Prøv avisen

Noter til glemmebogen

Den nye, korte bog ligner ikke Ida Jessens øvrige romaner. –Ida Jessen: Ramt af ingenting. En glemme. 68 sider. 149,95 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag. Foto: Jens Astrup.

Ida Jessen rapporterer fra skilsmissens bombekrater i Ramt af ingenting

Forfattere kan få et anstrengt forhold til deres personlige erindring. De bruger løs af deres liv, omstøber deres oplevelser til historier, og dermed overskriver de den naturlige erindring, så de ikke længere har adgang til den på samme umiddelbare måde som før.

LÆS OGSÅ: Mennesket befriet fra sin psyke

Det er bevidnet af flere og nu også af Ida Jessen som i sin nye udgivelse, den lille glemme, Ramt af ingenting, hudløst beskriver hvordan hendes søstres erindringer er generøse og anekdotiske, fulde af latter eller glæde, mens hendes egne er opsuget og blevet borte og nu kun findes i lange knudrede historier.

En selvpåført forbandelse. Forfatteren gør sig forvildet og hjemløs i sit eget liv.

Men man kan også miste sig selv på andre måder. Gennem store livskriser, hvor møjsommeligt etablerede sammenhænge styrter i grus. Ramt af ingenting har som sin anledning, at Ida Jessen er blevet skilt, for anden gang i sit liv, og nu prøver at samle stumperne, at skrive sig igennem chok og smerte.

I sådanne tilfælde fungerer overskrivningen, bearbejdningen, ideelt set på en mere positiv måde. Den skrivende øver sorgterapi på sig selv, slår fra sig og kommer videre, kommer fri.

Bogen består af en samling notater, nogle kun på 10 linjer, andre på halvanden side. Forfatteren rapporterer om sin sindstilstand, naturiagttagelser, sin kat Mitte, om at finde sig til rette i et nyt hus, naboer, trøsten ved anrettet mad og et tændt lys, erindringen om et dådyr i sne en aften på Østerbro.

Der er også erindringsglimt fra det afsluttede forhold, lykkelige stunder og kriserne, uforståelige brokker af heftige opgør, savnet af huset i Sverige, der er sat til salg. Men alt er holdt meget fragmentarisk og ikke-episk. Vi får aldrig noget samlet indtryk af forholdet og dets to parter, og hvorfor det endte som det gjorde. Det er en rapport fra et uoverskueligt bombenedslag i det personlige liv.

Det er svært at vurdere en af denne type. Den rummer passager, der bevæger læseren eller rusker i ham. Billeder, der lyser. Små livstegn fra et sted, man nødigt vil hen. Men jeg er ikke sikker på, at en var blevet udgivet, hvis det havde været en mindre kendt forfatter, der havde ført pennen. For så meget er der ikke i den. Der er ikke nok, der gør indtryk, af sproglig prægnans, psykologiske iagttagelser, kyniske eller patetiske refleksioner. Måske er Ida Jessen bare kunstnerisk meget stærkere som romanforfatter end som udøver af denne type kortprosa. Og det er ikke nogen skam, for talentet for at opbygge fiktive universer, der overbeviser kunstnerisk, er mere sjældent end talentet for at skrive godt. Selvom det næppe er nogen trøst, når man er sendt til tælling i sit liv.