Prøv avisen

Om himlen, Homer og Hvidstengruppen

Den, der virkelig tør være sig selv, har også noget at sige andre. Og Thomas Østergaard Aallmann er ganske uden forstillelse, taktiske numre eller fingerede synspunkter

Med sin bog lægger sognepræsten fra Thurø sig uigenkaldeligt ud med den forvirrede generation af efterkristne autoriteter, der har leet kulturradikalt ad kristne dyder om mandagen og nu er forarget over deres børns modløshed om tirsdagen.

For Aallmann er nutiden den omvendte verden. Her er der vendt op og ned på alt. Her er ondt godt, og godt er ondt. Og det er noget skidt. For dermed bliver det kulturradikalismens uforligneligt lave standard, der kommer til at gælde for alt, som har navn af pligt og ansvar. Og derfor synker vi ned på et niveau, hvor alting drejer sig om os selv:

LÆS OGSÅ: Gud taler finsk

Værdirelativismens børn har stækkede vinger, fordi medier og uddannelsesinstitutioner har suget kraften ud af vores sprog og fortalt dem med mekaniske begreber, at alt foregår oppe i deres hoveder.

Forlaget Fokal har udgivet bogen i samarbejde med C.S. Lewis-Selskabet, og Aallmann skriver med megen indlevelse og en helt ubesværet evne til at tolke og fremlægge C.S. Lewis tankeverden.

Centralt i bogen står følgende citat af Lewis: Sigter vi mod himlene, får vi jorden med. Sigter vi kun mod jorden, mister vi begge dele.

Med baggrund i disse ord svinger Aallmann sig op til inspireret besyngelse af en svunden tids normer, hvor engagementet var båret af en anderledes konsistens og karakter end nutidens tvetydighed. Det er, som om man bare skal give Aallmann et let tryk på maven, og straks rinder det fra inspirationens kildevæld. På den måde bevæger vi os fra Homer til Hvidstengruppen.

Forfatteren lægger ikke skjul på, at tiden som udsendt feltpræst har præget ham afgørende. Oplevelser med danske soldater i Afghanistans ørkensand medførte, at mit hjerte har overbelastet mit hoved, forklarer han. Og sjældent har jeg da også læst en bog, der i den grad fremhæver og forherliger hjertets længsler.

Aallmann tone er sanselig, ja undertiden erotisk, som når han beskriver hjertet som et himmelsk rum, der higer og kalder, som et kvindeliv kan længes med forventning og glæde efter at blive fyldt ud af en guddommelig elsker.

Kritikerne og dem vil der nok være en del af blandt danske teologer vil indvende, at Aallmanns bog mangler nuancer, selvkritik og den anfægtelse, der ikke gør alting op i sort og hvidt. Men man kan også vælge at tage hatten af for en præst, som i den grad går til biddet og uden omsvøb giver sit selvstændige bidrag til fortolkningen af evangelisk-luthersk kristendom i dag. For med fradrag af de mest polemiske udfald er Aallmann overbevisende i sin analyse af den ironiske distance og den ulyksalige blanding af desillusion og selvforagtende overvejelser, som præger mange intellektuelle i og uden for folkekirken.