Prøv avisen

Moralske grænser under krigen

En på mange måder stor og insisterende roman fra norske Kjartan Fløgstad om det høje antal akademikere, der spillede en rolle i nazismen

Det er om at holde tungen lige i munden, når man læser Kjartan Fløgstads Den yderste grænse. Der optræder et væld af personer fra rektor Gebhard Himmler, over nazisten og senere Der Spiegel-journalisten Franz Six til opdigtede personer.

Det er en roman, der utvetydigt ønsker at komme med reflections on violence, et udtryk, der bruges af bogens ene hovedfortæller, nazisten Otto Nebelung efter Krystalnatten i 1938. Hvor nogle af de mange romaner, der de seneste år er kommet om Anden Verdenskrig, udpensler vold og grusomheder i større grad, for eksempel Jonathan Littells De velvillige, så er dette først og fremmest en reflekteret roman.

LÆS OGSÅ:

Litteraten: Rystende, voldsom, genial

Historikeren: Imponerende men uden nyt

Grense Jakobselv er navnet på Norges nordligste grænse mod øst, og det er originaltitlen på norsk.

Stedet spiller en rolle for hovedpersonerne. Det gør grænsen som begreb også i bogen som sådan. Otto Nebelung fortæller med en klang af Tom Kristensen: Her var vi ved en grænse, en absolut grænse. På den anden side af grænsen begyndte noget nyt, noget helt andet. Asiatisk i vælde som angsten. Det var lige om hjørnet. Vi skulle være med til at flytte grænsen.

Grænsen forstår han her som den geografiske og ideologiske, men den kan også forstås som en moralsk grænse.

Romanen undersøger, hvordan to unge intellektuelle fra Martin Heideggers Freiburg langsomt, men sikkert bevæger sig ind i den nazistiske bevægelse, formulerer den, former den, begrunder den, kommer til Norge under krigen, dræber, deltager i den forbrydelse mod menneskeheden, som nazismen gjorde sig skyldig i. Derved bliver de repræsentanter for den store gruppe akademikere, der helt frivilligt gik ind i den nazistiske bevægelse for senere at komme helskindet ud af krigen og gennem løgne og midlertidige navneændringer at kæmpe sig tilbage som spydspidser i det tyske samfund uden at blive stillet til ansvar.

Paul von Damaskus kaldes den anden nazistiske hovedperson, lysende intellektuel, jurist. Efter krigen ender han i en stilling, hvor han kan frikende gamle kolleger, fordi de som glødende nazister handlede i en rus. Den yderste grænse er ikke specielt interesseret i at forstå sine hovedpersoner eksistentielt.

Det er derimod deres filosofiske begrundelser og ryk, der vises. Deres argumentation.

Romanen er monumental at komme igennem, ikke kun i positiv forstand. For eksempel lader Kjartan Fløgstad konsekvent sine to jegfortællere nævne de mange personer, der optræder, med fuldt navn hver gang, ganske konstrueret.

Til tider er romanen tynget af faktuelle opremsninger. Alligevel oplever jeg den som et overbevisende forsøg på i fiktionen at vise Hannah Arendts diktum om ondskabens banalitet.

Det var ikke nogle særlige mennesker, der var medansvarlige.

Romanen er især interesseret i at vise, at det heller ikke var pøblen, der styrede den nazistiske bevægelse, men at akademikere i stort tal deltog. Otto Nebelung er i starten i tvivl, men hvem kan stå alene tilbage, som han undskylder sig med.

Siden følger han i egne ord den ledende Paul von Damaskus som en skygge. Bogens anden hovedfortæller er Paul von Damaskus norske søn, der modspejler den nazistiske forældregeneration. Alligevel ender han med ikke at kunne ses adskilt fra dem, heller ikke rent fysisk, som en gakket, men ganske pointerende slutning fremhæver.

Enhver kan ende med at forsvare totalitære ideologier, og enhver kan overskride moralske grænser, synes budskaberne her at være. De er måske nok selvfølgelige, alligevel er romanen imponerende i sin vedholdenhed og storhed, om end der ikke helt er tale om en storslået læseoplevelse.

Kjartan Fløgstad: Den yderste grænse. Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt. 416 sider. 299 kroner. Tiderne Skifter.