En ung dansk kvinde og en buddhistisk munk fra Myanmar (Burma). Man kan næppe forestille sig et mere umage par. Men det er ikke desto mindre det match, man bliver præsenteret for i journalist Christina Lund Sørensens fortælling om Ashins og det burmesiske forår.
Det er den klassiske lille historie i den store, og det greb slår sjældent fejl. I hvert fald ikke hvis skribenten kan sin store historie og formår at forløse den person, der er udpeget til at repræsentere den lille. Og begge dele magter Christina Lund Sørensen, der i en årrække har dækket Sydøstasien for en række danske medier.
Hendes hovedperson, Ashin, er fascinerende. I modsætning til mange af de munke, der efter den fejlslagne revolution kom i fængsel eller forlod Myanmar for at leve i eksil i et af de omkringliggende lande, blev han i landet. Tidligere blev munkene betragtet som religiøse helte, men hvad er deres rolle nu? Ashin beskriver sig selv som apatisk efter at have kæmpet så meget til ingen verdens nytte. Men han er dog ikke mere apatisk, end at han tager Christina Lund Sørensen med på en rejse gennem Myanmar, hvor han blandt andet indvier hende i sin drøm om at blive genfødt som spiller på Manchester Uniteds stjernespækkede fodboldhold.
Det er svært at sige Burma, som Christina Lund Sørensen en igennem kalder det nuværende Myanmar, uden at sige Aung San Suu Kyi. Hendes årelange kamp for frihed og demokrati ud fra et ikke-voldeligt mantra sendte hende i mangeårig husarrest af militærstyret. Hun spøger naturligt nok i den historiske kulisse og træder også ind på scenen, da det lykkedes Christina Lund Sørensen at få et interview med demokratiforkæmperen, der også for Ashin repræsenteret håbet hvilket som bekendt blev til virkelighed her i foråret, hvor hendes parti, Nationale Liga for Demokrati, vandt en overbevisende sejr.
Bogens form er løst associerende, og rejsen gennem landet fungerer som definerende ramme, hvori der bliver puttet en broget, men altid charmerende og vedkommende ambitiøs blanding af fortællende journalistik, politisk historie og rejsebeskrivelse, der sine steder er præget af lidt for mange gentagelser. Måske skyldes det, at en er skrevet ud fra en række allerede eksisterende artikler, måske at den mangler en enkelt tur gennem redigeringsmaskinen, men under alle omstændigheder er man indsigtsfuldt underholdt i selskab med Ashin og Christina Lund Sørensen.
Hendes fortælling er personlig uden nogensinde at blive privat, og hun bruger kløgtigt sit eget vestlige jeg som kontrast til Ashin et jeg, der er eksplicit og subjektivt og dermed langt fra det objektive og distancerede journalist-jeg og heldigvis også langt fra det narcissistiske.