Prøv avisen

Når der ikke længere er noget at miste

Forfatter Joan Didion. Foto: HO

Den amerikanske forfatter Joan Didion skriver skræmmende smukt om at være mor, om at blive gammel og om det værst tænkelige: at miste et barn

I julen 2003 blev det amerikanske forfatterpar Joan Didion og John Gregory Dunnes datter alvorligt syg. Hun var sidst i 30erne og ved at dø. Men det viste sig, at hun skulle overleve sin far, der på årets sidste dag faldt om og døde over en sen middag efter at have våget hos sin datter hele dagen.

Året, der fulgte, blev til en bog. Den helt fabelagtige Et år med magisk tænkning, hvor Joan Didion skriver sig gennem sin sorg, mindes sit ægteskab og forsøger at bevare sit håb om, at datteren, Quintana Roo Dunne, kan blive rask.

Det bliver hun ikke. Og i 2005 lægger Joan Didion sin datters aske ind til sin mands i marmorvæggen i kirken St. John the Divine i New York, hvor de to år tidligere holdt hendes bryllup. Blue Nights åbner på den dag, der kunne have været Quintanas bryllupsdag. Og den er historien om hende. Og ikke mindst om hendes mor, Joan Didion, der ikke længere har nogen at skrive i boksen nærmeste pårørende på hospitalets indlæggelsesseddel.

Blue Nights er først og fremmest en bog om at blive mor, om at (forsøge) at slå til som forælder og om det fuldstændig overvældende ansvar, der følger med at få et barn.

Once she was born I was never not afraid (da først hun var født, var jeg aldrig mere ikke bange) skriver Joan Didion, der i en spørgende og tøvende stil prøver at indkredse, om hun har fejlet, om hun kunne havde gjort det anderledes, om hun måske endda kunne have reddet Quintana.

Spørgsmålene rummer en ensom desperation, ikke mindst fordi de to mennesker, der har været fundamentet under hendes eksistens, og som kunne have hjulpet hende med at finde svar, ikke længere er.

Men Blue Nights er også en bog om at blive gammel. Om at blive usynlig på gaden, om at erkende, at man er alene og at man aldrig mere kommer ned i sine ruskindsrøde yndlingssandaler med den 10 centimeter høje hæl.

Der løber en stor tvivl, en lille bitterhed og en mikroskopisk narcissisme under teksten, som ikke var der i Et år med magisk tænkning, der var forunderlig lys, let og ja magisk, og hvor minderne om en ganske særlig kærlighed til både mand og barn skrev sig op over sorgen.

I Blue Nights hedder det derimod: Memories are what you no longer want to remember (minder er det, du ikke længere ønsker at huske). Magien er væk, gråtonerne har fortrængt de lyse, og det stærke er erstattet af det skrøbelige. Men det gør det ikke ringere, tværtimod, og Blue Nights står tilbage som en af årets helt store læseoplevelser. Joan Didion skriver nemlig også i den dybeste mol skræmmende smukt og ætsende ærligt, og hun undgår alle sentimentale og appellerende fælder. Med sin rene og knappe stil skriver hun sig hårdt ind under huden på sin læser og ridser et både smukt og forstemmende portræt af en kvinde, der ikke længere har noget at miste eller noget at frygte.

kultur@k.dk

Bogen udkommer på Gyldendal på dansk i løbet af foråret 2012 i Bente Kastbergs oversættelse.

Joan Didion: Blue Nights. 188 sider. FourthEstate.

Joan Didion er en af USAs største nulevende forfattere og essayister. Hun har i en menneskealder fulgt landets kulturelle og politiske strømninger på tæt hold og analyseret dem i moderne klassikere som Slouching Towards Bethlehem og Political Fictions. Hendes helt nye værk, Blue Nights, står tilbage som en af årets største læseoplevelser skriver Lotte Kirkeby Hansen. Foto: