Mitri Raheb er præst i Betlehem, og han har skrevet bogen Troen og imperiet for at lægge grunden for et genuint, palæstinensisk, kristent narrativ, som er politisk relevant og teologisk kreativt, som det hedder i introduktionen.
Raheb mener, at Vesten taler i slagord og tænker i stereotyper, når det gælder kristendom. Raheb reagerer selv heftigt, når han får pålignet en nagelfast kristen identitet.
Den baserer sig nemlig på myten om en jødisk-kristen tradition: Denne myte om en jødisk-kristen tradition er utvetydigt en del af den imperiale teologi, der betragter sig selv som overlegen.
Raheb fremfører derfor det argument, at hvis vi virkelig vil forstå Bibelen, så er vi nødt til at lytte til den med landets egne folks ører.
Her tænker Raheb på palæstinenserne, og han konkluderer, at kristendommens særlige talent for at overskride de grænser, som kulturen og politiske modsætninger udstikker, netop er særligt tydelig i det land, Gud sendte sin søn til.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Styrtet ud af virkeligheden
Gud kom til Palæstina for at forandre dynamikken i den geopolitiske virkelighed og han gjorde det. Uden Gud ville Palæstina bare have været en kampplads og det mest håbsforladtested i verden, skriver Raheb oplivet, skønt den kritiske iagttager nok vil hæfte sig ved, at fremtiden fortsat tegner sig lidet lystelig i Mellemøsten.
Men sandt er det, at Mitri Raheb anlægger et nyt perspektiv på Bibelen. Som undertitlen angiver, så bliver Bibelen faktisk set med palæstinensiske øjne. Og det er jo interessant nok.
Desværre samler Raheb på fortrædeligheder og lader ikke nogen lejlighed gå fra sig til at spille forurettet over Israel og dets allierede. Hvor kompliceret situationen Mellemøsten end ser ud, og hvor velanbragt kritikken af Israel end måtte være, så havde det været klædeligt, hvis Raheb havde placeret blot en perifer grad af medskyld hos palæstinenserne.
Men det gør han ikke.
I stedet henflyr Raheb til et orgie af sniksnak og beklagelser og hændervridende bedrøvelse over, at liberale teologer i Vesten støtter Israel og ikke palæstinenserne.
Når man betænker, hvordan Folkekirkens Nødhjælp har kritiseret Israel, og hvordan adskillige danske præster nærmest har fundet et slags livsindhold i støtten til den palæstinensiske sag, så virker Rahebs påstande ejendommelige.
Dertil kommer, at to danske biskopper samt to doktorer udi teologien uden reservationer anpriser Troen og imperiet på omslaget og i forordet.
Men allermest mærkeligt: Med omhu udelader Raheb af sin fremstilling, at flertallet af de kristne arabere, der bor i Israel, slet ikke ønsker at bliver indlemmet i en palæstinensisk stat læs for eksempel Allan Sørensens artikel herom i Kristeligt Dagblad den 11. januar.
De foretrækker at bo blandt jøder i Israel.