Baptistpræsten i Herlev, Ole Lundegaard, vil med sin nye , Grundtrin, pege på, hvor meget inspiration der kan hentes i klassisk kristendom, når respekten for traditionen ikke ligger i blind gentagelse, men i det stadige livtag med den. For det er jo først, når det virkelig blæser, at det skal vise sig, om der er hold i de ting, man prædiker. Og den kendsgerning er Ole Lundegaard sig meget bevidst:
I denne bruger jeg først og fremmest tro i betydningen faith, altså om at tro, at være tro, at handle i overensstemmelse med det, vi tror på, pointerer Lundegaard.
LÆS OGSÅ: En romantisk fontæne
I 16 punkter giver forfatteren da anvisninger på, hvordan den kristne eksistens kan udfolde sig. Et af kapitlerne hedder Giv, og nok er kærligheden i sit væsen uudtømmelig, men den lader sig ikke forspilde og ødsle bort i snæversynet selvoptagethed, påpeger Lundegaard og slår fast:
Jeg tror heller ikke, jeg har mødt et gavmildt menneske, der ikke samtidig var glad og tilfreds. Men jeg har mødt mange nærige mennesker, der var sure og utilfredse.
Det lyder umiddelbart rigtigt, men ret beset hviler synspunktet på et ubeviseligt postulat og ikke en indlysende argumentation, eftersom adskillige eksempler vidner om nøjagtig det modsatte at gavmilde mennesker er endt som skuffede skikkelser, hvorimod påholdende personer har haft et udbytterigt liv.
Heller ikke Ole Lundegaards sans for tilgivelsens art og egentlighed synes mig ubestridt.
Her konkluderer Lundegaard: For det, vi har brug for, er at møde vores næste og bede om tilgivelse. Kun derved kan begge komme videre.
Da Lundegaard anvender både historiske og aktuelle eksempler, kunne han her have inddraget Thomas Brudholms afhandling, udgivet under titlen Resentments Virtue, der med udgangspunkt i forsoningsprocessen i Sydafrika dokumenterer, at mange af apartheidstyrets ofre netop ikke kan komme videre, fordi de er blevet nødet til at tilgive deres bødler og derfor har det værre, end før de tilgav dem.
Jeg kan ikke forhindre andre i at gå i beskidte sko, men jeg kan pudse mine egne, synes grundtonen at være i Grundtrin, og det er forfriskende, at Ole Lundegaard er meget konkret med hensyn til det at være kristen i 2012.
Han bringer således i forslag, at vi i stedet for at tale om hinanden, gav hinanden besked om, hvad vi mente om den anden.
Ville det også være slut med konflikter?, spørger Lundegaard, der vist nok mener, at det kunne blive resultatet.
Andre ville dog nok nå til den modsatte konklusion og mene, at hvis alle udtrykte deres hjertens mening om naboen, så ville vi få en nation af eneboere.
Bedst udfoldet i en er Lundegaards tanker om bibellæsning, hvor han slår til lyd for, at man ikke bare læser enkelte afsnit eller kapitler, men sætter sig en time og læser et af evangelierne fra ende til anden.