Efter erobringen af Jerusalem i 1099 udråbte ridderen Gotfred af Bouillon sig selv til Den hellige gravs beskytter, og snart opstod en hel ridderorden, der skulle sikre, at den hellige grav forblev velforvaret. Omtrent den samme funktion har Søren Kierkegaard Forskningscentret påtaget sig over for et af de få virkelige klenodier i det danske sprog: Søren Kierkegaards forfatterskab.
LÆS OGSÅ: Eksistensen kan ikke udtrykkes i en oneliner
Med udgivelsen af de to sidste bind i den gigantiske 55 bind lange SKS Søren Kierkegaards Skrifter er den hellige grav nu virkelig velforvaret. Det kan godt være, at det har kostet mange penge, og det kan godt være, at der hviler et lidt komisk skær over et sådant halvhemmeligt selskab, der vier sit liv til at give nøjagtige beskrivelser af kaffepletternes placering på Søren Kierkegaards originalmanuskripter. Ikke desto mindre er det et arbejde, som nogen må udføre. Når der er havnet et Genie i ens Kjøbstad, så har man også en forpligtelse til at dyrke det.
Man skal ikke læse meget Kierkegaard, før man bliver opmærksom på, hvilket fantastisk privilegium det er at dele modersmål med ham. Men det er også et privilegium, der medfører en forpligtelse over for både omverdenen og eftertiden. At udgivelsen af Søren Kierkegaards Skrifter ikke kun har været et anliggende for et lukket selskab af dedikerede nørder, men også har kostet en hulens masse af skatteydernes penge, gør kun fornøjelsen større på fuldendelsens dag. Vi har alle ret til at føle, at vi har en vis andel i dette monument.
Som rosinen i pølseenden har redaktionen placeret breve til og fra Søren Kierkegaard. Man kan, ifølge straffeloven, få op til et halvt års fængsel for at kigge i andres breve, men når det drejer sig om personer, der er så afdøde som Søren Kierkegaard, synes der at være generel amnesti. I det lange løb, lader det til, tilhører alting offentligheden. Alligevel kan man godt opleve en vis pirrende fornemmelse af at gøre noget forbudt, når man kigger i Kierkegaards private post.
Uundgåeligt søger øjnene meget hurtigt mod kærestebrevene til Regine Olsen. Det mest intime, tænker man vel, må også være det mest interessante. Her er det dog let at blive skuffet. Vel kan man more sig over Kierkegaards elegante (men ret beset også lidt billige) scoretrick, men det hele forbliver formfuldendt og yderligt, præcis som den litterære forførelse, Kierkegaard lader sin Johannes gennemføre i Enten-Eller. Refleksionen står i vejen for umiddelbarheden. Ikke bare kærlighedshistorien med Cordelia, men også den med Regine, bliver man opmærksom på, var nok fra begyndelsen mere digtning end virkelighed.
Alligevel kan disse breve, der også medtager skitser og kladder, fremvise noget, der ligner ægte følelser. Med forlovelsens ophævelse i 1841 ophører brevene også. Otte år senere skriver Søren dog endnu en gang til Regine, der nu for længst er blevet til fru Schlegel. I virkeligheden vil Kierkegaard gerne genoptage en form for forbindelse, men det er tydeligt nok ikke særlig let og heller ikke helt passende, at en tidligere forlovet skriver til en kvinde, der nu er blevet en anden mands kone. Der kommer kun et ganske lille brev ud af bestræbelsen, men en lang række meget længere kladder vidner om, hvad Kierkegaard egentlig har villet sige og ikke har kunnet sige. Den sikkerhed, der kendetegnede den unge flanør, synes her helt at være forduftet, og bag formens parader skimter man et ærligt og temmelig rystet menneske.
Samme umiddelbarhed finder man i en del breve. Smukt er brevet til kusinen Julie Thomsen, som Kierkegaard skriver til straks efter en afsluttet fælles spadseretur. Søren er blevet opmærksom på, at det var hans skyld, at Julies lille barn var begyndt at græde. Han var kommet til at gå alt for stærkt, og barnet kunne jo ikke følge med. Barnligt forstået, som Kierkegaard meget karakteristisk udtrykker det, var barnet helt berettiget til at græde. Kierkegaard er blevet opmærksom på, at han har gjort et barn fortræd, og han har svært ved at tilgive sig selv det. Det er ikke mindst i sådanne små episoder, som Kierkegaard i sit forfatterskab da også har et mesterligt blik for, at man i brevene kan få øje på det særligt Kierke-gaardske.
For sin tid er Kierkegaards korrespondancer ikke særligt omfattende. Kierkegaard har tydeligt nok ikke i særlig grad dyrket brevskrivningen som en kunst. Alligevel er der bestemt væsentlige stunder i brevene. Og så er der alt det andet, der egentlig er meget hverdagsagtigt, men alligevel ikke ligegyldigt. Den lidt hysterisk-fanagtige betragtning, der ligger til grund for hele udgivelsen af et værk som dette, har unægtelig ret:
I sidste ende er alt, hvad der har med Kierkegaard at gøre, interessant.