Prøv avisen

Nysgerrighed efter sammenhænge

Amalie Smiths nye, højst dragende bog er en undersøgelse af modsætningsparret samling og opløsning.

Amalie Smiths nye, højst dragende bog er en undersøgelse af modsætningsparret samling og opløsning

Det er en meget fascinerende , Amalie Smith (født 1985) har skrevet. Den er gennemkomponeret som en samling, de enkelte tekststykker sitrer af betydning, og der er modne overvejelser over kærlighed og sygdom i skøn forening med et ungt, uregerligt sind. Måske er ens forløb en anelse mere konstrueret end motiveret, og en kunne have undværet de lidt skoleagtige henvisninger til fremtrædende teoretikere, men det er alt sammen småting. Hovedindtrykket er, og det må gerne stå klart, at Amalie Smiths tredje , I civil, virker højst dragende.

LÆS OGSÅ: Leger med ord på sit ungpigeværelse

Bladrer man hurtigt igennem en, erfarer man, at den som en gammel sort-hvid film består af sorte sider med hvid skrift og hvide sider med sort skrift. Det sidste er som bekendt almindeligt. Dertil kommer nogle sorte skilleblade med hvide, koncentriske cirkler, der i løbet af en øges i antal fra en til fem, og nogle særdeles æstetiske fotografier lavet af forfatteren.

Fire fotos afbilder en tandsamling og kædes sammen med fortællerjegets interesse for mineraler. Mineraler defineres blandt andet af en krystallinsk struktur, og en sådan indgår i menneskers tænder. Urgamle mineraler, mikroskopiske celler og det grænseløse univers er tillokkende på fortællerjeget og igangsættende for hendes tankevirksomhed. Derimod synes hverdagslige, samtidspolitiske spørgsmål ikke at kalde på nogen videre interesse.

Indledningsvis introduceres ens tema: samling og opløsning. De er modsatrettede kræfter i naturen og forudsætter gensidigt hinanden. Bogens undertitel er samling, hvorved forstås en samling af genreforskellige tekster, altså hverken en digt- eller en prosasamling. Samling og opløsning er ikke blot formende kræfter i naturen,men bliver også metaforer for kærligheden mellem ens to personer og det sygdomsforløb, en af dem gennemløber.

To sætninger fra ens første sider samler hele tematikken:

1. Hans krop gik i opløsning og samlede sig igen. Han er blevet scannet, og sygdommen kan ikke længere spores i ham. 2. Sygdommen satte spor i os. Vores fælles krop gik i stykker. Jeg gik i stykker med den.

I ens første halvdel er kæresteparret sammen som én krop i sengen og på gaden. De tænker de samme tanker, og taler det samme sprog. Foreningen er lykkelig, indtil han bliver syg, af kræft. Hans krop forandrer sig hastigt, han modtager behandling, og hun kan ikke længere være hos ham eller som ham. Hun forsøger at forstå ham ved at stille dybtgående spørgsmål til hans tilstand, men det er, som om hun aldrig finder tilfredsstillende svar. Efter at han er konstateret rask igen, kan de ikke finde sammen i den oprindelige enhed, og hun serverer dommen over forholdet: Jeg siger: Jeg tror ikke, det er mig, du vil have.

Hvad der emotionelt skulle motivere deres adskillelse, bliver som sagt ikke rigtig tydeligt. Som intellektuel konstruktion er det imidlertid klart nok, at samling nødvendigvis afløses af opløsning i en cyklisk proces. Men hvis ens overordnede forløb knirker en smule, så banker og rumsterer teksterne velgørende i detaljen.