernevask.Katrine som er sygeplejerske, gift med Bjørn og mor til to børn, tager på et kursus på ernæringshøjskolen Sofielund, hvor hun bliver så betaget af den karismatiske leder Liv Ladegaard og dennes sundhedsevangelium NT (Ny Tradition), at hun beslutter sig for at indføre det hjemme hos sig selv.
LÆS OGSÅ: Henrik Dahl: Kvinder bestemmer, og mænd hader det
Der kommer strenge regler for, hvad familien må spise og drikke, hvor lidt tid man må bruge på fjernsyn og computer, hvordan man skal afvikle en børnefødselsdag med grøntssagssnacks, gamle sanglege og så videre.
Det er meget underholdende og mildt gysende, og Dahl har et skarpt blik for moderne kvindelig selvretfærdighed, både hvor meget veninder sammen kan more sig over deres håbløse mænd og den særlige samtaleform, der udvikler sig på NT-chatforummet, hvor abbedissen Liv Ladegaard holder sig ajour med sine unge klostersøstre sendt ud på mission i den materielle verden.
Det er en fin pointe. og det letter den hårde karikatur, at ægtemanden Bjørn egentlig ikke er et skvat, der er under tøflen.Han er særdeles selvberoende, men han elsker sin kone og kan godt se, at der er visse fornuftige elementer i NT; samtidig siger hans erfaring ham, at NT kan være som et skybrud, der hurtigt går over igen: Hans søde kone har førhen sat meget store ting i værk, som hun ikke magtede at føre igennem. Så han går ind på projektet, og vi får lov til følge ham på de første indkøbsture til de relevante butikker.
Der er mange kvaliteter i romanen. Jeg var især glad for bogens første halvdel, hvor Dahl lader sin småpludrende fortællerstemme gå ind i dagligdagens små situationer og på Goffmansk vis afdække de sociale logikker, der gør sig gældende, når Katrine for eksempel går til damefrisøren eller spiser frokost med veninderne. I en fantastisk passage fører selve byen København en dialog med veninderne som yngre og gør dem klart, at de må flytte til forstæderne af hensyn til deres små børns tryghed og fremtidige skolegang. Dahl kan her omsætte sin store viden om både moderne samfundsforhold generelt og Danmarks udvikling i de sidste generationer specielt til et originalt litterært udtryk. Han er også en humorist. Der er kostelige scener, som når Bjørn kører byen rundt og ikke kan komme af med noget forkert økologisk mad, han har købt.
Og episoden, hvor to flash mobs med hver sit spontane masseoptrin støder ind i hinanden på Hovedbanegården, er ubetalelig.
Men jeg synes så også, at romanen i sin anden del bliver for énstrenget og for styret af sit plot. Det er ikke godt, når læseren alt for tydeligt mærker, hvor det bærer hen, og hvordan det hele cirka vil ende.
Måske er det ikke en god idé at mikse satire og tragedie, og i perioder virker det, som om forfatteren selv bliver rådvild eller kommer i forlegenhed for stof. Skænderierne mellem Katrine og Bjørn ligner komplette båndudskrifter med ægtemandens efterfølgende noter som indigneret dokumentation, og et langt essayistisk indskud, hvor Bjørn og hans venner er til Superliga-nedrykningsdrama på Lyngby Stadion, er ganske vist yderst velskrevet, men ligner mere et bidrag til en antologi om fodbold.
Det havde været en noget mere omfattende opgave det ved jeg godt men jeg havde hellere set, at Henrik Dahl havde bredt sin roman ud til en livsfrise over nutidens samfund, hvor Katrine og hendes familie blot havde været én tråd, hvor der også havde været helt andre typer af karakterer og problemer, og hvor fortælleren havde fået lov til rigtig at slå sig løs, både fra sin makrosociologiske Olymp og i sin mikro-sociologiske allestedsværen. Så ville Dahl have kunnet lave noget i retning af Hans Scherfigs Frydenholm eller Tom Wolfes Bonfire of the Vanities.
Men det kan måske blive en anden god gang. NT En forstadstragedie udvikler sig ikke til stor litterær kunst, men den er begavet satire og bidende underholdning.