Prøv avisen

Nærværets mester

Man skal ikke læse Alice Munro, hvis man hælder til teksteksperimenter og stilistiske nyskabelser. Hendes prosa er old school og fuldstændig overlegen, og hendes fortællinger er lange, snarere små romaner end noveller i klassisk forstand. – Foto: Gyldendal.

En af de bedste Prisbelønnede Alice Munro leverer en række uovertrufne hverdagsskildringer i sin seneste novellesamling på dansk

Når man lukker Fjendskab, venskab, ægteskab af canadiske Alice Munro, sker det i den sjældne og helt særlige tilstand, som litteraturen kan hensætte sin læser i.

Det sker måske en gang om året, måske kun en enkelt gang i livet, at man oplever det, som den norske forfatter Per Petterson betegner som genkendelsens chok:

LÆS OGSÅ: Stor litteraturpris til vor tids Tjekhov

Den litterære oplevelse, hvor man føler sig inkluderet, genkendt og forstået. Og sådan er det at læse Alice Munro.

Det er hverdagen og det helt almindelige liv, der interesserer Munro. Det er familien Canada, der på godt og ondt og gennem alle tider er genstand for hendes på én gang kærlige og krasse pen. Det er kvindens vinkel, Alice Munro indtager. Hun indtager dog ikke nødvendigvis hendes parti, for hun bruger ikke sine værker som kampfeministiske flammeskrifter. Men det er hos kvinderne, hendes sympati ligger, og det er deres fortællinger, der er i centrum.

Det er det nære liv med mænd og børn eller mangel på samme og det er fantasien om de mange mulige liv, som man kunne have levet, hvis skæbnen havde spillet en et helt andet puds, hvis man ikke var blevet det, som Munro betegner som den rasende husmor, eller hvis man havde undladt at påtage sig de let komiske og svækkede mor og far-identiteter.

Tab og ensomhed som eksistentielt vilkår står centralt hos Munro. Både for de mennesker, der lever trygt og konformt i den klassiske kernefamilie, ulykkeligt såvel som lykkeligt, og for dem, der står udenfor og kigger ind. Som for eksempel den uskønne husbestyrerinde, der tror sig elsket, men i virkeligheden er blevet ført bag lyset af to gesjæftige tøser, men som dog alligevel mod alle odds ender med at tage stikket hjem.

Eller Lorna, der ikke i sin vildeste fantasi havde troet, at hendes ægteskab skulle være livets sidste store ændring; Meriel, der tager sig et frikvarter fra sin familie og indkasserer en oplevelse, hun livet igennem kan varme sig ved; Nina og hendes syge mand, der ikke som aftalt lader hende være en del af Den Store Nedlukning og begår selvmord, mens hun spiller tennis, og brøndgraverens søn Mike, der dukker op med 30 års forsinkelse, hvor alt er for sent, fordi han i modsætning til sin barndomsveninde allerede har været nede at ramme klippegrundens bund.

Man skal ikke læse Alice Munro, hvis man hælder til teksteksperimenter og stilistiske nyskabelser. Hendes prosa er old school og fuldstændig overlegen, og hendes fortællinger er lange, snarere små romaner end noveller i klassisk forstand.

Hun er en stensikker stilist, men hun er først og fremmest en menneskekender og en menneskeelsker af de sjældne. Hun peger ikke fingre eller stiller ud, men formår at fremstille loyalt og alligevel med kant i sine sympatiske hudfletninger og kan med ganske få streger skitsere et helt menneske, som for eksempel i indledningen til novellen Bjælkehuset, hvor stilisten og menneskekenderen på forbilledlig vis slår følge med hinanden:

Lionel fortalte, hvordan hans mor døde.

Hun havde bedt om sin makeup. Lionel holdt spejlet.

Det vil tage en times tid, sagde hun.

Pudderunderlag, pudder, øjenbrynsblyant, mascara, læbeblyant, læbestift, rouge. Det gik langsomt og rystende, men det så ikke dårligt ud.

Det tog ikke en time, sagde Lionel.

Nej, det var ikke det, hun havde ment, sagde hun.

Hun havde talt om at dø.

Han havde spurgt, om hun gerne ville have, at han ringede til sin far. Hans far, hendes ægtemand, hendes præst.

Hvorfor dog det, havde hun sagt.

Hun ramte kun fem minutter ved siden af i sin forudsigelse.

Det er forfatteren Ida Jessen og hendes mor, Gudrun Jessen, der har oversat Alice Munros noveller. Jessen og Munro er forbundet i et litterært slægtskab, der dyrker de nære relationer, og det profiterer den danske oversættelse af: Den er eminent vellykket med lige netop det arkaiske drys, der skal til, når forfatteren er født i 1931, og tidslinjen i novellerne løber helt tilbage til Første Verdenskrig.

Fjendskab, venskab, ægteskab udkom i Canada i 2001, da Alice Munro var 70 år, og det er måske i sin nænsomme og smertelige, men aldrig sentimentale skildring af alderdom og forfald, at hun leverer det mest overbevisende genkendelsens chok i denne novellesamling. Magter man mon at sidde til bords med tab, savn og ensomhed? Kan kærlighed overvinde fysisk og mentalt forfald? Og bliver man nogensinde parat til at sige verden ret farvel på sin elskedes og sine egne vegne?

Alice Munro: Fjendskab, venskab, ægteskab. Oversat af Ida Jessen og Gudrun Jessen. 373 sider. 349 kroner. Gyldendal.