Prøv avisen

Når tro bliver vanvid og kærligheden en ond drøm

Sofie Kragh-Müller (født 1974) har med sin overbevisende debutroman, ”Profetens datter”, vendt blikket mod 1970’erne. – Pressefoto.

Skæv, skær, rørende og anderledes debut af forfatteren Sofie Kragh-Müller

Under Fogh Rasmussen-regeringen i 2000erne var der et vældigt opgør med 68erne. Der skulle ryddes op i de pædagogiske rundkredse! Nu er turen kommet til 1970erne, på godt, på ondt.

DR 2 har, når disse linjer skrives, netop haft en hel temaaften om tiåret. Den Gamle By i Aarhus har puttet mit gamle barndomshjem på museum, og i litteraturen har forfattere som Naja Marie Aidt, Katrine Marie Guldager, Lars Frost, Meghan D. Jakobsen og ikke mindst Anne Lise Marstrand-Jørgensen med første del af sin store samtidskrønike taget livtag med den på adskillige måder markante periode, der var en del af deres egen opvækst.

LÆS OGSÅ: Kaj Munk og underet

Kritisk, indimellem lidt flæbende (hvilket overgreb, når ens ske var til kollektiv afbenyttelse), men overvejende på en nuanceret, farverig og selvreflekteret måde.

Også Sofie Kragh-Müller (født 1974) har med sin debutroman Profetens datter vendt blikket mod 1970erne. Hvor meget, der er egne ar og erindringer, er svært at gætte på. Men hovedpersonen er i hvert fald frugten af et så mystisk kærlighedsforhold, at det minder om virkeligheden.

Vi møder hende profetens datter, som hun altid kalder sig som en voksen kvinde. Hun bor sammen med sin kæreste, Olí, fordi han er så glad for hende. Jeg er den elskede, siger hun. Selv ved hun, at det at elske er det samme som at dø. Og hun bliver kun hos Olí, fordi hans hud er så blød, at den får hende til at glemme.

Så kommer beskeden om hendes fars snarlige død. Og hun må tilbage til Hvidinge og tilbage til den tid, der gjorde allermest ondt.

Engang var profeten (faderen) bare en mand, der drømte store drømme om et enkelt liv på landet med sin smukke Sula. Et liv langt fra materialisme og overforbrug, et liv med økologiske grøntsager, gamle cykler og brændeovn, med regn, der drypper ned gennem loftet, en lille pige, der leger med en pind, med et fredstegn på døren, der langsomt krakelerer, og et kæmpestort vægmaleri af oprøreren Jesus på gavlen.

Jeg prøver at forestille mig, hvor fantastisk det var, mens alting var godt, skriver den hjemkomne datter.

Men det fantastiske varede kort og var vist aldrig på Sulas side. For mænd, der drømmer, er ikke altid opmærksomme på hende, der sidder lige ved siden af. Det er til gengæld manden i nabohuset. Og verdens ældste historie gentager sig: Den anden mand gør Sula gravid, svigter hende, da det gælder, hvorefter syndfloden ikke bare står ned gennem huller i taget, men op til halsen. Til sidst drukner Sula i en sø i grusgraven.

Med Sulas forbudte kys fødes profeten. I selvsamme øjeblik utroskaben går op for ham, ser han Jesus komme gående ad stien inde i skoven. Og med ham et par engle og et kor af stemmer, der fra nu af tager bolig hos ham.

Det er den sorg og det kaos, den lille pige fra da af står at leve med. Helt alene. Indtil hun alt for længe efter bliver reddet af profetens ældre søster. Ude af stand til at skelne mellem kærlighed og død.

Og nu skal han selv dø. Hendes mærkelige far. Eller rettere: Han skal hentes af den elskede Sula og med ud på det store hav.

Sofie Kragh-Müller komponerer denne dans mellem drøm og virkelighed, fortid og nutid, vanvid og kærlighed med stor elegance. Og frimodigt tør hun gå ud til livets og sindets yderkanter. Især er Sula blevet til en dybt bevægende skikkelse. Man forstår den erotiske længsel, der også bare er en længsel efter tørre fødder i sandalerne, man forstår det knitrende møde med den anden mand og det lige så altbedøvende mørke, da han forsvinder igen.

Desværre kan romanen ikke helt håndtere forholdet mellem indlevelse og ironi. Og her er min eneste anke. For hvor en forfatter som for eksempel Meghan D. Jakobsen med sin Trods fra 2008 der på mange måder er denne romans tematiske søster griber så ubetinget dybt i både læserens og det lille barns hjerte, da er tonen i Profetens datter en del mere kalkuleret. Derfor går vanviddet i profetens stakkels hjernekasse lige lovlig tit på langfart og komedie.

Bare det at englene hedder Poul og Arne

Men det er indvendinger i afdelingen for finere justeringer. Alt i alt har Sofie Kragh-Müller skabt en virkningsfuld, skær og anderledes skildring af det årti, der var så fyldt med drømme og fortabelse. Og om den stafet, der går videre. Sikken en start!