Jyllands-Posten og i særdeleshed kulturredaktør Flemming Rose har sammen med tegner Kurt Westergaard været terrormål for ekstremister og er en af landets måske bedst bevogtede personer. Det er ikke noget, han taler eller skriver om, men det er en høj pris at betale for en mand, hvis liv i den grad kredser om frihed, som det fremgår af den mursten af en bog, som fra i dag kan købes i boghandlerne: "Tavshedens tyranni".
På 502 sider fører Rose, der kom til at personificere Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammed-tegningerne, læserne ind i sin egen baggrund for at gøre, som han gjorde. Hans syn på frihed og ytringsfrihed er i høj grad formet af de 11 år, han tilbragte som korrespondent i Rusland.
Han betragter kommunismen som en menneskefjendsk ideologi, og han fik i disse år og i sit ægteskab med en russisk kvinde dyb indsigt i det sovjetiske og siden russiske samfund.
Her udviklede han sin store modvilje over for alle former for censur udløst af krænkelser. Det er, skriver han, alle totalitære samfunds trick at betegne kritik eller uønsket debat som en fornærmelse eller krænkelse, for derved kan man lukke munden på dem, man ikke vil høre på.
Det var på den baggrund, at menneskerettighedsaktivister og dissidenter som Andrei Sakharov, Aleksandr Solsjenitsyn og Vladimir Bukovskij blev forfulgt, deporteret og holdt indespærret i lejre. Og det var på baggrund af den selvcensur, som frygtsamfundet i Sovjetunionen udviklede, at Rose skrev den tekst, der fulgte med offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne.
Vesten stod fast på sine fundamentale rettigheder igennem den kolde krig og skal gøre noget tilsvarende over for islamismen, der truer med at indsnævre ytringsfriheden, mener Rose.
Selvom han ikke selv trækker parallellen, har man som læser ikke svært ved at se, at hans forbillede i kampen er de dissidenter, der i Sovjettiden uden hensyn til sig selv kæmpede for menneskerettighederne.
"Tavshedens tyranni" rummer hans samlede udlægning af sagsforløbet om tegningerne og dertil en både historisk og idéhistorisk redegørelse for ytringsfrihedens og tolerancens opståen og sundhedstilstand i verden i dag. Og Rose er bekymret. Han frygter, at vi i Vesten kommer til at udvikle samfund, der begrænser ytringsfriheden, når Europa i de kommende år i stigende grad udvikler sig i multikulturel og -religiøs retning. Vi har brug for tykkere hud, ikke flere forbud mod krænkelser, mener han.
Rose er ikke en mand, der giver sig let. Man skal frem til side 438, før han kommer med en indrømmelse: "De, der under Muhammed-krisen anklagede mig og Jyllands-Posten for ikke at have tænkt på konsekvensen af vore handlinger eller bebrejdede os, at vi ikke tog hensyn til de millioner af muslimer, der følte sig krænkede, har måske en pointe."
Men Rose dvæler ikke ved indrømmelsen. Tværtimod oplister han en række navne på mennesker i den muslimske verden, som alle er blevet retsforfulgt og fængslet for, at de er kommet til at fornærme islam.
Og så stiller han igen det spørgsmål, som er bogens gennemgående tema: Er det vigtigere at beskytte religiøse følelser end retten til at krænke religiøse følelser? For Flemming Rose er den enkeltes ytringsfrihed så vigtig og så fundamental for ikke bare demokratiet, men menneskets ret til at være menneske, at han ønsker de såkaldte krænkelseslove - blandt andet forbud mod racisme og blasfemi – ophævet. Målet er samme frihedsgrad i den offentlige debat, som findes i USA.
Med et eksempel fra en retssag i Afghanistan, hvor en ung mand dømmes til døden for at krænke islam, refererer Rose fra debatten et afghansk argument for henrettelsen. Nemlig, at alle lande har grænser for ytringsfriheden, og at de grænser er opsat for at beskytte landets civilisation. I Europa har en række lande forbud mod holocaust-benægtelse, i Afghanistan er det forbuddet mod at fornærme islam, der udløser straf.
Bogens mest kontroversielle del angår Roses påstand om, at holocaust måske kunne have været undgået, hvis der ikke havde været forbud i Weimarrepublik-ken mod at krænke for eksempel jøder. Påstanden tager form af noget, som mere forekommer at være kontrafaktisk historieskrivning end et solidt argument. Den udbredte antagelse om, at det var hate speech, eller hadefuld tale, mod jøderne, der førte til holocaust, tager han afstand fra. Rose mener, at det var forbuddet mod hate speech, der førte til holocaust, fordi de mange hadefulde udsagn og antisemitiske artikler i aviser for alvor fik udbredelse ved mediernes dækning af de utallige retsager, der dengang blev ført mod blandt andet nazisten Julius Streicher og hans blad "Der Stürmer". I perioden 1923-1933 blev bladet trukket i retten 36 gange. For Weimarrepublikkens demokrater havde det været mere effektivt at bekæmpe nazisternes propaganda i den offentlige debat end at søge dem forbudt, påstår han. Det er at trække argumentationen for langt.
"Tavshedens tyranni" er en fremragende bog skrevet af en mand, hvis anliggende er at sikre så udbredt ytringsfrihed som muligt. Det anliggende er sympatisk.
Han ser islamismen som en fare, og hans grundige gennemgang af Organisationen for den Islamiske Konferences arbejde i FN for at få anerkendt "religionskrænkelse" som et overgreb på universelle menneskerettigheder er det bedste og mest sammenhængende, der er skrevet på dansk om denne vigtige udvikling i FN-regi.
I det hele taget er bogen både nødvendig og lærerig læsning. Rose er en velskrivende, vidende og dygtig journalist, som forstår at åbne det store, komplekse emne for læseren. Men trods de godt 500 sider sidder man efter endt læsning fortsat tilbage med spørgsmålet: Var det nu nødvendigt at offentliggøre de Muhammed-tegninger? Er det nødvendigt at søge krænkelsens vej, også i den danske debat? Det svarer bogen ikke overbevisende på. Store dele af dens anliggende gælder forhold, der ligger uden for Danmarks grænser, hvor man med de mange eksempler bliver overbevist om, at både ytringsfriheden og islamkritikken har trange kår – hvis man ikke vidste det i forvejen.
Men offentliggørelsen af tegningerne fandt sted i Danmark, hvor ytringsfriheden i praksis er mere udbredt end i de fleste andre lande i verden.
Religionskritikken antager mange former, og det er ikke indlysende, at den mest konstruktive skulle være den bevidste krænkelse af troende mennesker.
Flemming Rose: Tavs-hedens tyranni. 502 sider. 350 kroner. Jyllands-Postens Forlag. Udkommer i dag.
Læs interview med Flemming Rose i avisen på lørdag.